Roskilde Festival 2022: Grandson, Apollo

Pause Play Play Prev | Next

Foto: Mathias Kristensen

Så skal jeg lige love for at Roskilde Festivals hovedprogram blev skudt i gang. Er du svedig for en koncert Grandson leverede på Apollo onsdag aften, kun et par timer efter officiel festivalåbning på Orange. Det var indædt, indigneret og en så stor kraftpræstation udi den vanvittige kunst at få publikum så fuldstændig på sin side, at det burde indlægges som fast pensum på musikskoler og konservatorier over det ganske land. Det var overlegent og fuldstændigt elektrificerende og bragte mindelser om dengang Rage Against the Machine peakede tilbage midt i 90’erne (Grandson har også udgivet et cover af RATM’s “Maria”, og hænger ud med Tom Morello). Og det er den samme sociale indignation der driver de to setups. »In a time where America is SO fucked up, it’s nice to be here!« udbrød Grandson, og det lagde han ikke skjul på gennem hele koncerten. At han nød at optræde og nød at være her, og at han havde noget på hjerte: Verden skal forandres til det bedre. Nu. At opleve denne ildhu og næsten revolutionære glød som afsæt for og indhold i musik, var berigende og gav oplevelsen en høj grad af autencitet og vigtighed. Hey, vi er sgu nødt til at italesætte verdens problemer og gøre noget ved det.

Det startede ellers uheldigt med lydproblemer. Bandet spillede kun på baggearet, og af uransalige årsager nåede de at spille tre numre, før lyden var oppe at køre igen. Man kunne dog ikke mærke det på Grandsons entusiasme. Publikum var også trofaste og gav los på trods af den amputerede lyd. Da den så endelig kom igen, og man kunne mærke bulderet fra de programerede lyde, rent faktisk høre guitarens dejligt rockede lyd og trommernes buldren, var det som om det hele løftede sig og koncerten lettede og blev til en af dem, der vil blive fortalt om ved lejrbålene i fremtiden.

Grandson startede ud med anorak på, lynet helt op i halsen og hætten op om krøllerne. Da han senere afslørede hvilken T-shirt han bar denne gang, vist nok en gimmick han ynder at bruge, var det fra Suicide Squad, som han sidste år leverede temasangen “Rain” til. Dengang blev det også til en video, om hvilken han sagde: »At skyde den video gav mig mulighed for at slagte en flok stuntmænd med en kampøkse og være en rockstar på én og samme dag… Det var utroligt morsomt« Vi fik ikke “Rain”, selvom den ligger i hans liverepertoire. Til gengæld fik vi numre tilbage fra gennembruds EP’en a modern tragady vol 1 fra 2018 og frem til albummet Death Of An Optimist fra 2020.

Det hele krydret med fortællinger og opfordringer til publikum. På ét tidspunkt skulle vi alle danse fem skridt til højre, så til venstre, frem og tilbage, og på et andet tidspunkt skulle vi lige bruge et par minutter på at introducere os til en sidemand vi ikke kendte på forhånd. Jeg mødte Nikolaj, med i Camp de grønne spejdere. Det føltes lidt højskoleagtigt, men gav god mening, fordi vi er så fremmedgjorte overfor hinanden og tit hellere skuler til sidemanden end smiler. Udover det kravlede Grandson op i toppen af en af masterne, der bar sceneoverdækningen, bad, som han altid gør i starten af en koncert, publikum om at komme et par skridt nærmere scenen. Han delte publikum i to med en lige linje ned til lydpulten og delte mængden, som Moses ved Det Røde Hav, og vandrede syngende, halvt rappende den lange tur og tilbage igen. Til sidst, efter at have sat gang i en moshpit oppe foran, crowdsurfede han ud over publikums oprakte hænder og sluttede, selvfølgelig havde jeg nær sagt, med nummeret “Blood // Water”, det nærmeste Grandson kommer på et hit, man muligvis vil nikke genkendende til, også uden at navnet Grandson vækker genklang.

Fremragende start på festivalen.