Et ufattelig stort rum, der omgiver jorden. Det er, iflg. ordbogen, hvad et himmelrum betyder. Egentlig ret poetisk beskrevet, synes jeg. Men det er også noget andet. Himmelrum er også en københavnsk kvartet, der spiller eksperimenterende støjrock blandet med en slags syntetisk pop, eller psykedelisk shoegaze. Eller … jeg ved ærligt talt ikke helt, hvordan de skal kategoriseres. Det skal de nok i virkeligheden bare ikke. Men de udkom for nylig med deres tredje studiealbum, som har titlen Vand, død & ensomhed. Og lidt ligesom rummet, der omgiver jorden, er albummet blandt mange andre ting, både stort og ufatteligt. At lytte til det føles mest af alt som at blive lukket ind i en anden persons drøm – en ensom, kosmisk og underlig drøm.
Siden udgivelsen af pladerne Free Camping Romania fra 2018 og den selvbetitlede Himmelrum året før (som bl.a. fik medvind her på siden) har Himmelrum skiftet form og iklædt sig nye, farvestrålende fjer. Den nye lyd er langt hen ad vejen blevet mere spiselig, måske mere poppet end tidligere – især fordi kompositionerne for første gang har fået vokal og tekst på. Og teksterne klæder dem godt, da de er indhyllet i det samme drømmeslør som instrumentaliseringen jævnfør linjer som »nerve, nærvær / mine bedste venner det er stjernerne« eller »når vi mødes i et knæklys / smelter du mig om / til min dragt, min alleryndlingsdragt / må jeg få dig på i dag?« Det er spacet, undersøgende og nogle gange fablende.
Højdepunkter er der flere af, blandt andet åbningsnummeret, “Sølvflod”, et euforisk takeoff med galopperende trommer, glade guitarriffs, adrenalin og spændingsopbygning. Udover associationer til My Bloody Valentine og det tidlige Mew, får sangskrivningen og leadmelodien mig til at tænke på avantgardekogeren Oskar Krusell fra Kogekunst, som Himmelrum selv har opvarmet for i begyndelsen af sidste år. Det er den der ærlige stemmeføring, som bare fungerer, og sangen er helt enkelt bare lækker at lytte til, svær at sidde stille til.
Nummeret efterfølges af en ligeså fuldendt sang “Kære Blå, sender sonar!”, der begynder med en kemisk autotune-sopran og vokser sig til et overvældende powerhouse af et eksperimenterende poprocknummer, der veksler mellem nøgen guitarlyd og små distortede udbrud. Endelig er der også afslutningsnummeret “Nerve”, der med atmosfæriske synths og den slående linje » ensom / mine bedste dage er når jeg ik’ er ensom« er et stille kald ud i en æterisk tomhed. Det er følelsesladet og drømmeagtigt, som en vuggevise fra en anden galakse.
Vand, død & ensomhed er et album med mange drømmelignende indtryk, og ligesom man kan fare vild i drømme, kan man det også i denne her musik. På sange som “Sølvflod”, “Kære Blå, sender sonar!” og “Blodbøg I” fungerer den enorme strøm af forskellige elementer vildt godt, fordi det hele samler sig og bliver til ét indtryk. Og så er der en sang som “Usynlige ven”, der består af fire-fem dele, som alle er veludførte, men som lyder af fem helt forskellige numre; eller “Blodbøg II” og “Blodbøg III”, hvor teksten drukner i støj og ikke når at bundfælde sig, men hvor man til gengæld mærker desperationen i en grædende trompet og nogle meget insisterende trommer. Musikken lever ved at være både gal og genial, men den er også overvældende, og det kan være svært at følge med, når abstrakte billeder – både i lyd og ord – ikke når at blive foldet ud, før nye overtager. Alligevel synes jeg, at Himmelrum har skabt noget virkelig ambitiøst og spændende med denne her plade. Jeg mangler bare, at eftertænksomheden fra “Nerve” også får lov til at eksistere på nogle af de tidligere, mere hektiske tracks.
Når de er allerbedst, formår Himmelrum at skabe undersøgende og virkelig fængende psykedelisk rock, der leger med grænser og inviterer ind i et andet, meget ægte og alligevel eventyrligt univers. Et stort, ufatteligt rum!
