Plader

Midnight Sister: Painting the Roses

LA-duoens artpop skaber en atmosfære, der sidst er set i 70’ernes indie-film. Idérigheden er sprudlende, og der trækkes på alt fra disko, barokpop og indie til glam rock og spor af klassisk strengmusik.

Midnight Sisters andet fuldlængdeudspil er fuldstændig som at blive kastet ind midt på et filmsæt for 70’er indie med dén ene præmis, at samtlige scener fra samtlige film skal skydes i samme rum, samtidig. Du fatter til tider ikke helt, hvad der foregår – eller hvorfor der skriftes frem og tilbage mellem forskellige narrativer og genrer – men indhylles alligevel i den glamourøst teatralske atmosfære. På drømmene vis glider du ind og ud af de smukke scener, sangene maler på indersiden af trommehinden.

Lidt over tre år skulle der gå, før opfølgeren til Midnight Sisters Broadway-inspirerede debutalbum, Saturn over Sunset, faldt helt på plads. Allerede kort efter debutudgivelsen lå flere af Painting the Roses’ demoer dog klar, og tematisk er der da heller ikke stor forskel på de to udgivelser. Alligevel viser Painting the Roses at bevæge sig en kende tættere på grænsen mellem musik og skuespil, men samtidig længere væk fra en reel afklaring af, hvad Midnight Sister konkret er for en størrelse.

Pladens cinematiske univers har den LA-baserede duo, bestående af Ari Balouzian og Juliana Giraffe, skabt med Balouzians farverige og strengbårne kompositioner til at sætte kulissen for scenerne. I forgrunden træder Giraffe ind og lader på bedste kamæleonvis sin humørsyge vokal udmøntes til en række forskellige stemmer og karakterer, der på flere af numrene placeres direkte overfor og i samspil med hinanden. Denne tilgang fungerer langt hen ad vejen ganske indfangende, hvis man er til den slags billedskabende interaktion mellem vokal og komposition. På den måde føles hvert af pladens numre som små udklip fra forskellige, sværmeriske indie-film.

At Painting the Roses trækker på mange tråde er ikke i sig selv en dårlig ting. Selvom størstedelen af pladen er pakket ind i en slags tætsiddende lycra af barokpop, skinner f.eks. diskobegejstring igennem på numre som “Limousine” og “Sirens”, hvor sidstnævnte med succes formår at inkorporere både jazzet trompet og violiner på et regulært dancepop-hit. På “Escalators” dæmpes lyset, og der bydes på velproduceret funk tilsat en nærmest hviskende vokal. Knap så fængede er det psykedeliske twist til åbningsnummeret “Doctor Says”‘ eller “My Elevator Song”s vekslen mellem monstrøse violinpassager og elevatormusik. To ender af spektret, der ikke forenes på kærlig vis. Lytteoplevelsen bliver en form for tombola, der gør en i tvivl om, hvor Giraffe og Balouzian faktisk vil hen med det eksperimenterende projekt.

På flere af numrene forledes jeg til at kigge tilbage mod 60’er ikonet Nico, især albummet Chelsea Girl (1967), der trækkes tydelig inspiration fra. Det virker næsten helt befriende, når lighederne får lov til at komme direkte til udtryk på førstesinglen “Wednesday Baby”. Instrumentalt dykker nummeret ned i barokpop, men dyrker samtidig den blide, sjælfulde vokal, der ofte kendetegnede Nico. Den slags 60’er-pioner-tilgang oser “Tomorrowland” også af. Det klæder virkelig Midnight Sister, og man får lyst til helt at forsvinde ind i de mange violinpassager.

Udover den glam rockede indieklang, som, man fornemmer, er pålagt pladens produktion, er det, der faktisk holder sammen på udgivelsen, albummets evne til at blive ved med at overraske. Hvor man måske til tider kunne ønske sig en mere klar retning for projektet, vælger duoen at appellere bredt ved at byde så mange idéer velkommen på pladen som muligt. Efter andet omkvæd på “Foxes”, et af pladens bedste numre, bydes der f.eks. pludselig på en omgang distortion efterfulgt af en, hvad man kan kalde, minimalistisk udgave af opløftningen af Major Tom på Bowies “Space Oddity”. Og netop David Bowies konceptuelle tilgang synes her at have haft indflydelse. Produktionen er spacet og teksterne meget fortællende på bedste Ziggy Stardust-maner.

Pladens sidste par numre toner desværre ud som en indtrykssvag filmafslutning. Tempoer er langsommere, produktionen mere nøgen. Om idérigheden pludselig var sluppet op, er svært at sige. Men en ting er sikker: Sangenes drømmende atmosfære er så dvælende, at man sidder tilbage med en følelse af godt at kunne have været foruden.

På Midnight Sisters glamourøse toer får de cinematiske aspekter stadig større indflydelse på deres idérige artpop. De mange genre og inspirationskilderne, der trækkes på, gør, at der er noget for (næsten) enhver smag, men hindrer desværre også Painting the Roses i rigtig at fastslå, hvem Midnight Sister er, og hvor de vil hen.

★★★★☆☆

Leave a Reply