Roskilde Festival 2022: Smag på dig selv, Rising

En skaldet mand står badet i lilla baglys på Rising-scenen omgivet af så meget røg, at man næsten ikke kan skelne Rising-teltet fra den ulmende mørke himmel. Manden lukker øjnene og bryder ud i tibetansk strobe-sang, og det – på trods af regnen – talstærke publikum, står tyst og som cementeret i mudderet med deres frosne, våde fødder i ren forundring over, hvad pokker der sker på den scene. En trommeslager og en saxofonist træder på scenen, og den skaldede mand griber en bas-saxofon, og blæser den ondeste bas ud over den tågede scene, hvorefter der straks sættes gang i vuggende hofter og de våde sokker blandt publikum. Det her, det bliver gakket.

Den skaldede mand er Thorbjørn Øllgaard, manden bag projekter som ”Free-Jazz mod Paludan”, hvorom legenden siger, at Øllgaard angiveligt skulle have spillet skingrende falsk saxofon direkte i en politimands øre i en time – uden pauser. I dag er han er med fristadsprojektet med det suggestive navn Smag På Dig Selv, en trio af trommer, bariton- og tenorsaxofon, der kombinerer et væld af genre fra punk til Balkan i deres egen frække, veganske technojazz.

Smag På Dig Selv har udgivet en enkelt EP Dunkelkraft (2020), men trioen er alt for lovløse på en scene til at spille for meget udgivet materiale. Til gengæld blev vi velsignet med numre som den selvbeskrevne ”Hvid Mand Spiller Afro-Beat” og ”Al Magt til Overførselsindkomst”. Publikum blev revet rundt i et virvar af pirrende tenorsaxofon, groovy trommer og tung bas-saxofon, der virkelig fik safterne til at flyde – det var ikke kun fordi folk frøs, at mudder-pitten blev forvandlet til et dionysisk dansegulv.

Udover at være fantastisk velspillende, er Smag På Dig Selv også et band, som har humor som instrument. Et af højdepunkterne var et langt nummer, som jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal beskrive, som andet end et ”Eurodance-medley”. Flere af de konstant skiftende saxofon-melodier sendte i hvert fald tankerne tilbage til skraldede provinsdiskoteker – jeg tror måske, at jeg har været vidne til et free-jazz fortolkning af Darude’s ”Sandstorm”, hvilket i min optik altså er musik og kunst, når det er bedst.

Aftenens højdepunkt var dog i den mere seriøse ende. På et tidspunkt stiller Ølgaard sig på scenen og begynder at recitere et socialkritisk dig med vrede og fantastisk rytme, hvor man konstant havde lyst til at huje over de hårdtslående budskaber, men hvor pladsen alligevel lyttede med i total stilhed for ikke at misse et ord. ”Middelklassen avler kun skeletter!” skriger Ølgaard, og jubel bryder ud blandt publikum, før den hedonistiske dansefest fortsætter igen.

Koncerten fik desværre en lidt mere flad afslutning, da Smag På Dig Selvs kameramand kom til at træde på bas-saxofonen, hvilket tvang Smag På Dig Selv til at ændre på setlisten og slutte koncerten lidt før tid. For publikum kunne i hvert fald godt have brugt et nummer, hvis ikke en nat, mere af Smag På Dig Selvs forførende, onde basker-jazz.

Det er dog svært at lade sådan nogle småuheld trække ned på den frigørende og gribende seance af jazz, techno og tibetansk strubesang, hvor man konstant fandt sig selv i et limbo mellem eufori og undren over, hvad der egentlig lige skete her. Hvis man før havde overvejet at tage et tog tilbage til ens varme seng i stedet for ens gennemblødte luftmadras, var man i hvert fald for varm til tage hjem oven på Smag På Dig Selv – man skulle videre.