Saxofonisten Shabaka Hutchings er et kraftværk placeret i midten af den moderne britiske jazzscene. Hans lyd er fuldstændig umiskendelig, uanset om han tager form som mytisk mastermind i avantgardegruppen The Comet is Coming eller som profetisk historiefortæller i Shabaka and the Ancestors.
I Sons of Kemet er han allieret med en led rytmegruppe bestående af de to trommeslagere Tom Skinner og Edward Wakili-Hick, foruden Theon Cross på tuba. Gruppen har spillet vild, eksperimenterende hybridjazz siden 2011, med Theon Cross som senest tilkomne medlem. Hybridjazz er egentlig en kedelig formulering, og jeg skriver det kun i mangel på bedre betegnelse: Sons of Kemet kan lyde ligeså meget af hiphop eller progrock, som det lyder af jazz, og musikalske traditioner fra såvel Etiopien og Sydstaterne som London og Sydafrika kan spores i kvartettens kompositioner.
Black to the Future er titlen på deres nyeste udgivelse. Og nu kommer anmeldelsens spoiler, for jeg kan ikke holde mig i skindet længere: jeg synes, det er et fuldstændig gennemført værk. Det er bevægende, aggressivt, svært, vildt. Helt vildt!
Det er et poetisk, politisk og hypermusikalsk album. Ifølge Hutchings er det blevet til i tiden efter mordet på George Floyd og Black Lives Matter-protesterne der fulgte tilbage i sommeren 2020. Det kan høres i den gennemsyrende vrede, der ekkoer gennem Black to the Future, gennem rytmer, melodier, ord; men det kan også høres i den kompromisløse og opløftende fortælling om en anden fremtid.
»I do not want your equality/ It was never yours to give me (…) My revolution rides a black horse/ And it is stunning!«
Digteren Joshua Idehen begynder og slutter albummet med sin lyrik. Hans stemme er et sitrende spyd på åbneren ”Field Negus”, og under stemmen ruller trommerne, som snubler over sig selv og en seriøst ildevarslende saxofon. Tracklisten udgør i sig selv et digt, og så synes jeg i øvrigt også godt man kan sige, at der er masser af poesi i Shabaka Hutchings’ smukke saxofonfraser.
På den allersidste linje af overturen sender Idehen et nik til gruppens første album Burn (2013), med ordene »Burn it all/ Just burn it all!«. Sådan åbner albummet sig for verden som et betændt sår.
Black to the Future viser de fire briter fra deres bedste og hidtil mest udadvendte side, og deres valg af featureartister er kun med til at forstærke den side. Førstesinglen ”Hustle” med grime-rapperen Kojey Radical i front og blød backing-vokal af Lianne La Havas er et øjeblikkeligt hit med sit messende omkvæd. På ”Pick Up Your Burning Cross” er der fuld smæk på de to trommesæt, og den vildløbne saxofon får fornemt selskab af Angel Bat Dawid og Moor Mother på vekslende vokaler, der får en næsten helende rolle på et af pladens mest hektiske numre.
Det instrumentale er følsomt og voldsomt. Det er ikke helt dansemusik, men alligevel… bandets dynamiske trio af tubaen og de to percussionister giver en rytmisk effekt, der går lige i kroppen. Allervildest er de på ”Let the Circle Be Unbroken” – det bløde, stortrommedrevne beat rasler, tubaostinatet kører ovenpå, og Hutchings er i hovedrollen. Indtil det går galt.
Der sker et glitch, systemet bryder fuldstændig sammen. Beatet bliver skubbet af skinnerne og fortsætter i synkoper under en saxofon, der langsomt falder fra hinanden – instrumentet hakker og gisper som et såret dyr. Dén nedbrydning fra kontrol til kaos er så mesterligt udført af musikerne.
Andre steder er der lav bølgegang. For eksempel på sange som det caribisk klingende ”Think of Home” eller calypso/rhumba-temaet ”To Never Forget the Source”, der indeholder nogle helt solide melodilinjer, der klæber til hjernen i timevis efter.
Black to the Future er på den ene side en hyldest til musikalske rødder og traditioner, og på den anden side, som albumtitlen også spiller på, et fremtidseksperiment. Selvom albummet drejer sig om et helt konkret øjeblik af kollektiv sorg og vrede i verdens afrikanske diaspora, så ophæver det på en måde også tidsfornemmelsen. Undertrykkelse i samtiden kan ikke adskilles fra undertrykkelse i fortiden. Men fremtiden, den tilhører Sons of Kemet.
Og til sidst, de afsluttende ord fra Joshua Idehen på outronummeret ”Black”:
»This black struggle is dance/ This black pain is dance/ You already have the world, just leave black be/ Leave us alone!«,
