På trods af, at temperaturen vistnok var oppe og kysse de 28 grader og træernes skygge så umådeligt fristende ud, så havde en stor gruppe festivalgængere valgt at udsætte sig selv for bageovnen og solens ubarmhjertige stråler oppe foran Rising-scenens karakteristiske pyramide for at høre Lucky Lo.
Det blev heldigvis hurtigt klart, at det var en god beslutning, da Lo Ersare og hendes talentfulde band simpelthen er forrygende selskab at stå svedende og svaje med til. De lagde blidt fra land med den charmerende “There Is Only Make” for lige at sætte scenen, men det var først for alvor på koncertens anden sang, at bandet virkelig fik tag i publikum.
Da den vuggende guitar på indledningen til “Receiving/Giving” blev slået an, så lød det nemlig som noget nær den bedste sommersang, man kunne tænke sig at stå og høre på netop det tidspunkt. Og med Lo Ersare i front som gruppeterapeut var det svært ikke at lade sig rive med i en følelse af kærlighed og omsorg for ens medmennesker, mens hun sang om alle de ting, vi giver og modtager fra hinanden.
Netop på en festival som Roskilde, hvor man bruger dag ud og dag ind i gode venners selskab, forekom sangteksten ekstremt nærværende. Hvilket andet sted giver og modtager man ellers så meget kærlighed, håb, tid, rum, råd, tillid og små brudstykker af ens liv til hinanden?
»Why can’t we just get along? / Get a grip and admit when we are wrong? / Say how we feel explicitly / What a gift to be receiving,« sang Lo Ersare, mens guitarist Mads Nørgaard spillede som en drøm.
Selv et lille teknisk i overgangen til “Fruits In The Ocean”, hvor det kortvarigt lød som om, at alle lydkabler til scenens anlæg blev revet over, kunne ikke spolere følelsen af hjertevarme, der spredte sig blandt publikum. Et lille kækt keyboardriff udløste et så dybt og intenst »JAAAAAAA«-brøl fra en stor, karseklippet fyr foran mig, at det nærmest lød mere som om, der hørte hjemme til en Copenhell-koncert end til en sang om lesbisk kærlighed på Roskilde Festivals opvarmningsscene.
Men i Lo Ersares omfavnende musikunivers kan vi alle føle os hjemme – og intet illustrerede dette bedre end på hitsinglen “Supercarry”, hvor en gruppe dansere tilsluttede sig bandet på scenen og guidede os igennem den koreograferede dans, som hører til nummeret. En koreografi som muligvis er på grænsen til at være for kompliceret til, at man rigtig kan nå at lære den på én gennemspilning, men der var en stærk fællesskabsfølelse i at se en hel plæne fyldt med publikummer forsøge mere eller mindre ubehjælpeligt at gennemføre koreografien synkront.
Med ni mennesker på scenen, en koreografi der skulle fremvises og en fællessang der skulle dirigeres, så blev fremførslen af “Supercarry” måske en anelse rodet. Men det gjorde egentlig ikke det store, når hele seancen samtidig var så charmerende. Og afslutningen med “Mary Mind” var der ikke nogen finger at sætte på. Her var der naturligvis dømt fællessang på omkvædet, hvor alle kunne skråle med. På trods af, at eftermiddagsskyerne så småt var begyndt at rulle ind over festivalpladsen, så lød omkvædets »It’s getting warmer / People getting colder« næsten selvmodsigende med al den hjertevarme, vi var blevet fyldt med gennem de små tre kvarters koncert.
Fotos af Mathias Kristensen
