Måske skal vi starte et par år tidligere for at kunne give den mest optimale introduktion til Chat Pile. Nærmere bestemt er det mest ideelle sted at lægge ud på Oklahoma-kvartettens EP Remove Your Skin Please fra 2019 og dens åbner, “Dallas Beltway”: Trommerne lyder ikke helt ordentligt. Der er noget overdrevent komprimeret over dem, hvilket skaber små overstyringer i højtalerne. Guitaren synes heller ikke at være helt stemt. Men det indledende riff, mand. Årets bedste. »Dallas / Driving the beltway,« mumler forsanger, Raygun Busch, pludselig og begiver sig ud i en lang monolog om opdragelse, faderligt ophav og om at slå sine børn ihjel og smide deres lig om i bagagerummet.
»You wanna see what’s in the truck? / Come on, fucker / Look at it!« vræler han apatisk, mens nummeret når sit uudholdelige crescendo.
Det er sådan, Chat Pile fungerer bedst; i deres ubekvemt støjende og overvejende feel bad-lydunivers. Men de er hverken sadister eller masochister, selvom Buschs tekster akkurat som i fortællingen fra ringvejen i det nordøstlige Texas generelt kredser om både det morbide og vulgære.
»Nogle af vores fans har helt klart troet, at vi var sådan nogle psykopater, og det var netop dét, der tiltalte dem,« forklarede bandets bassist Stin for nylig i et interview med Flood Magazine.
»Og det er bare ikke sådan, vi er. Vi er bare normale dudes.«
Chat Pile er heller ikke dumt band, som stræber efter laveste musikalske fællesnævner, omend de også har kreeret sangtitler som “Grimace_Smoking_Weed.jpeg” og derudover runder bandbesætningen af med kunstneraliasser som Captain Ron og Luther Manhole. Ej heller selvom Busch tidligere også sunget fordummende om sin egen person.
»Guess I’ll put on the stupidest mask that I own / Guess I haven’t shown you my true idiot face,« lyder det eksempelvis på “Mask” og »The brutal truth is that I’m just an idiot walking around in a cheap gorilla suit,« på den enkeltstående single “Brutal Truth”.
Nej, i stedet er Chat Pile et særdeles observant og samfundsorienteret band, hvilket de heldigvis endelig har fået chancen for at bevise på deres fuldlængdedebut, God’s Country, som – korrekt gættet – med tyk, ironisk distance referer til hjemlandet og alle dens fejl, mangler og iboende ondskab. Andensinglen, “Why”, understreger dette tydeligst i sin sønderlemmende kritik af det amerikanske samfunds ubalancerede boligmarked og nedværdigende behandling af hjemløse.
»Real American horror story / And it’s a fuckin tragedy,« lamenterer Busch afslutningsvist over det distortede, simplistiske riff og de slæbende trommer, som primært udgør Chat Piles musikalske agenda. Det hele behøver øjensynligt ikke være så kompliceret. Andre steder bryder de dog med den distortede grimhed som på “Pamela”, der undervejs får tilført så meget drømmende reverb på sine bagvedliggende guitarspor, at vi i stedet nærmer os noget mere shoegazende – ja, næsten vaporwave-klingende – mens Busch monotont messer noget om sorg og at se sin søn lide druknedøden i en afsidesliggende skovsø. Der udforskes også nogle mere kontrollerede rammer på et nummer som “Anytime”, hvilket er med til at give associationer til nogle af de allertidligste grunge-inspirationer som eksempelvis Scratch Acid og Melvins. Og på “Tropical Beaches, Inc.” læner de sig indledningsvist tæt op ad en mere moderne black metallisk lyd, der ikke føles helt ulig texanske Portrayal of Guilt, som Chat Pile da også tidligere har udgivet en split-single med.
Men det er selvfølgelig i de totalt kaotiske og rabiate øjeblikke, at Chat Pile stråler klarest. De klagende »hammers and grease«-råb som splitter vers fra omkvæd på åbneren og førstesinglen, “Slaughterhouse”, er kun begyndelsen, hvilket man kun yderligere forsikres om, når Busch senere hen på samme nummer konstaterer: »There’s more screaming than you’d think.« For han begiver sig hellere end gerne ud i en mere primal indgangsvinkel for at kunne forstærke sine tekstleverancer. Mest hjernedødt (her i en mere positivt ladet forbindelse) bliver det på det ekkoende omkvæd på “Wicked Puppet Dance” – »God’s / Eyes / Taste / Lips / Red / Phos / Death / Cum« – ligesom vi også operer i et eller andet bizart krydsfelt mellem det dyriske og mentalt ustabile i gengivelsen af et bankrøveri på “The Mask”: »Line up the animals / Sirloin Stockade!«
Og på albumlukkeren – den førnævnte “Grimace_Smoking_Weed.jpeg” – kombinerer Chat Pile pladens bedste riff med en af årets mest ukomfortable lytteoplevelser, som tager udgangspunkt i en seriøst dårlig og røgfyldt aften. »Purple man / Smoking weed in my bedroom / Don’t want you, don’t need you,« beklager Busch sig og har allerede her kastet sig ud i hallucinationer om den lilla McDonald’s-karakter, efter hvem nummeret er opkaldt. Suicidale tanker om at kaste sig ud af vinduet med hovedet først følger, inden vi rammer den komplette nedsmeltning i et mere end fem minutter lang mentalt sammenbrud akkompagneret af resten af bandets synkoperede støjudladninger.
Underneden alle skrigene og støjrocken maler God’s Country derfor i bund og grund de allerværste nuancer af fortællingen om, hvad det kan gøre ved mennesket, når samfundet svigter, og livet leder én ned ad den sti, hvor man enten begår væbnede røverier, skyder løs på skoler, kaster sig ud i stofmisbrug eller mister alt, man ejer. Det er en kunstnerisk skønhed, man muligvis ikke hæfter sig ved i løbet af de første par gennemlytninger, hvor Buschs til tider frastødende vokalindspark fylder det meste. Men når først man får accepteret og tilvænnet sig alle de utiltalende og grimme aspekter i musikken såvel som lyrikken – fordi virkeligheden i Chat Piles øjne netop også er sådan, og musikkens fremmeste opgave er at reflektere denne virkelighed – flyder det hele pludselig sammen til en aldeles ubehagelig og aldeles forrygende udgivelse.
