Der er altid garanteret en stilrig fest, når Sam Shepherd står bag pulten. Det velkendte Floating Points-udtryk var i hvert fald til stede, da Shepherd spillede Omni-scenen op til dans. Men desværre føltes det lidt mere som at stå i en åben lobby, hvor man ikke helt kan finde sig til helt til rette i rammerne.
Jeg havde høje forventninger til Shepherd. Floating Points har en lang bane af produktioner, som gennem tiden har bevæget sig vidt omkring i det eksperimenterende, jazzede electronica. Så jeg håbede gevaldig meget, at koncerten netop ville bevæge sig rundt i netop det univers. Tilbage i 2019 var jeg til koncert med ham på VEGA, hvor setlisten bød på markant mere af hans egen musik.
Dette var ikke tilfældet til koncerten på Omni-scenen. Det var ellers et godt opvarmet publikum, som Shepherd havde med at gøre, der havde god interesse i et festligt indslag. Koncerten startede roligt ud med noget lettere soul/disko/funk, som jeg følte aldrig rigtig landede rigtigt. Der var gang i den, men det hele flød over hinanden og gjorde, at der ikke var nogle drops eller eskaleringer, som rigtig stak ud.
Der var hen mod slutningen af koncerten alligevel sat gang i en af Floating Points nyere udgivelser “Vocoder”. Han spillede dog nummeret helt autentisk til udgivelsen, så der var ikke rigtig nogle overraskelser i udførelsen udover nogle filter-sweeps, som han benyttede sig af som et gennemgående tema hele dj-settet igennem. Jeg har også på fornemmelsen, at der midtvejs blev spillet noget nyt Floating Points. Der var i hvert fald et nummer, som bød på hele Floating Points-pakken – saw-synth, kantede hi-hats og en løbende sub-bas, så det var helt sikkert et spændende indslag til settet. Fedt var det da også, at han mixede et nummer fra PinkPantheress med navn “Just For Me” til et hurtigt, clubbet beat, hvor vokalen blev mixet godt ind.
Jeg gik fra koncerten, som i virkeligheden var mere et dj-set, lettere skuffet. Det var lidt den samme skuffede følelse, jeg gik med efter at have været til TSHA, hvor der på programmet ikke stod, det ville være et DJ-set. Der var knap så meget varians. Lidt break-beat, house og en lille snært af Floating Points egen stilrene electronica hist og her. Atmosfæren til koncerten føltes meget tom efter, at man har været til utallige andre dj-sets på festivallen. Floating Points har et højt potentiale til at levere en koncert, hvor der kan være mere fokus på at mixe hans egen musik og skabe overraskelsesmomenter. Det var desværre ikke tilfældet denne gang, men jeg håber, at når og hvis O/Day vender tilbage, så vil der være mere plads til at lade kunstnernes egen musik fylde mere.
Fotos af Daniel Nielsen
