Da Lana Del Rey udgav Norman Fucking Rockwell! i 2019, fik den kritikere over hele linjen, Undertoner inkluderet, til at falde i svime. Og dén udgivelse markerede også første gang, Lana Del Reys musik for alvor blev taget seriøst af branchen. Først elskede vi at hade hende, så elskede vi at elske hende. Der er blevet skrevet så meget om hendes person og hendes musik, at jeg godt kan synes det er svært at finde på noget nyt at sige. Men nu har hun altså for første gang siden 2019 udgivet et nyt album.
Pladen hedder Chemtrails Over the Country Club og er den allerede sagnomspundne sangerindes sjette udgivelse i fuld længde. Og efter den massive hype, der fulgte i kølvandet på Norman Fucking Rockwell!, lander den også uundgåeligt som hendes svære to’er. Hvilken vej går man som kunstner, når man har udgivet det mest monumentale, mest omtalte, mest lovpriste værk, som ingen havde set komme?
Lana Del Rey synger selvfølgelig stadig om USA. Men scenen har alligevel ændret sig. »I’m ready to leave L.A. and I want you to come« erklærer hun i begyndelsen af “Let Me Love You Like a Woman”. Californien, der indtil nu har haft en mytisk rolle som det paradisiske sceneri for hendes sangskrivning, er blevet skiftet ud med andre horisonter: nu er det »down in Orlando«, »back to Arkansas« og »Lincoln, Nebraska’s got me in a haze«.
På trods af det, er længselsfuld americana-nostalgi og drømme om det glamourøse liv stadig ligeså fundamental en del af sangskrivningen, som det har været lige siden Born to Die. Teksterne kredser om country clubs og røde sportsvogne, om at sidde i poolen med smykker på og spille cool. Om pink champagne, som er et stilfuldt ord for ecstasy, og om ‘dengang vi var skæve på den der parkeringsplads’.
Tekstuniverset er blevet mere indadvendt siden sidst, og der er længere mellem de skarpe, vittige kommentarer, end der var på forgængeren. En gang imellem dukker små stikkende observationer og lyriske billeder op, som når hun på “White Dress” synger om at være 19 og føle sig “set” til en Men In Music business conference. Eller bare på titelnummerets fortælling: »Contemplating God / Under the chemtrails over the country club«.
Men ser man bort fra disse øjeblikke, er der en helt oprigtig nostalgi forbundet med de glaserede dagdrømme om drinks og romancer og landeveje. Hun synger om de ærkeamerikanske ikoner, parafraserer Elton John og er på fornavn med Joni Mitchell, Joan Baez og Stevie Nicks på “Dance Till We Die”. For det meste hiver hun den hjem på stærke vokalpræstationer og på det meget menneskelige i den klassiske fortælling om at søge efter sine rødder. For eksempel fungerer det fantastisk, når hun slår sig sammen med countrymusiker Nikki Lane på “Breaking Up Slowly”, hvor de to sangerinders helt væsensforskellige stemmer klinger overraskende godt med hinanden. Også Joni Mitchell-hyldesten “For Free” sidder i skabet, ikke mindst fordi det er et samarbejde med sangerinderne Zella Day og Weyes Blood-ikonet Natalie Mering.
Lad de her smukke passager veje op for de steder, hvor teksten bliver vag og klinger hult. For det gør den lidt for tit, med linjer som »Not all those who wonder are lost / It’s just wonderlust« og »Let me love you like a woman / Let me hold you like a baby«. Jeg synes slet ikke, at tekstarbejdet på Chemtrails Over the Country Club kommer i nærheden af de niveau, Lana Del Rey tidligere har vist. Og på den måde står det her album virkelig i skyggen af sin forgænger.
Når det kommer til melodier og komposition, er det til gengæld et gennemført album. Pladen er skrevet og produceret i samarbejde med Jack Antonoff, der også havde en finger med i spillet på Norman Fucking Rockwell!. Til forskel fra forgængeren er instrumentaliseringen nu blevet mere sparsom, armbevægelserne er blevet mindre og det er ikke nær så stort og opsvulmet. Tværtimod er lyden mere intim og delikat, som Del Rey sikkert selv ville formulere det. Og det er godt håndværk. Jeg skulle høre dem et par gange før jeg for alvor fik de afdæmpede klaverballader og singer-songwriter-melodier ind under huden, men så var jeg også overbevist. Højdepunkterne inkluderer sangen “Dark But Just A Game” med sin smukke, underspillede instrumentalisering og den stilfærdige jazzede “Dance Till We Die”, der slutter med en underligt uventet Fiona Apple-agtig blues af et c-stykke. Den her musik er født til solrige eftermiddage i langsomt tempo på en ranch et sted i Sydstaterne. Der er ikke meget action, men det lyder lækkert.
Albummet rummer nogle rigtig stærke kompositioner, afdæmpede men fængende melodier og det er helt generelt stilsikkert og nemt at lytte til. Lana Del Rey er sikker i sin vokal og niveauet er højt fra start til slut, og især på sange som “Breaking Up Slowly”og titelnummeret “Chemtrails Over the Country Club”. Men teksterne kommer ikke i nærheden af kvaliteten fra forrige album, og hele fortællingen om at være wild and free, synes jeg efterhånden, er blevet ret kedelig. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg stadig vil synes det er spændende om et år.
