Musik, og folk-musikken især, elsker myten om den isolerede kunstner. Tænk bare på Justin Vernon’s vinterhytte, hvor han pint og plaget af kærestesorger og ensomhed skrev gennembrudsalbummet For Emma, Forever Ago som Bon Iver. Isolationsalbummet er en velkendt fortælling, der lover autenticitet og en særlig adgang til sandheder, kun kunsteren forstår. Det samme gælder Hjalte Ross, som eftersigende fortrak sig til et fyrtårn i det nordligste Norge for at skrive opfølgeren til sit velmodtagede debutalbum fra 2018, Embody. Alene under nordlyset og omsluttet af det mørke hav har den unge nordjyde haft de (måske for) perfekte omgivelser til at skrive sine inderlige sange om kærligheden og verden set fra det forjættede land midt i 20’erne.
Resultatet af denne selveksil bærer den flotte albumtitel Waves of Haste, som umiddelbart er et besynderligt valg, fordi hastværk er det sidste ord, jeg ville bruge til at beskrive sangene herpå. Her tages der nemlig god tid. Tid til følelserne, til ordene og musikken. Tempoet er som regel i bund, og Ross’ kælende vokal langt fremme i mixet, som det også var tilfældet på debutpladen. På trods af debutens store kvaliteter havde den til tider også karakter af blød og ufarlig indie-folk, som man med ro i sjælen kunne høre, imens man stirrede åndsfraværende ind i pejsen. Waves of Haste, derimod, forlanger din opmærksomhed. Fra guitarlicket i “Adrenaline” til de dramatiske strygere i “Holidays”, rækker albummet ud og beder dig om at lytte efter. Og gør man det, bliver man belønnet.
Det er ingen hemmelighed, at Hjalte Ross henter sin inspiration i 1970’ernes folk- og rocktradition, det er svært at finde en anmeldelse af ham, som ikke nævner Nick Drake, og hvis man går ind på hans Spotify-profil, finder man endda en spilleliste med inspirationskilder lavet af manden selv, og her skal man lede længe efter sange udgivet efter 1979. Vokalen er da også stadig umiskendeligt Nick Drake’sk, men instrumenteringen er blevet større, og teksterne mere kryptiske og åbne mod verden.
Det bliver hurtigt klart på det andet nummer og førstesinglen fra pladen, nemlig den førnævnte “Adrenaline”, et monumentalt nummer, der bærer solen på sin pande, og hvor Ross for første gang skifter den akustiske guitar ud med en elektrisk, der lyder så forbandet godt, nærmest som en mere tæmmet Neil Young. Nordjyden går simpelthen electric. Barokke blæsere akkompagnerer, og klaver-arpeggios løfter nummeret op til højere luftlag. Det er stort, og det bliver da heller ikke større på resten af albummet, men det behøves heller ikke, for med “Adrenaline” har Ross skrevet et nummer, der kandiderer som ét af årets bedste.
Heldigvis går de andre sange også deres egne veje. Den efterfølgende “Off My Mind” udforsker et mere jazzet territorium med temposkift og en blød saxofon under en tekst om at komme videre fra et forlist forhold. “Thinking About You” kredser om det samme tema, men sparker speederen i bund med fuldt orkester, insisterende trommer og blæsere, der i hvert fald i de første toner imiterer Springsteens “Born To Run” – en sammenligning, der efter debutpladen virkede usandsynlig, men som her fremstår selvfølgelig takket være det velspillende backingband (som blandt andet tæller medlemmerne af Kogekunst!).
Sangene kredser i høj grad om den svære kærlighed, om at komme videre, om at gøre det rigtige. På titelnummeret erkender han eksempelvis kærlighedens forgængelighed og spørger kort og præcist: »An end is absurd / Eternity even more / So when?«. Det er tydeligt, at Hjalte Ross har udviklet sig som sangskriver, men bedst er han, når han løfter blikket og kigger ud mod verden fra fyrtårnets top. På “Passes By” observerer han både »The stars, the mountains / The jealousy in souls« og konkluderer, at »Time is a canvas / Let us hold the brush«, hvilket er én af den slags eksistentielle linjer med en citatvenlighed, der kunne gøre Conor Oberst grøn af misundelse, og som kræver mod at fremføre overbevisende. Det lykkes her.
Det er et album befolket med store spørgsmål til verden og måske mest af alt til sangeren selv. Hvad skal jeg føle, hvad skal jeg gøre, for hvis ikke dig, så hvem, og hvis ikke nu, så hvornår? På samme måde toner pladen ud med et åbent spørgsmål: »Can our hearts not tell the truth?«, og man fornemmer, at der ikke er et svar, at der alligevel ikke gemte sig en større sandhed oppe i fyrtårnet, men Waves of Haste håber på et svar, og for fanden da, hvor kan vi håbe.
