Da røgen lagde sig efter den længe imødesete og længe udskudte genforeningskoncert med Kashmir, stod det klart, at bandet ikke havde så lidt på hjerte endda. Sætlisten bød på intet mindre end 25 numre, men det var end ikke ét nummer for meget.
For selv om Kashmir spillede i næsten tre timer, stod man på underfundig vis stadig tilbage med en fornemmelse af, at det var en koncentreret bouillonterning af alt det bedste fra Kashmir, som i 2022-præsentationen var blevet iklædt et ekstra lag dream pop. Kasper Eistrup, søgte flere gange et højere toneleje, som også kendetegner bandets seneste plade, E.A.R., mens Henrik Lindstrand spædede til med nye legesyge kompositioner. Det lyder måske lidt meget som det Kashmir, der i 2014 gik hver til sit for en stund, men der er ingenlunde tale om et Kashmir, der gået hen og blevet decideret blødsødne i det musikalske udtryk – tværtimod. For på en ret så fornøjelig vis blev de nye toner forenet med særdeles hårdtslående, vellydende og energisk trommespil fra Asger Techaus hånd og dejlig meget distortion fra Eistrups guitar og blændende basgange fra Mads Tunebjerg.
Aftenens første nummer var “The Push” fra Zitilites, der hurtigt gjorde det klart, at der var sket et eller andet med Kashmirs lyd. Den nye magi kommer især – men ikke alene – fra Henrik Lindstrands bord, men også hos Kasper Eistrup mistænker jeg, at man har fundet et par nye effektpedaler frem, der komplimenterer Eistrups vokal til nye højder. Og med aftenens andet nummer “Kalifornia” blev det cementeret, at der var tale om et yderst veloplagt Kashmir, der ikke bare ville lege med musikken, men også give den gas på scenen og servere en forrygende koncert, der spændte lige fra en akustisk version af “Seraphina” i skæret af 14-15.000 mobiltelefoners lommelygte til fordums mere ungdommelige og flippede numre som “Vote 4 Dick Taid”, “Leather Crane” og “The Story of Jamie Fame Flame”.
Og publikum var gudskelov med på den. At kunne fylde Boxen i Herning og derefter Royal Arena af to omgange vidner om, hvad Kashmir er for en størrelse på den danske rockscene. Og det er da heller ikke længere Beach Boys-plader, som Eistrup beder om at medbringe med din sjæl, men Kashmir selv på “Mom in Love, Daddy in Space”: »Bring your soul / And your Kashmir records / I can’t stand to have you here«.
Kashmir anno 2022 er efter min mening den allerbedste udgave af sig selv, der helt og holdent berettiger de til tider selvfede udskejelser. Mesterligt, kreativt og energiskt binder Kashmir hele bagkataloget fra starten af 90’erne sammen med kvartettens seneste udgivelser.
Og nå ja, så blev det ikke til én, men hele to ekstra performances til trods for, at Kashmir efter hovedsættet havde spillet intet mindre end 19 numre. Men Royal Arena skulle gudskelov ikke skånes for “Gorgeous”, “Cellophane”, “Leather Crane”, “Rocket Brothers”, “The Aftermath” (der med mundharmonika gav stærke referencer til den legendariske Roskilde-version fra 2003), og endelig “Splittet til Atomer”, der som aftenens sidste nummer atter spredte menneskemængden fra alle vinde med en mindeværdig koncert i bagagen.
Endeligt skylder jeg at sige, at jeg ganske enkelt ikke mindes at have været til en koncert, hvor jeg har været så begejstret for lyden, som lørdag aften i Royal Arena. Der ikke er meget andet at gøre end at lette på hatten.
Kashmir er tilbage. Og de lyder bedre end nogensinde før.
