Forestil dig et liv med skyklapper på. Et liv, hvor du lever lykkeligt i din egen lille boble uden at skulle bekymre dig om klimakrisen, sammenligningskultur eller dagens coronatal. Et liv i en slags belejlig ignorance. Det er sådan et liv, de glade blinde børn lever – ikke at man sommetider kan fortænke dem i det. På Rigmors debutalbum Glade blinde børn tager Århus-kvartetten skyklapperne af for i stedet at tage fat i nogle af de samfundstematikker, det til tider kan være belejligt at ignorere. Klimakrise og depression. Stress og sammenligningspres. Indie-poprockgruppen fortsætter, hvor de slap med EP’en Rebel fra 2020. Denne gang med flere elektroniske elementer og en mere distinkt produktionstilgang.
At påstå at Glade blinde børn mest af alt er en storebror til Rebel, ville ikke være helt skævt. I så fald er det dog en storebror, der – i hvert fald på produktionssiden – er modnet i sit udtryk. Produktionen er strammet tydeligt op fra EP’en til debuten. De enkelte instrumenter er kommet mere i fokus. Når der er guitarsolo, er der altså bare guitarsolo for fulde gardiner. Ligeledes står klaver, bas og trommer skarpt, når det er dem, der får æren af at drive numrene frem. Et perfekt eksempel er et nummer som ”Det er uendeligt”, der starter ud med Sarah Wichmanns dvælende vokal over klaver, som siden bliver erstattet af tunge guitarriffs, inden trommerne kommer ind og tager over. Og ja, nummeret slutter selvfølgelig af med en tung guitarsolo – hvad ellers kan man forvente af et Rigmor-nummer? Med den strammere produktion undgår Rigmor heldigvis også, at vokalen drukner i instrumenteringen, og formår i stedet at ende ud med en klassisk, velkomponeret Rigmor-sang.
Det er tydeligt at mærke, at Rigmor på Glade blinde børn er et band i bevægelse. Det er et band, der vil vise alt, hvad de kan – også når det kommer til sangskrivning. Derfor ender Rigmor på pladen som midt i et skridt: Med ét ben solidt plantet i det teksttunge, Michael Strunge-inspirerede univers og med ét ben strakt ud mod egen, mere rytmefokuserede sangskrivning. På flere af singlefrontløberne som bl.a. ”Det er ligemeget” er det tydeligt at mærke, at det er den rytmiske side, der er opprioriteret. Det medfører desværre også, at sangen visse steder bliver lidt for repetitiv, hvilket desværre hæmmer tekstens egentlige udfoldelse. Et problem, der dog oftere er undtagelsen end reglen. For Rigmors sangskrivning er på ingen måde gået hen og blevet dårlig. De fleste steder slår bandets egen sangskrivning knaldhårdt igennem som på en af pladens mest vellykkede numre, “Gyroskop”. Et velskrevet og velkomponeret nummer, der tilmed rummer et satans catchy omkvæd: »Holder du den åben / Bare et øjeblik / Tror du, du kan få den / Et enkelt øjeblik / Holder du den åben / Bare et øjeblik / Tror du, du kan få den / Et enkelt øjeblik«. Her fungerer repetitionen – modsat førnævnt – indfangende, når den står som kontrast til de mere poetiske vers. Pladen igennem er det dog mest af skiftene mellem de lette, rytmeorienterede sange og de tekstrunge krabater, der for alvor falder i ørene. I vekslen bliver det tydeligt, at pladen vil i flere retninger på samme tid – hvilket ikke synes alt for besynderligt, eftersom flere af teksterne stammer helt tilbage fra før udgivelsen af Rebel.
Jeg vil dog understrege, at det på mange punkter også er befriende, at bandet tør gå ind og tage mere ejerskab over tekstuniverset. Udover ”Det er ligemeget” og ”Hvad med dig selv” viser Rigmor, at de mere løssluppent tør kombinere Strunges digte med egen tekst. Tag bare ”Tidsvagten” eller ”Plasticsolen”, der er omskrivninger af Michael Strunge-digte af samme navn, men hvor omskrivningen af f.eks. sidstnævnte bl.a. er med til at fremhæve den klimakritiske fortolkning af digtet. »I skovens stille ro / Er luften tæt af røg«, lyder de selvskrevne åbningslinjer til andet vers. I begge tilfælde mestrer bandet som altid at omskrive digtene, så det ikke blot er digte tilsat musik, men helstøbte sange.
Efter adskillige gennemlytninger af pladen, kan jeg dog ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af, at Glade blinde børn ender med at blive en lidt for sikker debut. I min bevidsthed står pladen nærmere som en forlængelse af Rebel end sit eget værk. Magien ligger som på Rebel ofte i kontrasten mellem Wichmanns blide, dvælende vokal, de melankolske tekster og hårdtslående guitarriffs. Efterhånden bliver Rigmors kompositioner en smule forudsigelige. Og selvom der ikke er en finger at sætte på den overvældende mængde guitarsoloer eller de lækre synthelementer hist og her, er det som om Wichmanns dvælende vokal og det langsommere tempo, der er finde i en del af numrenes opbygning, bliver en kende for forudsigeligt. Det er netop derfor, det opskruede tempo på ”Gyroskop” og koret på afslutningsnummeret ”Citatsangen” virker så indfangende. Det er uventet. Det er her Rigmor slipper sig selv løs til mere end bare rockede guitarsoloer. Det er her, de forsøger at eksperimentere. Noget, jeg tror – og håber – vi kommer til at se meget mere til på fremtidige projekter fra kvartetten.
