Anders Trentemøller behøver næppe nogen introduktion. Med sin særegne evne til at fremmane drømmene og stemningsmættede lyduniverser har han siden 2006 været med til at sætte Danmark på det globale musikverdenskort.
Meget vand er imidlertid løbet under broen siden den voldsomt hypede debut, The Last Resort. På Trentemøllers seneste udgivelse, Memoria, er de dansevenlige og klubbede beats blot et minde fra en fjern fortid. I stedet er albummet fyldt med atmosfæriske electrorockkompositioner og drømmende shoegaze-æstetik. På et nummer som ”Dead or Alive” dyrkes endda en støjrocket postpunk-lyd, som fremstår nærmest fuldkommen frakoblet fra den techno, der satte ham på verdenskortet.
Da vi mødes med Anders Trentemøller i hans studie på Amager til en samtale om, hvad Trentemøller egentlig er for en størrelse i det herrens år 2022, fremstår studiet ved første øjeblik som inkarnationen af elektronisk musikers hule. Overalt står det stablet grej og himstergimster op, mens kilometervis af kabler forbinder et hav af synthesizers og pulte med en computer.
Men en række klenodier skiller sig ud og bryder med fordommene. Et helt klassisk Oluf Pedersen-klaver står lidt hengemt i et hjørne af studiet. »Her skriver jeg faktisk de fleste af mine sange. Nogle gange bliver jeg lidt intimideret af alle mine maskiner,« fortæller Anders Trentemøller, mens han viser rundt.
»Jo færre muligheder jeg har for at bruge alle mulige instrumenter og dimsedutter, desto nemmere er det for mig at koncentrere mig om sangskrivningen. Jeg vil helst gerne kunne skrive numre, så de fungerer som lejrbålssange, og så kan jeg altid producere det i alle mulige retninger bagefter, når grundstenene er lagt,« fortsætter han.
Osteklokker og Myspace-trusler
I en anden lille afkrog af studiet er et repos indrettet med velpolstrede velourmøbler, og på den dybrøde væg bagved hænger der en række fotografier af gamle jazzkoryfæer. Anders Trentemøller forklarer, at han for tiden mest lytter til klassisk musik, jazz eller svenske viser i sin fritid:
»Det er tit godt for mig at lytte til noget musik, der ligge langt fra mit eget. Ellers bliver det hurtigt til en lidt af en osteklokke.«
Undervejs i samtalen bliver det tydeligt, at hvis der er én ting, som Anders Trentemøller ikke bryder sig om, så er det nemlig at blive placeret i en musikalsk osteklokke. Derfor har han stort set lige siden udgivelsen af The Last Resort forsøgt at slippe ud af det electronicamiljø, der gjorde ham verdensberømt.
»Allerede efter The Last Resort ville jeg gerne slippe ud af det her klubmiljø. Det syrede er jo, at jeg aldrig rigtig har set mig selv som elektronisk musiker. Da jeg startede med at spille i bands for mange år siden, spillede vi britpop. Det var ikke særligt godt og blev aldrig udgivet, men det var dér, jeg startede,« fortæller han og fortsætter:
»Det er rigtigt, at jeg lavede noget musik, der var ret klubbet – men samtidig med det, så lavede jeg også musik, der minder meget om Memoria. Jeg kunne bare ikke finde nogen, der ville udgive det.«
Selvom han kun sjældent selv lytter til The Last Resort, så er der dog nogle numre på den, som stadig indgår i hans livesets, fordi han mener, at de har nogle postrock-agtige elementer, der stadig passer ind i hans musikunivers i dag. Men for de inkarnerede fans af debutpladen kom det som lidt af et chok, da Trentemøller begyndte at bevæge sig væk fra det klubbede univers på de efterfølgende udgivelser:
»Jeg kan stadig huske, at jeg fik sure beskeder og nærmest trusler på Myspace fra de her elektroniske fans, der ikke kunne lide, at jeg gik væk fra klublyden. Men jeg har aldrig følt, at jeg var en del af en elektronisk musikscene. Jeg tror altid, at jeg har stået lidt udenfor – og så har jeg været ret ligeglad med hele den genrediskussion.«
Når han skal sætte ord på, hvorfor han har været så opsat på at lægge forbindelsen til klubmiljøet bag sig, så lyder forklaringen fra Anders Trentemøller, at han anser det som en slags »håndværksmusik«, der bare skal kunne fungere på et dansegulv.
»Det begyndte bare hurtigt at kede mig og for at være ærlig, så lyttede jeg ikke engang selv til den slags musik. Derfor begyndte jeg at spørge mig selv om, hvorfor jeg egentlig lavede det. Derfor er det også fadet mere og mere væk med tiden,« siger han.
Det personlige værk
Med det slået fast, så lad os tage fat på den nye plade. Vi er jo blevet udsat for et hav af coronaalbums over de sidste to års tid, og det slog mig, da jeg lyttede til pladen, at du har skåret helt ind til benet på antallet af gæster. Her er det kun din kæreste, Lisbet Fritze, der medvirker. I er samtidig blevet forældre. Hvor meget har de her begivenheder spillet ind i tilblivelsen af albummet?
»Jeg vil sige, at corona faktisk ikke har spillet nogen rolle overhovedet, for jeg går altid i lockdown og isolerer mig i mit studie, når jeg arbejder på ny musik. Men det er rigtigt, at jeg fra starten af vidste, at jeg ikke ville have en masse gæstevokalister og features på den her plade,« svarer Anders Trentemøller og påpeger, at det kan være svært at skabe en sammenhængende og personlig fortælling, når man samarbejder med en lang række gæstevokalister:
»Den her plade er den første, hvor jeg har skrevet det hele selv – lige fra teksterne til melodilinjerne. Tit er vokalmelodien jo skrevet i samarbejde med vokalisten, eller også har de skrevet den helt selv. Men jeg tror, at jeg nu havde fået selvtillid nok til, at tiden var til, at jeg skrev det hele selv.«
På ét punkt har den nye tilværelse som far dog ændret på vilkårene for musikeren Trentemøller. Nu er det nemlig slut med at sidde og producere musik til langt ud på natten, og i stedet er studietiden blevet skemalagt fra klokken halv ni om morgenen til tre om eftermiddagen:
»Der skal jeg altså ned og hente min søn i dagplejen. Men det har faktisk været rigtig godt for mig at arbejde under de her begrænsninger. Jeg har mange gange haft følelsen af at ramme en mur, hvor jeg er blevet slået ud af det. Særligt før i tiden. Nu ved jeg, at jeg skal tage den mere med ro og måske gå en tur langs vandet og lade tankerne samle sig, inden jeg går tilbage til studiet.«
Du synger jo ikke selv på numrene, men du har skrevet det hele selv, og det er din kæreste, der leverer alle vokalerne. Det gør det vel nærmest til dit mest personlige projekt?
»Det lyder så klicheagtigt at sige, at det her er mit personlige album, men det føler jeg faktisk, at det er. Derfor vil Lisbet måske også sige, at jeg har været lidt umulig at arbejde sammen med, for jeg har haft nogle meget faste ideer om, hvordan numrene skulle lyde.«
Selvom det er en kliche at sige, at det er din mest personlige plade, så er jeg ret nysgerrig for at høre, hvad du har haft på hjerte med den?
»Et eller andet sted, så prøver jeg at have så få planer som muligt, når jeg starter en ny plade,« svarer han, men indvilliger dog i at forsøge at sætte ord på, hvad han har villet med Memoria.
Han fortæller, at åbningsnummeret, “Veil of White”, var det første nummer, som han skrev til pladen, og at det blev ret definerende for hele dens lyd. De drømmende og spøgelsesagtige referencer til tåge ramte en følelse, som han gerne ville arbejde videre med, forklarer Trentemøller:
»Så er der “Kissing in the Rain”, som åbner op for en lidt mere episk og opløftende lyd, end hvad jeg tidligere har lavet. Det er gået op for mig, at jeg nu har langt flere sange i dur end i mol – og det er ikke noget, jeg har planlagt. Der er flere, der har spurgt mig, om den her mere optimistiske lyd hænger sammen med, at jeg er blevet far, men det tror jeg faktisk ikke. Det er i hvert fald ikke bevidst.«
Angsten for at være utilstrækkelig
Der er noget, som jeg er ret nysgerrig på. Du har jo nærmest været i den danske musikscenes rampelys i 15 år. Du har udgivet et hav af plader, spillet på nogle af verdens største scener, og nu står vi her i 2022 efter to års nedlukning, hvor der må have været masser af tid til refleksion. Har du egentlig noget tilbage at bevise som musiker? Hvad er det, der giver dig drivkraften til at sætte dig ned og lave en ny plade?
»Jeg vil ikke sige, at jeg har en masse at bevise over for mig selv, men jeg har stadig en masse ting, jeg gerne vil undersøge. Og jeg synes sjovt nok, at jeg er lige meget på bar bund og ude at skide, hver gang jeg starter på en ny plade. Der er mange, der har en opfattelse af, at jeg bare spytter musik ud, men der er faktisk en meget stor del af mig, der er i tvivl om min egen formåen. Jeg tror, at det er noget af det, der driver mig.«
Hvad er det for en nervøsitet, som du føler, når du skal starte et nyt projekt op?
»For at være ærlig, så er det nok en følelse af utilstrækkelighed og usikkerhed. Når jeg tænker tilbage på mine plader, så virker det nogle gange mere som held end forstand, at de faktisk blev til. Og gad vide om det nu lykkes igen? For det er ikke altid, at jeg kan få den lyd og det udtryk ud, som jeg har oppe i mit hoved,« svarer han og fortsætter:
»Jeg tror i virkeligheden, at den udfordring er en stor del af min drivkraft. For tænk nu, hvis jeg bare havde regnet det hele ud. Så ville jeg jo bare lave den samme plade hver gang – og det ville kede mig! Jeg føler stadig, at jeg er en lille dreng i en slikbutik, som bare leger.«
Men der må vel også være en balancegang, når man har opbygget en fanskare over mange år, som har nogle forventninger til hvordan en Trentemøller-plade lyder?
»Ja, og dem har jeg også nogle gange skuffet, hvis jeg har lavet noget andet end det, de forventede. Men hvis jeg begynder at tænke på det, så bliver jeg forvirret – og det går ikke. Derfor prøver jeg at glemme alt om det. Men det kommer altid snigende, når pladen er ved at være færdig. Så kommer der den dér: “Åh nej, nu skal folk tage stilling til min musik”,« svarer han og fortsætter:
»Nogle gange glemmer jeg helt, at jeg ikke kun laver musik for mig selv, hvis jeg har siddet for mig selv og rodet med en plade i et års tid.«
Hvem fanden er Leroy Bennett?
Nu er pladen imidlertid ude, og Europaturnéen buldrer derudaf. Fredag 1. april spiller Trentemøller i Den Grå Hal til en komplet udsolgt koncert. Her kan publikum se frem til en unik oplevelse, forklarer Anders Trentemøller:
»Der er faktisk en ret sjov historie knyttet til turnéen. Der er en fyr, som hedder Leroy Bennett, som taggede mig i et opslag på Instagram med min forrige plade og opfordrede folk til at tjekke den ud. Jeg anede ikke, hvem han var, men han havde ret mange følgere, så jeg besluttede mig for at google ham.«
Det viste sig, at Leroy Bennett var lys- og scenedesigner for Prince igennem stort set hele hans karriere, indtil Prince døde i 2016. Siden har Bennett arbejdet for kunstnere som The Weeknd, Lady Gaga, Beyoncé, The Cure, Rammstein, Pink Floyd og Depeche Mode.
»Det er jo et fuldstændig vanvittigt CV, så jeg skrev tilbage til ham og takkede for omtalen. Vi skrev så lidt frem og tilbage og jeg foreslog – halvt for sjov – at han burde lave noget for mig en dag. Jeg tænkte egentlig ikke, at han ville svare på det, men han indkaldte mig straks til et Zoom-møde, og nu har han bygget et helt fantastisk scenedesign til os samt kodet et lysshow.«
Anders Trentemøller vil ikke løfte sløret for, hvad der præcis venter publikum i Den Grå Hal og på resten af Europaturnéen, men forklarer alligevel, at scenedesignet er bygget op til at understøtte den tågede spøgelsesstemning, der også præger Memoria. Mere vil han ikke sige – udover at han både glæder sig igen at stå på scenen i Danmark, men samtidig også frygter det lidt. Nerverne har dog lagt sig lidt, fortæller han efterfølgende på en mail:
»Egentlig ville jeg gerne have sluttet turnéen af med at spille i Danmark, for jeg bliver altid så nervøs, når vi spiller herhjemme. Men vi har heldigvis øvet en masse og lige spillet tre koncerter i Sverige og Norge, som gik sindssygt godt. Så nu ser jeg i den grad frem til at spille i Grå Hal. Det bliver rigtig fedt! Jeg glæder mig sådan til at spille i Danmark igen. Det er virkelig længe siden sidst.«
Fotos af Mathias Kristensen.
