Canadiske Dumb er nået til karrierens tredje album. Stadig sprængfyldt med enormt korte, hurtige melodiske punkperler og endda med lidt klaver og saxofon fra tid til anden. Leveret kækt med spoken word og råberi henover ørehængerbas og feedbackstøj. Det lyder jo alt sammen meget dejligt, og det er det for så vidt også, men der også noget lidt lorent ved det hele. 18 numre på 40 minutter. Atten(!)
Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at Dumb bliver en anelse gentagende her på Pray 4 Tomorrow. Nogle sange er simpelthen ikke tilstrækkeligt forskellige fra den forrige eller efterfølgende til for alvor at sætte sig fast i hukommelsen, hvorfor jeg tænker, man med fordel kunne have skåret lidt af fedtet fra. Jeg forventer egentlig ikke, at en punkplade varer mere end 25-30 minutter, og jeg behøver det sjældent heller ikke. Vancouver-kvartetten forsøger her og dér at lege med instrumenteringen, tempoet eller valget af leadvokal, og det er som oftest fedt, men det er ikke løsningen på, at en plade inden for den genre bare skal være lige så skarpt skåret som guitarerne lyder. Og en lille disclaimer: Dumb lyder som snydt ud af næsen på Parquet Courts i den tid, hvor de stadig udgav reelt spændende rockalbums – og det skyldes især, at forsanger Franco Rissinos vokal er nærmest identisk med Austin Browns. Men det kan han jo ikke gøre for.
Nok om det; lad os komme til musikken. Det begynder nemlig rigtig godt. Pladens fire første skæringer er klassiske i Dumb-regi: Godt med fart på, to hakkende guitarer, lidt bum-bum-bas og stramme trommer, der faktisk gemmer på flere fills end de fleste garagepunkbands. Det er livlig musik, der er svært at sidde stille til, og man får lyst til at knappe nogle pilsnere op og spankulere rundt i byen med sine kammerater. Grine en masse og sparke til nogle dåser. “Gibberish” især er ret fed, fordi den udvider Dumbs lidt ensartede DIY-punkudtryk i form af en instrumentaloutro med skævt, lettere ustemt klaver. Det klæder dem rigtig meget at have passager, hvor man fra tid til anden kan dvæle lidt ved den fede slackerstemning. For man kan hurtigt blive revet rundt i canadiernes ellers så hastige og dynamiske univers.
På “30 Degrees” tager kvartetten tempoet lidt ned med en mere tilbagelænet tilgang, og sangen kunne nemt dele slægtskab med Parquet Courts’ “N. Dakota”. Fuldstændigt samme vibe. Jeg kan lide det. Derfor ærgrer det mig, at det bliver kedeligt på den efterfølgende “Strange Is the Morning”, hvor Rossino er skiftet ud på vokalfronten, og bassist Shelby Vrediks stemme fremstår usikker og lidt træls – som Moe Tucker, hvis hendes stemmer ikke havde personlighed. Endnu mere ærgerligt er det, Vredik også har hovedrollen på afslutningsnummeret, “The Entertainer”. Det er ikke just sådan, man sætter en prik over i’et, men heldigvis er der mange perler at finde inden da.
”Dropout” skiller sig ud ved sit festlige trompetspil, og selvsamme blæser spreder melankolsk lukketidsstemning i “Sleep Like a Baby Tonight”, der er et af højdepunkterne i albummets midterstykker. Dumb adskiller sig kun på få punkter fra Parquet Courts anno 2014, men gruppens tydeligste (og fedeste) våben er deres enorme brug af guitarfeedback. Det er måske et billigt trick, og man har selvfølgelig hørt tricket nok efter et stykke tid, men samtidig er det dejligt, at Dumb lyder en smule farligere end deres mest oplagte sammenligninger. Guitarerne er i fokus, og de får virkelig lov til at skære igennem alle de lækre melodier – nogle gange som lidt kantet tekstur, andre gange som deciderede skærebrænder.
Feedbacken og larmen fungerer genialt med de melodiøse akkordsammensætninger, fordi man får den skønne kontrast. Det fungerer lidt mindre godt i de meget smadrede eller meget hurtige, punkede numre. Der bliver det hele nemlig bare så garageøver-agtigt, at det godt kan irritere øregangen på den forkerte måde, specielt når man får fem af sådanne numre i streg (fra “Watch This Drive” til og med “Desolation”). Det bliver så at sige for intenst, og jeg tror ikke det handler om, at det bare kræver sin støjrockfan – for det ville jeg bestemt kalde mig selv – det bliver bare den samme opskrift kopieret igen og igen. Og det er dér, man kører død og når at tænke, at Dumb ikke behøver lave en plade på 40 minutter. Sangene er nemlig ikke rigtig ørehængere, og så spørger jeg mig selv, om de ikke bare er lidt ligegyldige.
Hvis jeg skulle pray for tomorrow, så ville jeg måske bede til, at Dumb udvider paletten en smule på deres fjerde album, hvis det en dag undfanges. Indtil da kommer jeg højst sandsynligt til at lytte en del til bandet, men det bliver måske som en håndfuld udvalgte sange spredt udover en playliste og ikke ved at høre deres tre albums i streg. Det er canadiernes musik alligevel for ensformig til. Men hatten af for at spille så damn cathcy punkrock. For når det svinger, så svinger det rigtig meget.
