Jeg elsker Jonathan K. Magnussens stemme. Den kan hjemsøge dig og den kan snerre ad dig. Den kan hviske dig blidt i øret, og den kan rive strubehovedet ud på dig. Jeg siger ikke, det er helt ligegyldigt, hvad han synger om, men det er langt henad vejen lidt svært at høre, hvad han synger på soloprojektet Choppers debutalbum The Wonderful and Wicked World of Chopper – og jeg er faktisk ligeglad.
Ikke fordi jeg ikke er interesseret i tekster – tværtimod vil jeg vove at påstå, at en plade sjældent kan hæves fra god til genial uden fornuftige tekster – men fordi også jeg, som Chopper, er forfalden til fordums forførende goth- og industrial-bands; selvom jeg ikke har hørt den her plade før, så kender jeg allerede universet. Jeg har hørt Trent Reznor synge om hoveder som huller, jeg har hørt Ian Curtis synge om transmissioner. Sort stilhed, hvid larm. Mørke og deprimerende ord omsvøbt af en blanding mellem dyster dance og metallisk rock. Kombinér med lidt karneval a la American Horror Story: Freak Show og tilsæt en spids dekadent natklub i Berlin. Sangtitler som “Misanthrope”, “Deathrace”, “A Life in Dreams” og “Soft Porn Boy” passer som fod i hose, og Choppers sørgmodige brøl »It ain’t easy/ Living alone« (“Living Alone”) er rigeligt.
Men jeg har allerede ladet tankerne flyve alt for meget på afveje. Måske som et underbevidst forsøg på ikke at sætte alt for præcise ord på, hvad det er for en plade, Chopper har begået. På én gang velkendt og forfriskende. Altmodisch og nyskabende. Larmende og … larmende? Alt larmer – lige fra pladeomslaget, det Casio-keyboard, Chopper har forelsket sig i, guitarerne, alt. Kan vi kalde det noise-gøgl? Det gør jeg i hvert fald nu.
Det er kedeligt at starte fra begyndelsen, men det er vi nødt til, for intronummeret “Intro” er det eneste nummer, der skiller sig ud. Sagte klaverakkorder, der langsomt stiger i styrke, spøgende børnelatter og store, brede, altomfavnende synth-flader. Man når lige at tænke, at det kunne have åbnet hvilken som helst Mew-plade, før det musikalske kaos sætter ind – et kaos, der starter her og først slutter ved pladens sidste suk. Som ved en glidende takling væltes man omkuld af “Misanthrope” og nummerets beat skabt af neon-drømme, fræsende motorcykler og vrængende guitarer. Det er kitsch, camp, flamboyant og klichefyldt og samtidig forførende, smittende og med masser af personlighed; du har hørt det før, men du er ikke i tvivl om, at det er nyt.
Den har virkelig fået på alle, og jeg mener alle, tangenter. Casio-keyboardet regerer i al sin pragt og dominerer de fleste numre, men Chopper har sneget alt muligt ind i sit balstyriske univers. Krumspring til midten af pladen og nummeret ”HEX.X.X.”, der med sine kække percussion leder tankerne hen på Happy Mondays og de gode gamle Haçienda-dage på Manchesters acid house-scene. Starten på ”A Life in Dreams” minder mig om noget så vanvittigt som Thomas Helmigs ”Gotta Get Away From You (Keep On Walking)”. På “Gina” introduceres en virkelig funky bas og er det en kazoo på “Soft Porn Boy”? Det er i hvert fald sirener. En verden af lyd. Teatralsk industrial, der suger dig ind og holder dig fanget i sit soniske edderkoppespind. Glem alt om at trække vejret mellem hvert nummer, livet er hårdt og kort, og vi kører med 250 km/t indtil sidste tangent er ramt.
Det er virkelig spændende, men det er også voldsomt. Et audiologisk angreb, som man skal sætte sig op til. Alt flyder ud i en, ét nummer bliver til det næste, og selvom ingen numre lyder direkte ens, så er ni numre med samme mørke intensitet virkelig krævende. Selv The Downward Spiral havde ”Piggy” og ”Hurt”, ikke? Når det så er sagt, så er The Wonderful and Wicked World of Chopper noget af det mest unikke, der er udgivet på den danske scene længe, og det er sin ublu 80’er-nostalgi til trods. Det er eksperimenterende uden at blive rodet, og det er lettere sagt end gjort. Nu mangler vi bare, at Chooper annoncerer en håndfuld koncerter, for den energi, der er på pladen, er som skabt til at blive virkeliggjort live.
