Som vi blandt andet kom ind på i vores opgørelse over de numre, som vores skribenter blandt andet lyttede til i år, har 2021 handlet om at genfinde mere kendte dagligdagsmønstre. Og her på redaktionen har det blandt andet hjulpet, at vi igen har kunnet mødes som førhen og dyrke musikken sammen; uanset om det har været til koncerter eller blot med hinanden i de offentlige rum.
Selve pladerne, vi i den forbindelse har lyttet til, diskuteret og skrevet om, har heldigvis også holdt et ganske højt niveau; omend den helt store 10.0-i-Pitchfork-agtige skive ikke lod til at manifestere sig blandt den bredere, danske musikpresse. For Undertoners vedkommende gav vi i løbet af 2021 i den forbindelse kun maksimumkarakter til fire udgivelser – hvor alle fire i øvrigt er at finde på netop denne liste – mens der også blev uddelt særdeles mange U’er til danske plader og EP’er.
Men når vi langt om længe skal gøre status over det snarligt afsluttede musikår, er det for alvor med et fokus på de mest funklende, nye stjerneskud, at vi har sammensat vores lister over årets udenlandske plader, hvor fire ud af de 10 øverste pladser sågar besættes af debutplader.
Fraværende på årslisten for 2021 er til gengæld The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows fra den (ellers) sædvanlige genganger Damon Albarn. Ja, selv Kanye West scorede undervejs stemmer for sit maksimalistiske, gospelfusionerende pseudo-breakup-album Donda. Og selvom man måske undervejs i løbet af året kunne læse i enkelte medier, at Wolf Alice kunne være en outsider til at have lavet årets bedste plade i form af Blue Weekend – hvis man da udelukkende benyttede sig af Metacritic – fandt briternes tredje studieudgivelse heller ikke vej blandt de øverste 20 på vores årsliste.
I stedet er det de følgende 20 udgivelser – ud af et samlet felt på 127 – der repræsenterer redaktionens bud på det allerbedste fra året, der gik, når vi kigger ud over kongerigets grænser.
Bidragsyderne til Årets udenlandske plader 2021 er: Anne Kirstine Knudsen, Carl Windahl Bøllingtoft, Christian Valdbo Fobian, Daniel Niebuhr, Holger Møller Dybro, Jens Trapp, Kasper Holm Gregersen, Laura C.F. Petersen, Marie Vedding Poulsen, Perry Macleod Jensen, Sabina Hvass og Simon Freiesleben.
20, Parquet Courts – Sympathy for Life
Med deres syvende studiealbum satte Parquet Courts – efter den store succes med 2018-udgivelsen Wide Awake! – sig ud på en mission om at lave en opfølger, der ikke var en rockplade. Bandets ønske om at udgive et album med elementer fra andre genrer udmøntede sig i Sympathy For Life, der låner lidt fra techno, lidt fra funk og et hav af andre genrer.
Albummet bliver dog sparket i gang med “Walking at a Downtown Pace” med masser af hvinende guitarspil og et forrygende trommebeat, som egentlig lyder mere som Wide Awake! end Sympathy For Life. Men herfra skifter tonen en anelse, og på numre som “Marathon of Anger” og “Plant Life” er de hvinende guitarer byttet ud med groovy bass, der gør sig bedre på en New York-klub, og som taler ind i bandets nye selvudnævnte interesse for dansemusik.
Er Sympathy For Life et lige så stærkt album som Wide Awake!? Næppe. Men Parquet Courts’ lyst og ærgerrighed for at udvide deres stilistiske repertoire er prisværdig, og Sympathy For Life er altså bestemt et album, der fortjener et grundigt lyt.
(Kasper Holm Gregersen)
19, Mdou Moctar – Afrique Victime
“Det store guitaralbum” virker som et koncept, der snarere hører til i 1980’erne, men under Mahamadou Souleymanes kærlige behandling fremstår det klassiske rockinstrument revitaliseret på Afrique Victime, hvor netop guitarlyden er det altoverskygende centrum.
Måske skyldes det, at Mdou Moctar ledsager det heroiske guitarspil med noget så uklassisk rocket som tekster om dekolonialisering på sproget tamasheq, der (formentlig) er fremmed for de fleste vestlige lyttere. Det tilfører i hvert fald musikken en følelse af, at man har med noget nyt og friskt at gøre, når rockmusikken på den måde løftes ud af dens klassiske, anglofile fortællinger.
En simplere forklaring er dog, at det måske bare skyldes, at Mdou Moctar simpelthen er en gudsbenådet musiker. Hvad end han kaster sig over psykedeliske og ekvilibristiske soloer eller vuggende og hypnotiserende melodier, så er håndværket udført så umanerligt træfsikkert, at det er umuligt ikke at overgive sig til ørkenrockens ukronede konge.
Pladens centrale skæring er uden tvivl det monumentale og storslåede titelnummer, men det er faktisk svært ved at pege på et enkelt nummer på pladen, som kan undværes. De udgør nemlig en helhed, som emmer af spilleglæde og musikalitet, der gør Afrique Victime til en af årets helt uomgængelige udgivelser.
(Simon Freiesleben)
18, Cassandra Jenkins – An Overview on Phenomenal Nature
Allerede i åbningslinjerne »I’m a three-legged dog / Workin’ with what I got / And part of me will always be / Looking for what I lost,« står det klart, at An Overview On Phenomenal Nature ikke blot er summende guitar, bløde vokaler og masser af saxofon i verdensklasse.
Tværtimod agerer den smukke og blide, instrumentale side til pladen en slags meditation for Jenkins’ bearbejdning af tabet af kollegaen David Berman. Et tab, der har givet hende et særligt blik på omverdenen samt de stunder og relationer, der for alvor betyder noget. Derfor er pladen da også en blanding af både dialog, spoken-word, fuglekvidder og et hav af fortællinger om forskellige mennesker i Jenkins’ liv. Alt sammen som omdrejningspunkt for en bogstavelig talt afslappet og rolig helingsproces.
Selvom An Overview on Phenomenal Nature kun er syv sange langt, er det mere end rigeligt til, at man fuldkommen omsluttes af det lette lydunivers og Jenkins’ skarpe fortællinger som singer/songwriter. At et værk så enormt behageligt samtidig kan bære på så tung en sorg virker fuldkommen vidunderligt at opsluges af.
(Christian Valdbo Fobian)
17, The Weather Station – Ignorance
Ignorance er den atlanterhavsstorm, som du ved første møde fejlagtigt forveksler med en uskyldig brise. Måske er det Tamara Lindemans beherskede vokal, der er nem at overse. Måske er det betegnelsen folkrock, der er for slidt og fantasiforladt. Måske er det derfor, det tager tid for albummet at indhylle os i sit fortryllende uvejr. Ignorance er underspillet og ubesværet, men så meget desto mere gribende.
The Weather Stations lyd har på fire albumudgivelser udviklet sig fra akustisk songwriter-americana til malerisk orkesterpop, men Lindemans fænomenale sangskrivning er intakt. Faktisk er den stærkere end nogensinde, og mellem et væld af citérbare strofer er der én – fra “Tried to Tell You” – der især er svær at få ud af hovedet: »I watched her in your eyes / And pass across your face / Like the wind in the water / I tried to tell you.« Alvoren og kærligheden gennemstrømmer musikernes tilgang til musikken via Lindemans svævende falset, trommernes legende løb og saxofonens blafrende fraser.
Jeg står ved vejrmetaforerne: Ignorance er ikke en brise, det er en storm!
(Marie Vedding Poulsen)
16, Sophia Kennedy – Monsters
Lettilgængelig vil næppe være det rette mærkat at sætte på at sætte på den amerikansk/tyske musiker Sophia Kennedy.
Monsters stikker lidt i hver retning. På et fundament af kantet r’n’b lader Kennedy bare inspirationen føre sig derhen, hvor musikken finder sig bedst til rette. Lineært er det ikke, men til gengæld er det dragende og fængende store dele af tiden.
Singlen ”Orange Tic Tac” er både smårappende, elektro-jazzet, soulet og spøjst kantet, og ”Cat on My Tongue” swinger som en tysk krautrocker, der er blevet udsat for Los Angeles’ søde solskinstimer og lidt Westcoast-hiphop. Andre steder på pladen såsom ”I Can See You” lader Kennedy pop-euforien give slip som et underlag for hendes småhæse stemme, og ”Seventeen” er tværtimod både kold og ensom med en sparsom instrumentering rundt om nogle trommemaskiner. Pladen er altid interessant instrumenteret og uudtømmeligt for musikalske kringelkroge at blive klog på, så ærlig talt er det her nok en plade, som vi først rigtigt forstår, når tiden har fået lov at tygge lidt på Kennedys monster.
(Perry MacLeod Jensen)
15, Viagra Boys – Welfare Jazz
Det andet fuldlængdealbum fra svenske Viagra Boys fortsætter lyrisk i samme ironiske og satiriske spor som deres forudgående udgivelser. Det hovedsagligt post-punkede og americana-inficerede, musikalske udtryk har dog fået følgeskab af elementer fra både synth-poppen og country på Welfare Jazz som nyt territorium, der skal erobres.
I front står Sebastian Murphy stadig som den evigt storsvedende, hylende og gryntende tegnefilmskarakter, der synger den nedre arbejderklasses blues. Pladen er delt op med en række mellemstykker, hvor saxofonen kæmper indædt for at rense den musikalske luft, før noget nyt sker. Det resulterer i et ret rodet helhedsindtryk, men giver alligevel et hint om, at Viagra Boys er i udvikling – og måske mod noget med mere alvor?
Den ironiske distance til de tematikker, der bliver tacklet i drengenes univers, som racisme, misogyni, fattigdom og hverdagens trivialiteter får eksempelvis et løft mod noget mere reelt og personligt mod slutningen med de country-instrumenterede numre “In Spite of Ourselves” (med Amyl and the Sniffers-frontkvinde, Amy Taylor, i rollen som Murphys store kærlighed) og “To The Country”, hvor kærligheden og drømme om et mere simpelt liv klinger mere sandt end som satire.
(Sabina Hvass)
14, Idles – Crawler
På deres fjerde plade er Idles gået all in på at lave deres mest konsistente og konceptuelle album. De lykkes.
Crawler er et bæst af en plade. Den kravler ind under huden og river én rundt. Tung, ildevarslende og støjende med en nærmest konstant lydmur. Ja, Idles’ grundopskrift er stadigvæk galopperende trommer, fuzzbas og Joe Talbots primalbrøl, men lydbilledet har fået selskab af elektroniske tangenter og lejlighedsvis skønsang – i det omfang at Talbots stemme kan kaldes skøn. Intensiteten er fortsat det vigtigste i Idles’ musik, men Crawler er mere eftertænksom, langsomt opbyggende og mindre præget af fadøls- og næven-i-vejret-stemning end på tidligere albums.
Tematisk har Idles vendt blikket indad, og sangene kredser om Talbots kamp mod sit eget misbrug. Det gør Crawler til en mørk og emotionel plade, og det er enormt forfriskende, at sangene ikke bare er letkøbte politiske slogans, mens teksterne understøtter den konstante utryghed, instrumenterne skaber.
Genremæssigt har bandet også taget et stort skridt videre, og på et nummer som ”Car Crash” kommer briterne tæt på Death Grips-klingende støj-hip-hop. Det virkelig fedt, at et band, man troede havde lagt sig i slipstrømmen af egne tidligere udgivelser, vælger at køre med fuld fart ud i overhalingsbanen.
(Holger Møller Dybro)
13, Nick Cave & Warren Ellis – Carnage
Det kom som lidt af en overraskelse, da Nick Cave og Warren Ellis sendte albummet Carnage på gaden i starten af 2021. Overraskelsen blev hurtigt afløst af begejstring, for det er et fremragende album, de har fået skruet sammen i skyggen af coronapandemien.
Carnage lægger sig smukt i forlængelse af aktørernes seneste albums med The Bad Seeds, men det logiske skridt for Cave og Ellis har været at lave albummet selv. Både på grund af de begrænsninger, pandemien har medført, men også som en udvidelse af det filmmusikalske samarbejde, de to har opbygget. Det seneste album i bandregi, Ghosteen, pegede da også allerede i dén retning med sin sparsomme instrumentering og mangel på trommer. Carnage er samtidig både rørende smukt i numrene ”Shattered Ground” og ”Albuquerque” og vildt og fabulerende i numre som ”Hand of God” og den politiske ”White Elephant”.
Helt naturligt findes der også stadig en bearbejdelse af Caves sorg over tabet af sin søn tilbage i 2015, som kommer til udtryk på pianoballaden ”Lavender Fields”.
(Jens Trapp)
12, Dry Cleaning – New Long Leg
Britiske Dry Cleaning har med deres debut skabt et mesterværk af følelsesløshed. New Long Leg er sådan set en klassisk, velproduceret art-rockplade, hvad angår det instrumentelle. Når det kommer til lyrik og vokal, er sagen dog en helt anden.
Numrene igennem lader Florence Shaw sine monologer fremstå så monotone og apatiske, at man umiddelbart skulle tro, en sådan plade hurtigt ville ligge og samle støve på hylden. Det bliver dog aldrig tilfældet, når Shaws spoken-word har så særlig en karakteristika og måde at indfange lytteren på i de surrealistisk fortællinger og afstikker-tanker, der danner rammen for den bizarre stemning.
Tag blot åbningen på titelnummeret: »You are / No, you are / Let me see your knees / Peas rolling / A useless long leg / Are you taking a photo or drinking water?« Supplér de linjer med løse bas-loops, trommer og skramlende guitar, så har du Dry Cleanings perfekte, modløse debut.
(Christian Valdbo Fobian)
11, Lingua Ignota – Sinner Get Ready
Der findes ikke ord, der kan forberede dig på Lingua Ignotas tredje albumudspil, Sinner Get Ready. En religiøs oplevelse kommer nok nærmest en beskrivelse af Kristin Hayters grænsesøgende krydseksperiment af tilbedelsesmusik, der spænder over alt fra appalachisk og afroamerikansk folkemusik til barok kirkemusik. Ildevarslende kompositioner med strygere og orgel, dæmonisk banjospil og euforiske pianomelodier fylder et rumligt lydbillede, hvor dissonante vokalharmonier træder frem i det melodiske spotlight. Og det er et nådesløst album, der på ny sætter alment menneskelige koncepter som retfærdighed, hengivenhed og ensomhed ind i den ældgamle fortælling om en nådesløs gud.
Man bøjer sig i støvet for Hayters operaagtige vokalpræstationer, der bevæger sig mellem sårbar skønhed på gudesmukke pianoballader som ”Pennsylvania Furnace”, til at være så desperate og morderiske, at de sætter ”at lide” i lidenskab, når en hævngerrig Hayter i et nærmest bibelsk drama trygler en fraværende gud om at slå hendes elsker ihjel på ”I Who Bend the Tall Grasses”. Der er ikke andet for end at stå tilbage i ydmyghed over Hayters evne til at bøje 1000 års kristen kulturhistorie ind i en 55 minutters skræmmende, men smuk lytteoplevelse, der virkelig rammer en primal følelse af ens magtesløshed og ubetydelighed stillet over for egen eksistens.
(Anne Kirstine Knudsen)
10, TV Priest – Uppers
Det ville være let bare at affeje engelske TV Priest som musikalske snyltere svømmende i kølvandet på succesen for landsmændene i Idles. Men med debuten, Uppers, har garage/postpunkkvartetten fra London begået netop dét album, som Idles ville have lavet for nogle år siden – bare bedre
Fyldt med rå energi, nerve og en stor mængde ufatteligt simple, men fængende guitarriffs – på især numre som åbneren “The Big Curve”, “Press Gang” og “Slideshow” – er Uppers nemlig en plade, som på overfladen føles mere end velkendt. Men for hvert enkelt gennemlyt trækkes man som lytter gradvist væk fra det forudsigelige og længere ned i skildringerne om livet i Middelklassestorbritannien; post-Brexit, post-informationssamfund, post–postmodernisme.
Der er både plads krasse kommentarer til populister og nationalister samt indadskuende refleksioner over for egne fejl og mangler som midaldrende mand. Og med lukkeren, “Saintless”, scorer hele 2010’ernes britiske postpunk-revival sig såmænd også dét storladne, dansable anthem, som vel nærmest var det eneste, der manglede for en musikalsk bølge, der – yderst velfortjent – har sejret ad helvede til i løbet af de seneste år.
(Daniel Niebuhr)
9, St. Vincent – Daddy’s Home
St. Vincent har på ny skiftet musikalsk ham, og fremstår på Daddy’s Home som en overlegen, plastic-soulet og funky 70’er-crooner. Men selvom Annie Clark endnu en gang har påtaget sig en ny musikalsk persona, er Daddy’s Home et af hendes måske mest personlige album til dato. Selve titlen er inspireret af hendes far, der efter 10 år i fængsel for aktiesvindel blev løsladt for nylig, og teksterne kredser både om dette og andre personlige oplevelser og tematikker fra Clarks liv på en mere eksplicit måde end nogensinde før.
Det giver sjæl og nærvær til et album, der sprudler af musikalsk glæde og trækker på alt det bedste fra fars 70’er-pladesamling; tænk Bowie anno Young Americans, Sly and The Family Stone og måske et strejf psykedelika. Referencerne i musikken er åbenlyse, men med råt talent og tilbagelænet attitude gør St. Vincent dem alligevel til sine helt egne på et album, der endnu engang understreger hende som en af moderne musiks mest eventyrlystne hamskiftere.
(Carl Windahl Bøllingtoft)
8, Black Country, New Road – For the First Time
For the First Time er den perfekte titel på Black Country, New Roads debutalbum, for pladen lyder – trods massevis af referencer – som intet andet. Bandet er en del af Londonområdets nye generation af grænsesøgende postpunkbands, men Black Country, New Road er måske dem, der tør skide allermest hul i, hvor nysgerrig man må eller ikke må være. Jazz, folk, støj, mathrock, postrock og endda klezmer – alt i løbet af seks fabelagtige og unikke sange.
For the First Time er konstant uforudsigelig, og de fleste sange ender et helt andet sted, end hvor de startede. De unge musikere er mestre udi komposition og opbygning, og alle numre virker nøje tilrettelagte og filmiske, samtidig med at de emmer af improvisation og spilleglæde. Det er både vanvittigt interessant og imponerende at være vidne til.
Med traditionelle rockinstrumenter, violiner, keyboards og saxofoner bag sig kommanderer og messer forsanger Isaac Wood sig igennem grandiose op- og nedture, der både er yndige og rablende vanvittige. Selvironisk, selvbevidst og sikkert en anelse prætentiøst, men intet mindre sindssygt velskrevet.
Sjældent har utilgængelig musikskolejazzrock været så fornøjelig at lytte til, og det er ikke utænkeligt, at For The First Time går hen og bliver en moderne klassiker.
(Holger Møller Dybro)
7, Japanese Breakfast – Jubilee
2021 var Michelle Zauners år. Hun udgav en bestseller i form af den sårbare erindringsbog Crying in H-mart, lavede soundtracket til det fine indie-computerspil Sable og så udgav hun med Jubilee et fremragende album under sit kunstnernavn Japanese Breakfast.
Efter to album i sorgens tegn, der kredsede om Zauners mors død, omfavner Jubilee – som titlen antyder – i stedet glæden ved livet. Der er skåret ned på de tågede og forvrængede shoegaze-effekter, og i stedet er det, som om alting står klarere og lyser skarpere på et tredje album, hvor Zauner træder frem fra mørket og hylder livets skønhed.
Dermed er det ikke sagt, at alt er overstrømmende og klæbrig lykke. For selvom Jubilee er både varmere og lysere end forgængerne, så er sorgen stadig til stede. Den er bare ikke altopslugende. I stedet er albummet et smukt bevis på, at livet går videre, og at man kan godt finde glæde uden at glemme sorgen.
(Carl Windahl Bøllingtoft)
6, Anna B Savage – A Common Turn
Anna B Savages debutplade, A Common Turn, er et fremragende og lettere syret studie i realitetstab, mental sundhed og seksualitet – et artrock/singer-songwriteralbum af fineste karat.
A Common Turn fremstår gennemført og uden svage punkter i de knap 50 minutter, det varer; lige fra åbneren ”A Steady Warmth”, der slår albummets tema an med sit sonisk panorerende og ordknappe lydbillede. Faktisk består det kun af linjerne »Do I understand this, a steady warmth? / Have I created this just in my thoughts?« som allerede her peger på følelsen af at forsvinde for sig selv.
Og på albumlukkeren, ”One”, synger Savage tyst og insisterende om seksuel usikkerhed og mænd, der opfører sig lortet, mens hun lader et personligt ønske vokse ud i omverden: »’Cause I want to be strong / And I’d likе to be fine / And I hate that it’s fueled / Even in part, by my own mind.«
A Common Turn er i øvrigt produceret af William Boyd, der med Great Spans of Muddy Time selv stod for et anmelderrost album i 2021.
(Jens Trapp)
5, Sons of Kemet – Black to the Future
»I do not want your equality / It was never yours to give me.«
Linjen står sylespidst på den første skæring på et eksplosivt album, der summer af indebrændt raseri, som endeligt er kommet ud i fuldt dagslys, når Sons of Kemet lader vreden stråle ud af musikken på Black to the Future. Kvartetten, der er anført af saxofonisten Shabaka Hutchings, kombinerer den spirituelle jazz med hiphoppens stærke fornemmelse for rytmer, så melodierne står sylespidse, mens det rytmiske fundament appellerer stærkt til kroppen.
Hutchings har i en årrække manifesteret sig som en af Englands mest interessante musikere på den sprudlende brit jazz-scene. Med både The Comet is Coming, Sons of Kemet samt Shabaka and the Ancestors har han stået bag bemærkelsesværdige plader, der med blikket rettet mod urbane, pulserende toner har udgivet nogle af de mere interessante plader, som er kommet ud af de britiske pladeselskaber de seneste år. Det har været lovende indtil videre, men med Black to the Future nærmer Hutchings sig sit første mesterværk.
(Perry MacLeod Jensen)
4, Low – Hey What
Slowcore-pionererne Low har om nogen taget en helt anden retning i det nye årti – om end det måske blev varslet på 2018-udgivelsen Double Negative – og har på Hey What fuldendt transitionen til post-industrial støj-pop. Større-end-livet-pop- og rockmelodier bliver mast gennem forvrængningskværnen og spyttet ud som bombastiske mure af eksperimenterende elektronisk støj, der danner bagtæppet for Alan Sparhawk og Mimi Parkers let-nynnelige og næsten hymneagtige vokalharmonier.
Albummet brillerer i kontrasten mellem produktionen af det instrumentelle, hvor alle effektpedaler trykkes så fuldkomment i bund, at du frygter for både dine høretelefoners og trommehinders fremtidige velbefindende, samt vokalernes ligefremme og meget pæne mix, der ikke forlader sig på andet end den kuldegysningsinducerende kombination af Parker og Sparhawks stemmer.
Hele albummet indgyder en følelse af at se et eller andet storslået forfalde for ens øjne, mens popsentimentaliteten stadig er så velbevaret, at de fleste af albummets sange er svært vanedannende – og sjældent har noget slagtet og kælet så meget for mine øregange på én og samme tid.
Stor ros til Low for at finde koden til at være catchy med hård kant her 30 år inde i karrieren.
(Anne Kirstine Knudsen)
3, Little Simz – Sometimes I Might Be Introvert
Fjerde album fra Little Simz, Sometimes I Might Be Introvert, er opdelt i tre akter med hovedpersonen Simbi mest i forgrunden på første halvdel og den mere bombastiske – eller mere ekstroverte – alter-ego Little Simz som en slags antagonist på anden halvdel.
Hvad enten det er den ene eller anden karakter, så behandler Little Simz tematikker som komplekse familierelationer, at blive ældre som kvinde, økonomisk ulighed og strukturel racisme som karismatisk og central fortællerstemme med en tiltrækningskraft på niveau med kollegaer som Lauryn Hill eller Kendrick Lamar. Produktionen er eklektisk, hvilket vi allerede får en forsmag på med åbneren, “Introvert”, der går over i den soulede “Woman”, hvor sanger Cleo Sol medvirker på det udsøgte omkvæd: »I love, how you go from zero to one hundred / And leave the dust behind / You’ve got this / All action, no talk.«
De bombastiske fuldorkestertunge numre bliver fulgt op med alt fra korfyldte mellemspil, et jazzet og R&B-sampleorienteret udtryk med afstikkere til afrobeat på “Point and Kill”, det grimede “Rollin’ Stone” eller 80’er-synthbangeren “Protect My Energy”. Little Simz maler med hele paletten og formår at sætte sig selv med alle sine nuancer i centrum samt agere rød tråd gennem hele forestillingen.
(Sabina Hvass)
2, Black Midi – Cavalcade
Selvfølgelig kunne det kun gå sådan, at Black Midis opfølger til deres overvældende debut, Schlagenheim, skulle blive endnu mere omsiggribende og udfordrende.
Cavalcade skaber i hvert fald ikke en lettere indgangsvinkel til de unge briter (og deres nu udvidede besætnings) lydunivers, men kræver i stedet en enorm mængde dedikation og koncentration fra sine lyttere – det sluttelige payoff er dog imidlertid al tiden værd.
Cavalcade omfatter således et broget karaktergalleri og et væld af forskellige genreinput; fra den The Mars Volta’ske åbner, “John L”, om den eponyme demagog med sit følge af myreslugere til de to flugtfanger på den bluegrass/jazzpunkede “Hogwash and Balderdash” eller det afsluttende, ni minutter lange progrock-epos “Ascending Forth” om den fallerede komponist Markus, der slutteligt både hånes, smides i lænker og dømmes for sine ufuldendte og middelmådige værker.
Fælles for dem alle er, at deres skildringer på en eller anden måde berører protagonistens storhed og fald. Og hvor er det dog ironisk nok passende, at denne vidunderlige antologi med alle sin beretninger om netop faldet fra tinderne skulle udkomme sideløbende med det (indtil videre) kreative højdepunkt for det vel nok mest talentfulde rockorkester lige nu.
(Daniel Niebuhr)
1, Squid – Bright Green Field
Sjældent har et debuterende band med større selvsikkerhed og selvfølgelighed vadet ind og plantet sit flag på den internationale musikscene, end Squid gør på Bright Green Field. De unge briter er ikke blot en ualmindeligt velspillende organisme, der ubesværet mixer elementer af kraut, postpunk, jazz, funk og noise, men de udviser også et niveau af stram kontrol, der oser langt væk af erfaring, som langt overstiger deres reelle alder.
Den største bedrift, Squid begår på Bright Green Field, er i virkeligheden, at potpourrien af eksperimenter og stilarter aldrig udvikler sig til rendyrket kaos eller kedsommelige jamband-navlepillerier, på trods af at pladen konstant bevæger sig på en knivsæg mellem disse to grøfter.
Bandet formår på en eller anden måde at skifte ham så mange gange undervejs, at man aldrig føler sig sikker på, hvor man har dem henne. Det gør også, at Bright Green Field ikke nødvendigvis er den mest konceptuelt sammenhængende plade, men det er absolut ikke en svaghed.
Tværtimod føles det lidt som et psykedelisk trip gennem et udstillingsrum, hvor Squid har valgt at fremvise deres mest svimmelhedsfremkaldende værker. Den følelse gør Bright Green Field til en plade, som man kan og bør vende tilbage til igen og igen.
(Simon Freiesleben)
