Terkel Atsushi Røjle er det borgerlige navn på dansk-japanske singer-song writer Atusji. Atusjis musik spiller på et bredt genre-mix med indflydelse fra R’n’B, synth-tung drømmepop og soundcloud-rap i et følsomt og flødet-på-den-lækre-måde lydlandskab, der danner rammen om Atusjis ofte ængstelige og melankolske indre univers. På Atusjis Soapbox albumtrilogi udforskes lige så mange facetter af Atusjis musikalske referencer, som der er aspekter af et menneske. Med splinternye single-udgivelser fra 2022 er Atusji klar til at indtage Rising tirsdag klokken 14:00. Vi mødtes i Nørrebroparken over en kop kaffe til en snak om forventninger til årets Roskilde.
Forventning er et tveægget sværd
Men det er ikke første gang, Røjle spiller på Rising. Han har nemlig spillet på festivalen i 2016 med powerpop bandet Virgin Suicide. Men er forventningens glæde stadig den samme, når Rising ikke er nyt territorie?
»Jeg glæder mig meget mere. Jeg tror, at sidst vi spillede, var vi inde i en periode, hvor vi spillede rigtig meget, og jeg tror måske ikke rigtigt, at jeg tog det seriøst. Det var lidt en blanding af, at jeg ikke tog det alvorligt, og jeg troede, at jeg var inde i en periode af mit liv, hvor det her var noget, jeg bare skulle gøre hvert år. Jeg kan bare huske, at jeg sad og spillede Playstation til klokken fire om natten. Alle de andre havde slet ikke kunnet sove på grund af nervøsitet. Jeg havde bare skullet gennemføre det her spil.«
Måske er det alderen, måske er det erfaringen, men gaming har umiddelbart ikke været en del af Atusjis Roskilde-optakt i år:
»I år er jeg gået helt i hi. Jeg har lige en øver i morgen, men ellers ser jeg slet ikke mennesker indtil på tirsdag – jeg er gået fuldstændig i Roskilde-modus allerede.«
Forventning er ofte et tveægget sværd, og den medfølgende nervøsitet har da også sneget sig lidt ind på Atusji:
»Det er sådan noget med at træde ind på scenen og brække armen eller noget. Det er lidt sjovt, for det er faktisk noget, der er kommet op til og under corona – det blev lige pludseligt mega nøjeren at spille koncerter. Det er lidt sjovt, for jeg havde jo spillet en masse koncerter før, hvor jeg slet ikke tænkte over det. Jeg kom nok til at tænke over det, fordi der var en pause. Det er nok også meget fornuftigt lige at genoverveje, hvad det egentlig er, man synes er fedt, ved at spille musik. Det er jo ikke en selvfølge, at man må spille koncerter.«
At nervøsiteten ikke får overtaget, har måske også noget at gøre, med at Atusji har medbragt et band, der bliver en hel oplevelse i sig selv live. Med back-up fra blandt andet en af landets mest eksperimenterende guitarister Rune Risager (Bright Young Future) og Ida Duelund er der i hvert fald garanteret en velspillet koncert:
»Jeg bringer nogle rigtig dygtige folk. De spiller så fedt, at jeg tror, det bliver rigtig sjovt. Jeg har også været lidt nervøs og ængstelig omkring det, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg tænker: Hvis ikke jeg kan glæde mig til det her, hvad skal jeg så glæde mig til?«
Udover det vilde band lover Atusji også gæsteartister – han røbede en til mig, og jeg kan ikke sige andet, end at folk skal glæde sig.
Humørspilleren
Selvom nervøsiteten måske er vokset under kulturlivets nedlukning, har der også været tid til fordybelse i Atusji-projektet. Atusji varsler også en ny EP eller plade til efteråret – eller måske, det kommer lidt an på humøret.
»Vi har gang i tusind numre, men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at jeg nogle gange ryger i the mood, og så kommer der pludselig halvanden måned, hvor jeg får lavet noget. Jeg er lidt en humørspiller«
Det svingende humør smitter også af på Atusjis musik. Hans nyeste single ”Everything’s Not Broken” er optimistisk og håbefuld, men bagkataloget er fyldt med angsty og emo materiale. Atusji sætter lidt tøvende ord på sin egen musik:
» Eklektisk, det peger i mange forskellige retninger. Det grundlæggende singer-songwriter pop-musik, så det er måske simpelt. Og… øh.. virkelig, virkelig godt«
Sidste sætning bliver leveret med et snert af selvironi. Samtalen kommer i den forbindelse ind på det efterhånden alt dækkende genremærkat ”indie”:
»I mit eget hoved har jeg haft nøjeren over at bruge et ord som indie. Men nu er jeg faktisk begyndt at kalde det det. Jeg ved ikke rigtig selv, hvad jeg mener med det. Jeg ved heller ikke, hvad andre mener med det.«
Vi bliver enige om, at det måske er et ord, man bare kan smide på alt, der ikke er 100% radiovenligt. Men at Atusji i bund og grund er pop, og Røjle tilføjer kækt:
» Når det så er sagt, så undrer jeg mig jo hver gang, jeg udgiver noget, over at alle radiostationer ikke spiller det.«
Atusji er ikke et projekt, hvor Røjle vil lade sig binde af en bestemt lyd. Det handler egentlig mest om ham:
»Det er jo mit navn, så det er jo bare min lyd og min musik. Da jeg spillede med Virgin Suicide, havde vi en ide om, at det her er et univers, der er en ø på en måde. Den ø er jo bare mig i det her projekt, så jeg insisterer på, at det skal være mangefacetteret. Jeg skal jo ikke imponere andre end mig selv – i hvert fald når jeg sidder i studiet.«
Men hvem er den ø så? Hvad er fundamentet for projektet?
»Jeg har sikkert en eller anden fantasi om mig selv – om at være historiefortæller. Jeg føler, der er helt vildt meget, jeg gerne vil dele.«
Da jeg spørger ind til, hvordan ængsteligheden passer ind i den selvfortælling, rammer vi noget af det, der er sværere at italesætte i et interview end i en sang:
»Det er jo bare sådan jeg er, I guess. Men der er jo meget af materialet, der handler om mental sundhed og at have det, som man nu engang har det – og det kan godt være lidt emo, når man nu engang er i mit hoved. Det er egentlig sværere at tale om, end jeg sådan lige gik og troede.«
De ængstelige og melankolske tekster skaber en stærk kontrast til Atusjis blide, poppede lyd:
»Jeg snakkede med bandet om den anden dag, at der helst skulle være noget kontrast imellem det tekstmæssige og det musikalske. Det var også noget, min lærer snakkede meget om på konservatoriet. I min verden er en dur-akkord ikke nødvendigvis lig solskin. Måske er der noget galt med min harmoniske forståelse, men jeg synes, det kan være mega depri. Jeg synes, den der melankolske soveværelsespop er ret heavy.«
Big deal
Røjle er en del af pladeselskabet Big Oil Recording Company, der også repræsenterer navne som Debbie Sings til Roskilde, der også skal spille i opvarmningsdagene. Det er dog vigtigt at holde arbejdet som artist og hans label-arbejde separat under festivalen. Røjle undgår også at anbefale kunstnere fra Big Oil, da jeg beder ham komme med hans tre anbefalinger fra årets program:
»Lucky Lo vil jeg gerne se igen. Hun er god. Hun har en meget ren energi. Alle vil have godt af at se en koncert med hende. Hvis jeg hørte, at min niece eller nevø var begyndt at lytte til Lo, ville jeg approve. Jeg har det på samme måde med Reveal Party. De to og Tyler the Creator.«
Men kan man forvente samme rene energi af Atusjis koncert?
»Det bliver et show. Det bliver meget udadvendt. Det giver mening, at vi spiller klokken 14:00, hvis vejret bliver godt. Et meget lyst show. Jeg har kun spillet en enkelt gang med det her band. Det er ekstremt dygtige musikere, og vi spiller meget au naturel. Det er ikke særligt tro mod studieversionerne. Det er rimelig rockede udgaver – meget band-agtigt.«
Playstationen er formodentlig også pakket væk og erstattet med to melatoninpiller og en fornuftig sengetid. Spilleglæden er i hvert fald allerede til at tage og føle på, ugen før det går løs:
»Jeg er glad og glæder mig til at spille. Det er en ret big deal. Det er vigtigt for mig at huske det, for jeg er nogle gange dårlig til at huske at gøre noget ud af ting, når det er fedt. «
