Der er efterhånden blevet gjort kål på selv de mest stædige madrester fra julen, krudslammet og tømmermændene fra nytårsfejringerne har lagt sig og det virker oplagt endelig at hilse 2023 velkommen. Men først tager vi traditionen tro ét sidste tilbageblik på det forgangne år, som vi netop har fejret med kåringen af årets bedste plader fra henholdsvis Danmark og udlandet.
Der var dog også en lang række plader fra 2022, som vi ikke nåede at give den omtale her på Undertoner, som de fortjener. Derfor skruer vi i den første del af artikelserien tiden helt tilbage til februar og marts 2022 for at lette på hatten og sende lidt anerkende roser i retning af disse fem plader.
Sasami – Squeeze
Udgivet i februar (USA)
Den Los Angeles-baserede multiinstrumentalist og sangskriver Sasami er gået sine egne veje efter at have slået følge med amerikansk garage rock band Cherry Glazerr for en tid. På Squeeze, som er opfølger til den selvbetitlede debut fra 2019, forærer hun os en perlerække af sange om forliste forhold, om ‘queerness’, klima og kamp mod racisme. Og, ikke mindst, så handler det om alle nuancerne af vrede og om eksistentiel sorg.
Rent musikalsk bliver sangene både kommunikeret gennem nu metal, elektronisk pop, country, folk og emo rock krydret med generøse arrangementer både på klaver og strygere, der giver et lille indblik i hendes tidlige karriere som filmkomponist. Der er ikke så mange veje udenom at kalde Squeeze for en samling af 11 episke tracks, hvor det lyder så let som ingenting at skifte ham fra blodsugende heavy over industrial til fløjlsblød og atmosfærisk folk.
Tag f.eks. den skurrende og humoristiske åbner “Skin a Rat” i følgeskab med andet nummer og ‘break-up’ balladen “The Greatest”, der fra starten viser både enorm bredde og vidde i Sasamis musikalske landskab på Squeeze.
(Sabina Hvass)
Nilüfer Yanya – Painless
Udgivet i marts (UK)
Jeg er sikkert ikke den eneste, der har fået Nilüfer Yanya ind på radaren i år i forbindelse med lektier forud for årets nye Syd for Solen festival i Søndermarken. Og sikke et dejligt bekendtskab at blive introduceret til!
Sanger, guitarist og komponist Nilüfer Yanya fra Vestlondon udgav i 2022 albummet Painless, oven på en række EP’er og fuldlængdedebuten Miss Universe. Fra løbende rytmer og pulsen oppe på ”The Dealer” og ”Stabilise” til den mere langsomme, småsøvnige, the XX-agtige minimalistiske intimitet på skæringer som ”Trouble” og ”Company”. Over begge typer numre smyger Nilüfer Yanya sin Sade-tilbagelænede vokal tæt over kulsyreboblende electronica og den helt centrale guitar. Undervejs er ”Midnight Sun” et lille mesterværk, hvor Yanya langsomt lægger ekstra lag på det intense popnummer efterhånden som det udfolder sig.
Et fint, fint studie i at give og holde tilbage. Den samme præcise dosering af virkemidlerne kendetegner hele Painless og rykker i 2022 Nilüfer Yanya op i den internationale musiksuperliga.
(Camilla Grausen)
Peter Sommer – De uforelskede i København
Udgivet i marts (DK)
Hvor man i 2010’erne kunne forvente et nyt Peter Sommer-album hvert femte år, har den skanderborgske sangskriver skruet op for produktiviteten i det nye årti. Og på De uforelskede i København – den tredje udgivelse på bare tre år – har han også fundet sig endeligt tilpas med den karakter, der klæder ham bedst: Den melankolske rødvinscrooner, som dvæler ved fortiden, ved alt der kunne have været, og det der nu engang er.
Eller sagt på Peter Sommersk: “Om dit og mit vores / Alt for mørke univers / For stort til én / Perfekt til to”. Teksterne er modne, fyldt med tab og allerbedst, når Peter Sommer netop insisterer på kærligheden, hvor den er sværest. Ingen kan som ham synge så hengivent fra grænselandet mellem tosomhed og skilsmisse. Det er et sted, han har været før, men på “De Uforelskede i København” er sorgen dybere – måske mere voksen? – og mindre selvdestruktiv end tidligere.
Vreden som dominerende udgivelserne for 10 år siden er erstattet med romantiske strygere, tilrøget resignation og et stille håb på kærligheden, selv efter den er sluppet op.
(Simon Ørberg)
Jenny Hval – Classic Objects
Udgivet i marts (NO)
Lys. Luftighed. Renhed. Det er nogle af de fornemmelser, jeg får, når jeg sætter Jenny Hvals seneste album på. Det er den ene svævende artpop-perle efter den anden. Den norske indiesangerindes stemme er om muligt blevet mere himmelsk end nogensinde før, og arrangementerne på Classic Objects udvikler sig ofte fra ambiente synthflader til større, sprudlende, men altid tilpas tilbageholdte, landskaber. Der bliver ikke sat mange fødder forkert på de her overdådige kompositioner. Hvert et enkelt pluk af strengene eller hver en udstrækning af fraseringerne synes perfekt tænkt og udført.
Hval synger om virkeligheden: Livet, kroppen, ægteskabet, samfundet og ikke mindst amerikansk kaffe. Ting, der i Hval verdens ikke er simple eller ligegyldige påfund, man let kan forholde sig til. Hun går i dybden, og hun stiller spørgsmålstegn. Og så er albummets smukke, lyse klange det perfekte virvar at falde hovedkulds ned i, når man skal dykke ned i Hvals forunderlige, foranderlige og dybt fascinerende univers, der på fineste vis strækker sig fra vor konkrete jordklode til det abstrakte ydre rum.
(Holger Møller Dybro)
Aldous Harding – Warm Chris
Udgivet i marts (NZ)
Aldous Harding har på sin fjerde plade, Warm Chris, begge sine ben solidt plantet i indieverdenen. Her har hun udviklet sig til at lave noget yderst excentrisk og halvjazzet/halvpsykedelisk indiepop, som på mange måder er sin egen størrelse. Hendes helt særlige kendetegn ender langt hen ad vejen med at være hendes største styrke.
Der er en helt sindssyg intimitet over de doubletrackede vokaler i titelnummeret, der lyder både dragende og sammenbidte. Som en sirene, der lokker én ind i det smukke folkunivers, før skarp Lou Reedsk guitar hakker igennem sangens stilfærdighed. En uforudsigelighed, Harding mestrer. Og hendes vokal i sig selv er bare yderst uomgåelig. Hun både hvisker, crooner og synger som et lille barn på Warm Chris og skifter i øvrigt imellem de stilarter flere gange igennem hver enkelt popsang.
Det hele virker let og lækkert, men Harding har meget på hjerte. Det geniale klaverspil og de guddommelige blæsere er blot det tæppe, hvorpå Hardings underfundige og morsomme tekster danser. Hvad end de handler om kærlighed, passion eller noget helt tredje, kan man være sikker på, at Harding behandler det på sin helt egen, idiosynkratiske facon.
(Holger Møller Dybro)
