Over de seneste tre måneders tid har Beach House drypvist udgivet en række ep’er som på Once Twice Melody samles i én lang odysse. Rejsen tager 85 minutter, vi kigger til højre og venstre og ser genkendelige landskaber glide forbi: Her er damptromlens rytmiske tøffen, en sirene synger fra havets klangbund, synthfigurer danser i haven. Lyden er som altid fyldig, rumklangen bemærkelsesværdig, og Once Twice Melody er på mange måder en klassisk skive fra Alex Scally og Victoria Legrand. Alligevel sker der nyt her og dér hos Baltimore-duoen.
I “Pink Funeral” er det smådissonante synths og samarbejdet med et ægte strygerorkester, der bliver som et urovækkende Fuglene-øjeblik – ligesom den mørke “Masquerade”, der med pressede trommer og hviskestemmer får et lidt gotisk udtryk. Den filmiske “Through Me” har bløde, spacy 70’er-synths, “Runaway” vrider sig med robotagtig vokalforvrænger, mens “Only You Know” bliver noget anstrengende med sin gentagne lyrik og kedelige melodikonstruktioner. Her stræbes uden tvivl efter et lydligt crescendo, hvor skyerne skal deles og solen skinne igennem ind til lytterne, men forløsningen udebliver desværre.
“New Romance” må – sammen med “Through Me” og “Finale” – omvendt være nyklassikere for fans af de massive lydflader med hypnotiske tonefigurer, og her er den fortællende lyrik effektfuld, når Legrand synger: »My love drips in red out of my mind at the edge of the sky / You feel your heart break and you don’t know why / You’re somebody else, somebody new / ‘Fuck it’ you said, ‘It’s beginning to look like the end.’«
På den vis bliver Once Twice Melody en balancegang mellem horror og pastelfarver, mellem det organiske og maskinelle, hvor en af hjørnestenene for Beach House er og bliver Victoria Legrands luftige drømmevokal. Den er glasklar og hæs, men også distanceret. Sirenen befinder sig langt væk, fornemmer man, og afstanden kan godt føles noget mekanisk. Det er shoegazens natur, javel ja, men alligevel er det rammende, hvor lang armsbredden er efter 85 minutter uden kontakt.
Det hjælper dog ikke på distancen, når lyrikken også falder i nogle kedelige klichéfælder her og der, som på førnævnte “Only You Know”, der handler om en sommerflirt: »I saw you standing there / With the sunshine in your hair« og senere »And you were sweet like a candy cane / I didn’t even know your name / You tell me you’re leaving, you tell me you’re gone / But you always stay until you hear your song / I go along.« Det er sgu for klistret, Beach House.
Det er alligevel ikke helt dumt, at Beach House udgav det her monsteralbum – som de selv har produceret fuldt ud – over fire omgange, for 85 minutter i selskab med duoens musik er virkelig lang tid. Numrene har det med at mudre sig sammen i én lang Beach House-pølse, men med numrenes relative fremdrift og tempo i mente, så bliver oplevelsen aldrig meditativ eller transcendental. Snarere en anelse som baggrundsmusik. På en meget lang togtur.
