Solen var begyndt at bage ned over Søndermarken, og stemningen på pladsen var på vej op efter en forrygende Anna Calvi koncert, der i hvert fald fik vækket undertegnede anmelder. Ovenpå sådan en gang mørk bluesrock så jeg frem til at se endnu en kvindelig artist: Nilüfer Yanya, som er ferm på en guitar, men med noget musik, der passede bedre til en smuk sommerdag.
Efter at have afvist en plads i et pladeselskabs-skabt indie-popband, har Nilüfer Yanya været på en rejse for at finde sig selv som musiker siden debuten Miss Universe fra 2019. Yanya har især på sin 2022 Painless udgivelse formået at ramme en blanding af art-rock, indie-pop og jazz, der er både let og interessant for ørerne på en gang.
Specielt interesseret så Yanya dog ikke ud, da hun trådte ind på scenen sammen med sit band alle iført solbriller og ligegyldig attitude. Uden at skæve til hinanden begyndte de koncerten med ”Midnight Sun” fra Painless – et lidt glitch’et og jazz’et nummer i studio-version, men her på Søndermarken var bassen og guitaren lagt så højt i mixet, at nummeret fik en noget mere rocket lyd, der egentlig klædte det ret godt.
Koncertens første numre var meget prægede af, at Painless skulle promoveres. Jeg er ikke bleg for at bekende, at jeg nemt charmeres af musik med saxofon, men Yanyas medbragte saxofonist løb godt nok med det meste af opmærksomheden på både ”Belong with You” og ”Chase Me”. For selv om både Yanya, trommeslageren og bassisten var velspillende, fejlede ”lidt for seje til at være her”-solbrilleæstetikken altså lidt for Yanya og Co. Meget af Yanyas musik er for subtil til, at den kan leveres med en så distanceret performance, som den hun gav denne eftermiddag. Yanya er en dygtig lyriker, men med sange, der ofte berører angst og smerte, savner man virkelig noget mere indlevelse live.
At Yanyas bagkatalog falder lidt til jorden i en live-setting, blev især understreget af, at det eneste tidspunkt under koncerten, hvor der opstod en dynamik mellem publikum og Yanya, var under et cover af PJ Harveys ”Rid of Me”. Bevares, det var et fedt og funky cover, og Syd for Solens publikum af semi-stive midaldrende mennesker var måske heller ikke så bekendte med Yanays bagkatalog – men, hvis det hele spiller, bør man altså også kunne trække mennesker med på sit eget materiale.
Det var også næsten ved at ske med den tunge, groovy baslinje på ”L/R” og især på ”Stabilise”, hvor den postpunkede guitarhook fik lidt gang i folkets fødder. Til gengæld faldt en ældre skæring som ”Crash” pænt meget til jorden som lukkenummer, da den virkelig manglede den støjende guitar, der bærer albumversionen.
Det var en skam, at Yanya aldrig nogensinde rigtig fik grebet om publikum, da det ellers var en fantastisk velspillet koncert. De jazzede trommebeats og Yanyas kantede riffs sad lige i skabet. Bassen var fed og meget mere fremtrædende end på pladen. Saxofonisten kom med noget tiltrængt krydderi. Min eneste finger på det tekniske er, at Yanyas vokal af og til rammer lidt forbi live. Det var egentlig en rigtig nydelig koncert, der alligevel faldt lidt til jorden, fordi alle gemte sig bag deres solbriller – band såvel som publikum.
Fotos af Daniel Nielsen.
