Foråret var pludselig forsvundet, og det var nok med kolde hænder og våde sokker, at de fleste trådte ind på Loppen denne onsdag aften. Sammen med det mærkværdige snevejr var The Weather Station blæst ind fra Canada til et fuldtpakket hus, hvor de frosne lemmer hurtigt tøede op i varmen fra menneskemængden.
The Weather Station er singer-songwriter Tamara Lindemanns bandprojekt, der siden 2006 har udgivet seks studiealbums – senest med How Is It That I Should Look at the Stars, der udkom tidligere på måneden. De tidlige udgivelser var meget folk-orienterede, mens bandets 2020-udgivelse Ignorance foldede projektets lydbillede ud med en større instrumentation og inspiration fra både indie-pop og jazz.
Med et lineup af guitar, bas og trommer og den skønne Karen Ng på saxofon og klarinet kunne man allerede, da bandet gik på, gisne om, at det var materialet fra Ignorance, der var på menuen. Dette blev da også bekræftet af aftenens første numre ”Loss” og ”Separated”, hvis peppe claves blev tændvæsken på pejsen.
På trods af en stram rytmesektion føltes noget dog en smule off i samspillet med de hoppende keyboardtoner. Til at starte med tilskrev jeg det blot en anelse rust fra to mere eller mindre koncertløse år, men senere på aftenen nævntes det, at bandets keyboardspiller var strandet i Tyskland – angiveligt grundet sygdom – og Lindemann og Ng havde måttet lære alle tangenttonerne på dagen. Alt forladt.
Man mærkede dog en større sikkerhed, da Lindemann fik greb om guitaren og gik bagud i diskografien til det næsten keltiskklingende indie-folk med ”You and I” – dog i en version med noget mere smæk på end studieversionen. Der var et eller andet enormt fascinerende ved kontrasten mellem Lindemanns store stemme og hendes meget indadvendte scenefremtræden. Det var, som om hendes krop ikke rigtig kom ud over scenekanten, men hendes stemme var nærværende; ren kamillete for hjertet – rensende og lindrende på samme tid.
Rent faktisk virkede Lindemann mere og mere nærværende, desto mere indadvendt musikken blev. Nummeret “Ignorance” og balladen ”Stars” – begge fra det nyudgivne album – formåede virkelig at skrue intensiteten af koncerten op, på trods af at det primært var Lindemann og et keyboard. Det kunne især mærkes på aftenens næstsidste nummer, ”To Talk About”, som er en næsten instrumentationsløs og fængslende duet mellem Lindemann og guitarist Will Kidman, der kun med ømhed og skrøbelighed formår at styre et helt publikum. Og sjældent har jeg hørt baren på Loppen være så stille.
Bagved tangenterne begyndte Lindemann også at åbne mere op over for publikum. Fra måske kun at have ytret to sammenhængende ord mellem aftenens første seks numre fik hun oftere munden på gled bag klaveret. Der blev snakket om, at bandet var glade for at få lov til at spille på et “usædvanligt” sted som Christiania, australske skader, samfundets kedelige tendens til at sætte ting i bås samt ikke mindst om klimaet. Både i det musikalske og i det imellem blev vi bekræftet i, at man sagtens kan levere et bestemt budskab med en blid tone.
Da The Weather Station senere hen vendte tilbage til de mere up-tempo numre, var det med en mere afslappet og udadvendt attitude, at de affyrede en Ignorance tretrinsraket med numrene ”Robber”, ”Atlantic” og ”Parking Lot”, hvor der blev åbnet op for mere improvisation på scenen. Især den jazzede ”Robber” havde fået en klædelig dyster og tung tone båret af Ng’s hektiske og desperate saxofon samt trommeslager Eran J. Cartwrights millimeterpræcise, sexede trommearbejde. Et øjeblik troede man næsten, at man var til darkjazz-koncert (eller i hvert fald et sted derhenad). Cartwright stod ligeledes også for opvarmningen denne, da irske Aoife Nessa Frances formodentlig havde lidt samme skæbne som hovednavnets keyboardspiller. På en næsten lydløs lånt guitar fra Loppen gav derfor han en af de mere selvbevidste singer/songwriter-optrædener, jeg længe set, og som til trods for mangel på guitar hverken manglede humor eller varme.
Varme var alle vist blevet, da The Weather Station afsluttede deres Ignorance-set med et af de ældre hits ”Thirty”. Her gik der næsten rock-oncert i den, da det ellers irsk-folkede nummer fik tilføjet ekstra momentum af det klassiske tromme-, bas- og guitar-setup. Kidman fik endda fyret en meget smagfuld guitarsolo af – og jeg tog mig selv i at tænke, at det er lang tid siden, jeg sidst har sat pris på sådan én til en koncert.
The Weather Station fik derfor tøet os forårsfrosne stakler op i takt med, at de selv tøede op scenen. Varme og roligere blev vi sendt tilbage ud i martsmørket; nu meget klogere på australske skader og bekræftet i, at ømhed og sårbarhed altså kan være lige så effektive midler som larm og vold i kampen om folks opmærksomhed.
