De engelske avant/progrockere Black Midi er allerede klar med deres tredje albumudspil oven på sidste års Cavalcade, hvor det er tydeligt, at briterne begiver sig videre ned ad den mere gøglede vej, de også er berømte og berygtede for at følge live. Der er faktisk gået ren og skær showtunes og teater i Hellfire, hvor bandet fortsætter med at være en musikalsk blender på højtryk – nu bare som ren blitzkrieg med Big Band-jazz. Og alligevel er det mere… tilgængeligt? I hvert fald sammenlignet med gruppens tidligere materiale.
Der åbnes med dramatiske horn og galgegangstrommer på titelnummeret, og allerede her må man konstatere, at Black Midi ikke har tænkt sig at skrue ned for det hæsblæsende tempo, da Geordie Greep bevæger sig ud i et inferno af hidsig spoken word-poesi om verdens sørgelige tilstand. Det er febrilsk, det varsler om eminent undergang – ja, virvaret af de mange ildevarslende musikalske temaer og Greeps sardoniske ordstrøm føles faktisk som at stå i Helvedes forgård.
Helvede, døden og livets laveste eksistenser synes at være de emner, som de mange lag af musikalske figurer centraliserer sig omkring i Black Midis nye dæmoniske cabarét. Gruppens lyd er så teknisk og voldsom som altid, hvor det er de hurtige og evigt skiftende passager af 17 musikalske figurer lagt oven på hinanden, der dominerer lydbilledet i en form for musikalsk dadaisme. Det er ren sensorisk overflod og absolut udfordrende for ørerne, men det bliver alligevel holdt sammen af briternes superstramme samspil, hvor det er svært ikke at stå måbende tilbage over det tekniske niveau, mens man næsten kan høre fingre, der bløder, og Morgan Simpsons læg, der går i krampe bag trommesættet.
Ikke alene er teknikken i top, men det er sansen for tema også. For ligesom på Black Country, New Roads Ants From Up There findes der gentagne melodiske og lyriske temaer på Hellfire, der både refererer internt til andet materiale på albummet, men også til resten af bandets diskografi. Der er både minefirmaet fra Cavalcades “Diamond Stuff”, Sun Tzu samt lokationerne Salafassien og South Schlagenheim – blot for at nævne et par få – mens man kan hygge sig med at finde alle de andre spredt rundt omkring. Og med begge albums tydelige indflydelse fra teatermusik er det faktisk svært ikke at spørge sig selv: Er Broadway det nye sort inden for progrock?
Black Midi er dog også berygtede for at være nogle spøgefugle live, og allerede da gruppen gæstede Vega sidste år, blev det bemærket, at bandet var begyndt at lege med cabarét- og varietéreferencer på deres nye materiale, hvilket vi så nu kan konstatere: Showmanship synes at gennemsyre Hellfire. Udover at de svimlende horn og karikerede, jazzede referencer passer godt til hele Helvede-temaet, og at Greep kan få lov til at give den som djævelsk dandy, bidrager det også med noget kontrast – og især tiltrængte pusterum – i bandets fandenivoldske math- og progrockede lyd.
Især på numre som ”Welcome to Hell” og ”The Race Is About to Begin” giver de dramatiske hornsektioner og den slibrige smørhårsjazz tiltrængte afbræk fra den evindelige strøm af frankensteinede rockriffs, i lige præcis lang nok tid til at man som lytter begynder at hungre efter bandets evigt skiftende lydeksplosioner. Især på ”Welcome to Hell” er der et meget effektfuldt skift mellem bombastiske blæsere og et metalagtigt riff, der er sortere end et ark papir med noder til bandets musik. Eksperimenterne med intensitetsskiftene gør Black Midi noget lettere på ørerne. Måske er Hellfire faktisk bandets mest tilgængelige skive til dato – alt er vel relativt.
Genreudforskningen er dog ikke begrænset til cabarét, men nogle af pladens bedste skæringer som ”Eat Men Eat” har klare flamenco-inspirationer og formår stadig at fange den absolutte essens af ondskab på trods af den til dels akustiske instrumentation. ”Still” er en af pladens mest underspillede indslag, men rammer alligevel plet med undertonerne af ulykkelig kærlighed over de muntre country-indflydelser og håndklap, som danner fundamentet for nummeret. Jeg sætter især pris på, hvordan sangens slutning slår over i mol til et helt nedbarberet udtryk kun med akustisk guitar, hvor vi en sjælden gang får lov til at høre en mere blid og altmodisch vokalfrasering fra bassist Cameron Picton, inden sangen lukker med nogle sørgmodige strygere. En bittersød prik over i’et.
Nogle af Black Midis komiske indslag er dog også til den plattere side – det er vel skyggesiden ved at være et band, der tydeligvis er villige til at prøve alt af, hvis de selv synes, det er sjovt. Wrestling-introen til ”Sugar/Tzu” er en ting, jeg godt kunne have levet uden, og det lille radioklip ”Half Time” er et fossil af et koncept, der burde have været dødt og begravet for 20 år siden med Songs for the Deaf. Min største anke er dog den meget påtagede varieté-vokal fra Greep på mange af skæringerne, der med overdreven dybde og rullende r’er ikke rigtig gør andet for mig end at skabe en forventning om, at Greep kommer til at flyve ind på en trapez i sprechstallmeister-kostume, når Black Midi besøger Vega igen til november. Den er især aggraverende på de to meget roligere numre ”Dangerous Liaisons” og ”The Defence”, hvor der ikke rigtig sker nok til at tage fokus fra den.
”27 Questions” er til gengæld et fyrigt bud på årets lukkenummer. Som et mørkt horrorbal udfolder de søsyge-inducerende, dissonante klavermelodier sig over et væld af mathrockede figurer, piskede trommer og Greeps arrige narrativ om en begravelse blot for at blive brudt i få sekunder af kæmpe klask på klaverets bastoner. Jeg har endda intet imod førnævnte mærkelige vokalføring i det showtune’ske c-stykke, da det alligevel bliver en sjov kontrast til Greeps meget eksistentialistiske 27 spørgsmål, inden vi igen kastes ud på en sejltur på Styx i høj bølgegang. Tak og godnat.
Der er nok ikke meget mere at sige, end at Black Midi stadig er progrockens unikke svar på en Vitamix – og med cabarét i mixet lyder de både mere maniske og mere tilgængelige. Så på trods af at der måske har sneget sig en joke eller to for meget med fra studiet, er Hellfire stadig et helvedes gennemført og godt konceptalbum.
