Siden Mythic Sunships reelle debutalbum fra 2016 er der sådan cirka kommet en plade om året, hvilket har konsolideret gruppens dygtige og sprudlende vinkel på den improviserede, psykedeliske vildskab. Den fem mand store gruppe bestående af Emil Thorenfeldt og Kasper Stougaard Andersen på guitar, Rasmus ‘Cleaver’ Christensen på bas, Frederik Denning på trommer og Søren Skov på saxofon har holdt fast i en fast opskrift, som de gradvis har forfinet.
Der er dog en lidt anderledes tilgang at spore på det nyeste album, Wildfire. Om det er, fordi gruppen nu er blevet en del af det ret så store newyorker-selskab Tee Pee Records, skal jeg lade være usagt. Men det skal heller ikke ramme dem som en kritik, da de med rette kan gøre omverdenen vidende om deres musik. I tilfældet med Wildfire kan musikken således betegnes som en hybrid mellem The Stooges’ garagerockede, ja nærmest punkede udtryk, Ill Considereds meget rytmiske leg med freejazz og en mindre rå tilgang til det psykedeliske end hos landsmændene i Narcosatanicos.
Pladens første nummer, “Maelstrom”, er en rendyrket, improviseret psykedelisk krautbasker. Det er sådan, vi kender Mythic Sunship bedst: Amon Düül II møder en mere tung rock. Der er fuld fart over feltet, og alt imens trommerne og bassen danner et bundsolidt fundament, og rytmeguitaren leverer det gedigne tunge og insisterende riff, så konkurrerer den anden guitar og saxofonen om, hvem der kan give den mest gas. Uden på noget tidspunkt at miste pusten stiger og falder intensiteten nummeret igennem. Nogle gange giver den fræsende guitar mere rum til saxofonens krigshyl, andre gange er det omvendt.
Numrene “Olympia” og “Redwood Groove” er mere strukturerede end åbneren og afviger på sin vis lidt fra bandets gængse lyd. Der er stadig plads til indfald af improvisation, men numrene rummer et mere komponeret skelet, der giver dem en konsistent og vedholdende rytmik, og det er her, jeg synes, de lugter mere af den tyske krautrocks leg med det repeterende og insisterende. Fundamentet er superstramt, men ovenover bliver den psykedeliske vildskab sluppet løs. Det er nok også i kontrasten, at styrken hos Mythic Sunship findes: På den ene side er der riffs lige ud ad landevejen i nærmest klassisk rockkarakter, mens der på den anden side dyrkes det bevidst ustrukturerede.
“Going Up” og i særdeleshed “Landfall” er – på trods af at være skåret over samme formel som pladens andre numre – en noget mere atmosfærisk tilgang til lydbilledet. Kan man måske ligefrem lugte en ambient udgave af guitarrocken? Tonerne er i hvert fald lysere og tempoet til tider lidt langsommere. Rytmegruppen er stadig repeterende og til at stole på, men saxofonen får lov til at give et lysere og mere svævende udtryk. Det er ikke, fordi du kan forvente ballader fra bandet, men i forhold til tidligere så spiller de en gang i mellem lidt roligere.
Mythic Sunship er hammerdygtige udi den disciplin, der på bedste vis sammenfatter rock med freejazzens ypperste instrument; saxofonen. Jeg sender en tak tilbage i tiden til Hawkwinds psykedeliske cirkus, da denne parring af psykedelisk rock og saxofon aldrig var blevet den samme uden dem. Med Wildfire leveres der intens rock, der rummer vildskab og leg. Det er meget velspillet, og lyden har et stramt udtryk i rytmesektionen. Der er tale om kontrolleret støj, der går lige til grænsen, men det holder sig på sporet, og lydbilledet er alt andet end grumset. Måske er min eneste anke egentlig, at nogle af bandets guitarriffs bliver for pæne og potente. De har tidligere haft en større snert af det grumsede, hvilket ikke er tilfældet her. Det ændrer dog ikke ved, at jeg kommer til at fyre op for lydstyrken med Wildfire et godt stykke tid endnu.
