Plader

Hernia: s.t. EP

Skrevet af Simon Rønne

Med sit nye soloprojekt, Hernia, bygger københavnske Malte Hill videre på den nostalgiske gør-det-selv-rocklyd fra tidligere samarbejder.

I mere end 17 år har københavnske Malte Hill spillet diverse nationale og internationale scener op som medlem af en række forskellige bands. Han er dog nok først og fremmest kendt som forsanger i det punkede alt-rockband Molly, der blandt andet har spillet på Roskildes Rising Scene og turneret i Brasilien. Nu forsøger han sig til gengæld for første gang som soloartist med det projekt, han har valgt at kalde for Hernia.

Med Hernia holder Hill grundlæggende fast i den nostalgiske DIY-æstetik, som Molly har gjort til sit varemærke. Lyden er skramlende og autentisk, mens inspirationen ganske tydeligt er fundet i en bred vifte af 80’ernes og 90’ernes mere støjende alternative rockbands. Hill nævner selv Hüsker Dü, Dinosaur Jr og Nirvana som inspirationskilder. Den selvbetitlede EP inkorporerer således bl.a. genrer som grunge, noise rock, post-hardcore, emo og power pop. Der er vel at mærke tale om genrer med mange stilmæssige overlap, men det er ikke desto mindre imponerende, at Hill lykkes så godt med at holde den røde tråd. Man kan sågar argumentere for, at den røde tråd måske bliver holdt lidt for stram, da mange af numrene følger den samme strukturelle formel. På en kort EP som denne går det måske nok lige akkurat, men på en længere udgivelse er jeg bange for, at det bliver for ensformigt i længden. Jeg mangler også noget, der kan adskille Hernia fra de til tider lidt for tydelige inspirationskilder og andre acts, der sigter efter samme nostalgiske lyd.

Generelt er Hernias første EP ikke desto mindre en fornøjelse at lytte til. Dette skyldes ikke mindst Hills vokal, der – om end den stadig omkranses af en masse lækker støj – ofte får mere plads i mixet, end det som regel har været tilfældet på Mollys udgivelser. Dette gør sig især gældende på “Change”, der giver lytteren en ganske rar akustisk pause fra den øredøvende, distortede guitar, der hersker på de resterende numre.

Mens den plads Hills stemme får i mixet, virker selvfølgelig på sådan et unplugged nummer, er det anderledes bemærkelsesværdigt, hvordan han formår at balancere den med den forholdsvis rå instrumentalside på resten af EP’ens sange. Bedste eksempel på dette er den stærke førstesingle “Dead Inside”. Her leverer Hill behageligt og med undertoner af nostalgi den ørehængende og melankolske tekst over energiske trommer og grynede, melodiøse riffs. Med nummerets poppede struktur er det heller ikke nogen stor overraskelse, at netop dette nummer er blevet spillet flere gange på P6 Beat. I en perfekt verden huserede “Dead Inside” på diverse internationale stationer med hang til alternativ musik, men et sådan gennembrud bliver nok svært at opnå for Hernia uden hjælp fra et større pladeselskab.

Hvis det helt store gennembrud aldrig kommer, vil det imidlertid næppe have noget at gøre med et manglende talent hos Hill. EP’ens resterende tre numre viser nemlig ligeledes, at han har flair for at skrive fængende tekster og guitarkompositioner, der på en eller anden måde gør mig nostalgisk efter en tid, jeg ikke engang har levet igennem. Forklaringen bag dette paradoks kan meget vel være, at det ikke er Hernias inspirationskilder, der virker befordrende på nostalgien, men snarere den hjertevarme og nærmest familiære autenticitet, der ligger slet skjult i denne lovende debut-EP. Hills nye projekt er kommet ganske godt fra start, og jeg kan kun håbe på, at udviklingen fortsætter i den rigtige retning på den næste EP, der udkommer senere i år. Forhåbentligt bliver det en anelse mere eksperimenterende, således at Herniakan cementere sig som et fuldkommen distinktivt projekt.

★★★★☆☆

Leave a Reply