Singlr

Fredagssinglr’: Vince Staples – Rose Street

Skrevet af Kasper Gregersen

Long Beach-rapperen Vince Staples hviler ikke på laurbærrerne og er snart ude med spritnyt album, der indvarsles med den ukonventionelle kærlighedssang “Rose Street”.

Vince Staples udgav sidste sommer sit selvbetitlede album, men California-rapperen har også allerede løftet sløret for, at det femte og næste projekt, Ramona Park Broke My Heart, er lige på trapperne.

Nu er Staples så klar med anden single fra albummet, “Rose Street”, der følger den friske retning, han præsenterede på den Mustard-producerede førstesingle, “Magic”.

Hvor store dele af Vince Staples-albummet bød på indadskuende tekster og lavmælte, jazzede produktioner, så er der på “Rose Street” igen skruet op for tempoet. Rapperen er med årene blevet mere konsekvent i skiftet mellem de mere dæmpede og energiske tracks, men det fremgår stadig helt nemt for Vince Staples at fremstå karismatisk og i centrum.

Graver man ned i teksten på “Rose Street”, gemmer der sig en historie om uforløst kærlighed som følge af banderelationer og loyaliteten hertil. Vince Staples gør dog allerede klart fra første linje, at der ikke er tale om en kærlighedssang:

»Yeah, I don’t sing no love songs, no / Ain’t never sang no love songs, no.«

Staples virker samtidig til at være tændt og klar til at levere hiphop, der på Ramona Park Broke My Heart når længere ud over scenekanten end på det mere introspektive Vince Staples.

Det ser dog fortsat ud til, at det kommende album kommer til at bygge på scener fra Staples’ fortid, sådan som hans musik og tekster så ofte gør, hvor den titulære Ramona Park nemlig er placeret i Long Beach, hvor Vince Staples voksede op.


Ramona Park Broke My Heart lander 8. april via det legendariske Motown Records.

http://https://www.youtube.com/watch?v=Z2BiXF_MBV8

Leave a Reply