Crystal Castles var den første koncert, jeg anmeldte for Undertoner. Dengang skreg kalenderen 2009, og Alice Glass skreg fra en scene til Beatday i Vabyparken, og et års tid siden skreg hun på scenen i Store Vega med en brækket fod.
Alice Glass skriger stadig.
I 2014 forlod hun Crystal Castles, og selvom man kan føle sig for fin til at vade rundt i de personlige og følelsesmæssige forviklinger, der fik Alice Glass og Ethan Kath til at vride sig fri af hinanden, så ser det ikke ud til, at den canadiske sangerinde er færdig med at forholde sig til det. Det er nok meget godt. På ”Fair Game” synger hun i en påtaget rolle som overgrebsmand:
»I know you don’t know this / But you’re a cliche / You screw up everything / I’m so embarrassed for you / I’m so embarrassed for us /You ruined everything for us / Everybody laughs behind your back,« og senere: »Would you like… another pill?« Gys.
Med andre ord er tonen mørk, temaerne voldelige og stemningen tung som en industribygning. Allerede fra første nummer, det ravede “Prey”, suser et hjemsøgende ekkokor rundt i lokalet, før Alice Glass’ lagdelte – og forvrængede – vokal hvisker, og et massivt pumpende beat tager over. Kun afbrudt af glitches, der hamrer igennem lydfladen som en maskingeværsalve. Og så et velplaceret hekseskrig.
Generelt er Alice Glass’ vokal, som vi kender den: højfrekvent med helium-tendenser som på “Love is Violence”; et af albummets bedste numre. Her har vi et Health-agtigt tyggegummiunivers med dystre undertoner, hvor Glass fremstår som en riot grrrl til stadion-rave.
Andre steder lyder Glass lillepiget, hviskende og så pludselig intens og højlydt. Det føles som et overgreb, og det har formentlig rod i overgreb, men i et par hørebøffer er det ikke hverken ubehageligt eller enerverende. Eller angstfuldt som for fem år siden på Alice Glass’ selvbetitlede debut-ep. Prey//IV er snarere som tung trafik til at klare hjernen.
Genremæssigt bevæger vi os et sted mellem hyperpop og industrial dance, med de sortklædte ravepiger, der ikke ejer tidsfornemmelse. Og alligevel ender Prey//IV et lysere sted, end den starter. ”I Trusted You” er en slags trap-ballade med blød vokal, og albummets lukker, “Sorrow Ends” er en sonisk tekstløs synthbølge på bare et minut.
Det føles som en lydlig forløsning. Alice Glass bruger sin naturlige vokal på ”I Trusted You”, der i øvrigt blev udgivet for tre år siden, og nummeret fremstår som en direkte forbindelse til det, der formentlig er Crystal Castles’ største hit, “Untrust Us”. Væk er de manipulerede stemmer og den spanske tekst om, at kokain ikke er det bedste for helbredet. I stedet fremstår Alice Glass afslappet – og trist – og i stedet for den mørklagte club befinder lytteren sig alene, udenfor i natten.
I Alice Glass’ musikalske univers bliver det et sted til refleksion, dybe tanker og dyb bas, og med den hjemsøgende lydbid “Sorrow Ends” virker det til, at Alice Glass står foran en ny begyndelse. Fyldt med masser af herligt mørke.
