2022 er endnu et færdigskrevet kapitel i musikannalerne. Og hvor vi – som det også blev nævnt, da vi for et år siden tog hul på vores afsluttende noter om 2021 – sidste år skulle fokusere på at genskabe den musikkonsumerende hverdag, har den nye, gamle normal nu retteligt indfundet sig. Det har ikke mindst kunnet mærkes på kvaliteten af de udgivelser, der har set dagens lys i løbet af i år, hvor musikåret 2022 gennemgående har føltes markant stærkere sammenlignet med 2021 såvel som 2020. Og det er først og fremmest disse udgivelser, vi har glædet os til at kunne hædre i løbet af de kommende dage.
For med nytåret endnu tydeligere i horisonten kan vi dermed også konkludere, at årslistesæsonen nu endelig også er over os på Undertoner. For redaktionen har det selvfølgelig betydet, at vi hver især har skullet samle op på alle de musikalske højdepunkter fra et år, der jo ikke ligefrem har manglet dem. De sædvanlige årslister over 2022’s 10 bedste danske og 20 bedste udenlandske udgivelser er på vej – det samme gælder også for vores opgørelse over EP’er og plader, som vi ikke fik anmeldt i løbet af de forgangne 12 måneder.
I stedet starter vi dog som altid med de numre, der hver især har præget skribenternes 2022. Ikke nødvendigvis fordi de repræsenterer det ypperste inden for sangskrivning, men fordi de har ramt noget helt særligt hos den enkelte og på den måde gjort sig fortjent til en særlig omtale, inden vi igen skriver januar måned.
Det her er, hvad vi (også) lyttede til i 2022:
Alex G – Runner
Alex Giannascoli har i løbet af de seneste fem år endelig fået den omtale og ros blandt musikkritikere og -lyttere, som han har fortjent. Men måske blev det først i 2022, at han udgav sin allerbedste plade. God Save the Animals byder i hvert fald på de absolut ypperligste udgaver af alt, hvad Alex G kan finde på, hvad end det så er minimale ballader, pseudo-EDM-udskejelser, autotune-slackerrock eller übermelodisk popsnedkeri af fineste karat.
Singlen “Runner” repræsenterer det sidstnævnte lige fra de rørende, hjertevarme åbningslinjer: »I like people who I can open up to / Who don’t judge for what I say, but judge me for what I do.« Samtidig træder de forskellige instrumenter ind i hver deres unikke, men funklende hovedrolle og skaber tilsammen den latterligt overdådige melodi, der ikke er til at få ud af hovedet, så snart den har været igennem ørerne første gang.
Alex G har aldrig lydt så håbefuld, og når man hører “Runner”, får man følelsen af at smile til ham, løbe ham i møde og få det perfekte kram. Så hjemlig og så skøn en sang er det.
(Holger Møller Dybro)
Big Thief – Change
Forsiden på Big Thiefs femte album er en tegnet skitse af fire dyr om et lejrbål, og det er netop denne nære, varme intimitet, som strømmer ud af højtalerne på “Change” – pladens første og bedste nummer. Adrienne Lenkers rolige stemme er så tæt på mikrofonen, at hun nærmest sidder klemt op af din skulder og synger om døden og evigheden. Som Lenker gør bedst, kredser “Change” om abstrakte billeder og associationer, der er svære at placere i tid og rum, men nemme at holde af.
Men så sker der noget i tredje vers. Abstraktionerne fordamper, og det bliver hjerteskærende klart, at det er en sang om noget så simpelt og menneskeligt som ulykkelig kærlighed: »Could I feel happy for you / When I hear you talk with her like we used to? / Could I set everything free / When I watch you holding her the way you once held me?«
Med fire enkle linjer cementeres en umiddelbar og universel følelse af tab, der har været følt af mennesker, siden vores hjerter lærte at gå. Big Thief har med “Change” skabt en sang så eviggyldig som den kærlighed, de synger om.
(Simon Ørberg)
Black Country, New Road – The Place Where He Inserted the Blade
Black Country, New Roads Ants From Up There tackler mange forskellige aspekter af den destruktivitet, der opstår i kombinationen af kærlighed og usikkerhed. Der er mange højdepunkter at dykke ned i, men den mest centrale og gennemgribende fordybelse kommer til udtryk på den følelsesladede “The Place Where He Inserted the Blade”.
Poesien er på sit højeste, men den formår på magisk og relaterbar vis stadig at sameksistere med jordnære analogier og situationsbeskrivelser. At linjer som outroens desperate »show me where to tie the other end of this chain« kan optræde i samme sang som den referencefulde »Concorde, Bound 2, and my evening« – for blot at fremme sangens melankolske karakter – er et stærkt vidnesbyrd om Isaac Woods udfoldelse som en af årets mest tiltalende lyrikere.
Den velkendte indieballade-struktur er strakt ud til syv storslåede minutter i albummets karakteristiske, tålmodige og postrock-prægede karakter. De forskellige instrumenters melodier svæver ind og ud af hinanden på en helt organisk facon for herefter at kulminere i to storladne omkvæd, der garanterer lytteren at sidde tilbage uden tørre øjne.
“The Place Where He Inserted the Blade” er et perfekt soundtrack til de øjeblikke i ens liv, hvor kærligheden synes at være særligt svær at navigere i.
(Emil Ahle Petersen)
Brimheim – Favorite Day of the Week
Som Brimheim dukkede Helena Heinesen Rebensdorffer op ud af det blå i 2022 og lod sig ikke umiddelbart afkode. Gothpop kaldte hun selv sit udtryk og sin musik, og det passer i grunden meget godt. På plade er sangene relativt blide, og allermest kommer de til deres ret live, hvor Brimheim viser et imponerende spænd fra sårbar til, ja undskyld mig, fucking rå. Det samme gælder for ”Favorite Day of the Week”, der særligt har gjort indtryk hos mig i år.
Fra en spæd start med et lille sårbart knæk på stemmen udfolder Brimheim ængsteligt versene i erkendelsen af at være blevet ramt af (gisp!)… følelser: »Accidentally at least / I caught these feelings.« Men hun bliver samtidig nødt til at indrømme over for sig selv, at noget (eller nogen!) er i gang med at nedbryde de mure, vi konstruerer for at beskytte os selv: »You know I’m guarded / I know you / You keep your walls up / Like I do / I’ll try and be brave enough to tell you / That I miss you all the goddamn time.«
Brimheim er mester i at indfange længsel i tekst og toner; det skønne og det pinefulde i at savne nogen »all the goddam time.«
(Camilla Grausen)
Debbie Sings – F My Tears Away
Hyperpop er er ikke eksakt et nyt fænomen længere, men det var ikke indtil Debbie Sings’ brag af et vocoder-mani på dette års Roskilde Festival, at jeg følte mig overbevist om, at der herhjemme også fandtes et navn med internationalt potentiale inden for genren. Siden juni har Debbie Sings’ eneste to udgivne singler, ”Satanizer” og ”Godspeed”, været fast inventar til adskillige præ-byturs-vinbakkanaler, og efter denne voldspilning af Sings’ begrænsede diskografi kastede jeg mig grådigt – som en måge over en tabt pomfrit – over hendes efterfølgende single ”F My Tears A Way”, da den blev udgivet i november.
Udover at være et tiltrængt skud af mere Debbie Sings, er “F My Tears A Way” måske også den mest catchy indtil videre. Denne gang står hendes dukkede vocoder-vokaler i kontrast til en tekst om, ja, at få afløb for angst gennem mere (eller mindre) intime fysiske udskejelser. Lydsiden tæsker en rundt i et virvar af tyggegummipop, aggressive glitchcore-elementer og hvilke lolita’ske lyde, Sings nu lige kom på at fyre i autotune-kværnen, i denne vanvittige, sjove og sære kombination af overdreven sødme og farligt spice.
Selvdestruktion glider nemmere ned, når man også kan danse til det.
(Anne Kirstine Knudsen)
Fontaines D.C. – Big Shot
Fontaines D.C.’s tredje plade, Skinty Fia, gik lige i hjertet på denne anmelder, og særligt én sang blev spillet på repeat: den dvaske, dovne, slæbende, sexede, romantiske og monumentale ”Big Shot”.
Nummeret skiller sig på forhånd ud ved som det eneste ikke at være skrevet af bandets forsanger, Grian Chatten, men derimod af guitarist Carlos O’Connell – og dette med stor succes. Her viger tempoet til fordel for et overlegent, tungt og sexet guitarriff, der folder sig ud i både intro og omkvæd; et af den slags riffs, der virker henkastet, men vidner om en guitarists totale kontrol over og forståelse for sine strenge. »Everybody gets a big shot, baby,« lamenterer Chatten stilfærdigt med sin mørke, elegiske stemme, mens Tom Coll lige akkurat hamrer nok igennem på hi-hatten til, at man kan mærke intensiteten ulme under de ellers så beherskede trommer.
Luk øjnene og lad takten tage dig i sine vuggende arme.
(Laura C.F. Petersen)
Surfbort – Never Gonna Be What You Want Me To Be
Jeg satte mig selv på to opgaver på Roskilde Festivals sidste dag i 2022, hvilket føltes særligt langt uden for rækkevidde på et tidspunkt. Ikke fordi tømmermændene allerede begyndte at true med at dukke op, eller fordi mine fødder, ben og lænd tyngede mig specielt meget til jorden. Det var nærmere på grund af en mærkværdig oplevelse, jeg havde foran Orange Scene, at jeg vandrede tværs over Dyrskuepladsen lørdag nat uden den orange feeling, jeg havde drømt om.
Opgaverne lød imidlertid stadig: Hold ud til klokken 02.00, og hav kræfter tilbage til at moshe på Pavilion! De amerikanske pop-punkere i Surfbort havde nemlig den store opgave at tvinge de sidste sveddråber ud af festivalpublikummet, inden bluesen kunne sætte ind, hvilket de – til mit store held – lykkedes med.
Surfborts “Never Gonna Be What You Want Me to Be” landede samtidig på min personlige rotationsplayliste i slutningen af juli, hvor den har ligget lige siden. Det er ét af bandets mere goth-poppede “fuck you”-numre, der har fået en tilhørende video, hvor man både kan nyde punkenergien samt højdepunkter fra bandets europæiske turné i 2022.
(Sabina Hvass)
Yard Act – Tall Poppies
En mand fødes, lever et liv og dør. Undervejs finder han ud af, hvad han er god til, og exceller i både arbejde og fodbold på et niveau lige over middel, (selvom der helt klart findes bedre fodboldspillere andetsteds i Greater Manchester.) Han træffer nogle svære beslutninger i privatlivet, inden han kollapser i sit køkken, mens hans eftermæle honoreres med en plakette på en bænk ved vandet, hvilket han nok ville have været indifferent over for, hvis han stadig havde været i live.
Yard Acts “Tall Poppies” – hvis ophav, Tall Poppy Syndrome, bedst kan sidestilles med “jantelovsmentalitet” – er 6 minutter og 21 sekunders spoken word-fyldt postpunk, der finder sine største styrker i frontmand James Smiths gennemgang af vores unavngivne protagonists liv og levned. Det er en ode til at kunne “nøjes” og ikke nødvendigvis at skulle ud og erobre verden, men i stedet bare være til i den landsby, hvor man vokser op, bliver gift, får hus og hund og bevidner livets store op- og nedture.
Eller som Smith noterer sig: »He wasn’t perfect, but he was one of us.«
(Daniel Niebuhr)
