Det sidste afsnit i vores trio af bagudskuende artikler om de oversete plader fra 2022 tager os endnu en gang med på en geografisk såvel som musikalsk verdensrejse. Her skal vi både sætte spot på nyudgivelser fra gamle kendinge, unge håbefulde indiedebutanter, græsk bouzouki og nigerianske rytmer.
Og med det siger vi nu farvel og tak for denne gang til musikåret 2022. Hvis du vil læse eller genlæse vores opsamlingsartikler om årets bedste plader fra 2022, så finder du dem her.
Angel Olsen – Big Time
Udgivet i juni (USA)
Amerikanske Angel Olsen har på sit sjette studiealbum valgt ikke bare at lege med produktionen eller instrumenteringen på hendes sange, men kastet sig ud i en for hende helt ny genre: Countryen. Gerne countryen med de store følelser, og Big Time byder således både på storladne, cheesy sange med Nashville-produktion, og de mere melankolske, decideret triste sange, der blot består af Olsens fuldstændigt overlegne vokal og enten klaver eller akustisk guitar. Umådeligt smukt. Følelseskaoset skyldes blandt andet de hændelser, der markerede sig i Olsens liv inden indspilningerne. Hun var netop blevet dybt forelsket, hun var kommet ud af skabet som queer, og kort efter det store skridt mistede Olsen begge sine adoptivforældre. Den bagage kan tydeligt mærkes i hendes stemme og igennem hele albummets massivitet.
Det klæder Angel Olsen rigtig fint at trække i countryklæderne, og Big Time er en af hendes mest medrivende og sjove plader overhovedet. Det siger i øvrigt ikke så lidt, men hvis man skulle have været i tvivl op til i år, så kan det slås fast nu her, at Angel Olsen er en de absolut største på den amerikanske indiescene, når det kommer til folk-, country- og singer/songwriter-inspireret rock.
(Holger Møller Dybro)
Horsegirl – Versions of Modern Performance
Udgivet i juni (USA)
Debuten fra de tre teenagere i Horsegirl viste sig ikke bare at være god, men faktisk en helt igennem spændende og sonisk veleksekveret rockplade. Jeg er dybt imponeret over bandets legesyge produktion, der leger med metalliske støjklange og drømmende lydflader som underlæg til de hviskende vokaler. Ikke de stærkeste vokaler, men perfekte i den forstand, at de rent teksturmæssigt bidrager med luftighed og mystik i de ellers klassike rocksange. Klassisk forstået som klassisk støjrock, som den blev lavet af Sonic Youth i 80’erne.
Albummet byder byder både på mekaniske, ulmende sange, der bobler over af fremdrift fra trommesættet, men også mere sfæriske, drømmende sange, hvor de unger kvinder åbner op for ømheden og lader deres utrænede stemmer stå mere nøgent frem i lydebilledet. Nok er Horsegirl ikke det mest nyskabende band, men de får alligevel vendt og drejet SST Records’ mest indie-agtige bands og 90’ernes slackerhelte på en måde, der stadigvæk er interessant i 2022. En af årets bedste debuter.
(Holger Møller Dybro)
Emekah Ogboh – 6°30’33.372”N 3°22’0.66”E
Udgivet i juli (NG)
Midt i Lagos, hvor Ojuelegba Road møder Murtala Muhammed Way på kanten til den nigerianske hovedstads Red Light District, ligger busstationen i Ojuelegba. Hver eneste dag genereres der et sandt menneskemylder i området, der samtidig fungerer som samlingspunkt for nogle af byens vigtigste trafikale hovedårer, og hvor joggingsætklædte gadesælgere råber om kap med hylende båthorn fra en endeløse flåde af gule Volkswagen Danfo-minibusser.
Det er også lige her, at Emeka Ogboh – hvis nyoprettede pladeselskab Danfotronics er en åbenlys hyldest til dette pålidelige transportmiddel – tager udgangspunkt i sin seneste plade, der med sin titel ikke overraskende afslører busstationens koordinater. Værket finder overvejende sine største styrker i kombinationen mellem de hypnotiserende percussionstykker, der stort set aldrig ændrer form, når først de er undervejs, og så de mange forskellige feltoptagelser af den yorubatalende lokalbefolkning – heraf primært minibus- og taxachauffører – som skaber et farvestrålende musikalsk kludetæppe af liv og larm til lyden af den pulserende millionby.
(Daniel Niebuhr)
Girls in Synthesis – The Rest Is Distraction
Udgivet i oktober (UK)
Den britiske trio Girls In Synthesis blev dannet i 2016, og gjorde sig bemærkede på den engelske undergrundsscene med deres vrede, grimme og hyper-intense post-punk. Gruppens anden LP The Rest Is Distraction er bestemt ingen undtagelse. Her finder du lyden af rå punk tilsat repetitiv, hardcore noise, der splitter dine øregange ad med en sammenbidt overbevisning, både Ian Curtis og Mark E. Smith ville have nikket bifaldende af.
Singlen ”Watch With Mother” pulserer sig ind under huden på dig med bølger af dunkende distortion. På ”Swallowed Pill” skiftes John Linger (guitar/sang) og Jim Cubitt (bas/keyboard) til at snerre højtråbende om kap, mens Nicole Pinto straffer trommeskindene. Offbeat-perlen ”Not As I do” smager af betonbygningers grå isolation – ja, hele pladen er omsluttet af goldt tæppe af trøstesløs afmagt.
Det går lige i hjertet på en enhver post-punker. Og er man så heldig, så er trioen helt aldeles fremragende live.
(Laura C.F. Petersen)
Markos Vamvakaris – Death Is Bitter
Udgivet i november (GR)
Mississippi Records – der specialiserer sig i genudgivelser og opsamlinger fra ofte oversete og uudforskede afkroge af det musikalske verdenskort – har haft gang i et ganske produktivt 2022, som startede med Abner Jays Folk Song Stylist og senest er endt med græske Markos Vamvakaris Death Is Bitter. Her fungerer Vamvakaris’ nasale klagen – over 12 småfordrukne og omtågede bouzoukimelodier – som et ekko af dunkle ottomanske caféer og støvede havnekvarterer i 1930’ernes Grækenland.
Death Is Bitter er også lyden af den græske underklasses rebetika – dronende, messende og til tider ganske arytmisk i sin fremførelse. I momenter holdes de enkelte numre kun akkurat sammen af vokalistens insisterende klimpren på sin bouzouki, og andre gange står grundelementerne i denne græsk/anatolske fusion omvendt lysende klar. Undervejs gennemstrømmes Death Is Bitter derudover konstant af en kunstnerisk autencitet og inderlig længsel efter livet såvel som døden – hvad end dette findes på havet, bordellet eller bunden af flasken.
(Daniel Niebuhr)
Tinariwen – Kel Tinariwen
Udgivet i november (ML)
Det her er ikke den udgave af Tinariwen, vi lærte at holde af i start-00’erne med først The Radio Tisdas Sessions og sidenhen gennembrudspladen, Amassakoul. Det er heller ikke den senere udgave af Tinariwen, der brugte 2010’erne på samarbejder med Mark Lanegan og Kurt Vile og undervejs snuppede en Grammy for Tassili.
Nej, Kel Tinariwen er i stedet tuaregerne i deres mest nedbarberede form, hvilket nu er foreviget i form af nyligt mastererede udgaver af nogle af bandets tidligste optagelser fra start-90’erne. Der er ganske vist noget oprigtigt kitsch over de fortsat upolerede lydflader, det ikke altid helt tight guitarspil og de umiskendelige, simplistiske rytmer fra bandets primitive trommemaskine, som tilsammen læner sig mere op ad 80’ernes arabiske popscene.
Men Kel Tinariwen er dog først og fremmest mødet med Tinariwen ved en kunstnerisk skillevej. Det er på ingen måde svært at spore sig ind på gruppens musikalske og kulturelle ophav som fredløse i deres eget land. Men i samme moment giver pladen også glimt af, hvor Tinariwen er på vej hen; bedst opsummeret ved den hyggelige og vuggende udgave af standarden “Matadem Yinmexan”, som 15 år senere blev genindspillet på mere “klassisk” Tinariwen-facon på Aman Iman.
(Daniel Niebuhr)
