Timur har i lang tid været et spændende og hedt klingende navn i den danske musikundergrund, hvor han har bidraget med en god række EP’er, hvoraf de to nyeste hver især består af en håndfuld veludvalgte, melankolske raptracks. I de senere år har den talentfulde odenseaner dog gjort det klart, at han vil og kan mere end det. Han vil ud over de helt store scenekanter. Med en fornem og vel berettiget optræden på Tinderbox i 2018 og Ro På efterårstour i 2019 lugtede det langt væk af en solid optakt til et sprængfarligt debutalbum. Det er derfor ingen overraskelse, at Timur med Ro På for alvor forsøger at appellere bredere og mere radiovenligt end tidligere for at slå igennem på den nationale, elektroniske hiphop-pop scene.
Det længe ventede udspil er dog ikke bare radio-pop eller mainstream hiphop. Langt hen ad vejen formår Timur på elegant vis at danne og instrumentalt understøtte et sammenhængende tekstunivers, der udfolder sig i et velproduceret elektronisk lydlandskab. Teksterne er bundet sammen omkring en ydre søgen efter mening og indre ro, uden at albummet på noget tidspunkt nærmer sig en konceptalbummæssig facon. Dermed forbliver de enkelte numre også tilpas lyrisk varierede til at fastholde spændingsniveauet.
Når det er sagt, skal man dog huske på, at det altså ikke er de allertungeste, eksistentielle problematikker, Timur serverer for os. Nej, det er nærmere en let dessert. Sukkersød rådgivning om hverdagsproblemer. Banalt poetiske tekster med små kliché rim og fængende ordklang, hvilket allerede tydeliggøres på det afsindigt stærke åbningsnummer, ”Himlen Falder”, der tilmed krydres med smooth synth og old school scratch i beherskede mængder: »De siger lykken er kort, jeg føler lykken er lang / Jeg tror, de hænger sig i det, måske er løkken for stram / Det er svært at leve drømmen, hvis din drøm er i brand.«
Det efterfølgende nummer, ”Er Det Slut?”, er sammen med den anden singleforløber, ”Blinde”, egentlig en pleasende og ligetil mundfuld blødt, poppet r&b-hiphop. Jeg lyver ikke, når jeg med al respekt siger, det passende kunne være behagelig baggrundsmusik til fødselsdagsmiddagen eller sommereftermiddage på terrassen. Timurs elektroniske sommerbeats aer dig blidt, mens de sansende rapvers nænsomt – og nærmest meditativt – flyder rundt i korttidshukommelsen. Sangene opnår det hitpotentiale, de bestræber, og afføder en speciel, roligt opløftet stemning med en frisk eftersmag af lækker saxofon og skarp produktion – men alligevel med en snært for meget forudsigelighed.
Timur Allisstone er både lyriker, musiker, rapper og producer. Tilmed en ganske god en af slagsen. Det lægger hverken han selv eller pladen skjul på. Men fra at beherske disse kompetencer til at kunne forene dem på et ti numre langt album, er der alligevel et pænt stykke. Det opdager man også undervejs på albummet. Flere af numrene grænser tæt op mod en kategorisering som fortyndede udgaver af singlerne, men bevarer netop nok kant til på deres egen specielle måde at efterlade et indtryk af originalitet. ”Kender Mig Længere” har f.eks. vokalfilter og lidt inspirationsløse scratch at byde på, mens ”Noget I Mig” har kombinationen mellem Junior Browns halvanonyme feature og synth-supplerede klaverloops kørende for sig. Ikke meget, men dog nok til at skabe en eller anden form for musikalsk diversitet inden for en genremæssig ramme.
Der hvor pladen dog desværre lyder lettere ridset, er på dets mere rå udstikkere. Pludselig hjemsøges Timur af fortiden, og det lader sig på melodramatisk vis mærke. Den sprudlende tilstedeværelse af effekter blandet med EP’ernes melankolske rap virker unaturlig og ubekvemt på dette album. Derfor ender ”Vi Går Nu” mest af alt med at lyde som leftover fra en kasseret rap-plade. ”Begge Ben” er et andet tvivlsomt forsøg, der fungerer som dybtfølt filler. Det catchy omkvæd og enormt stærke beat, der udgør fundamentet for de fleste af pladens velfungerende numre, er skrællet fra og efterlader os med et halvtomt glas tomsnak og irriterende autotune.
På pladens stærkeste numre fænger både omkvæd og produktionen uhyggeligt kraftigt, og Timur virker til at turde bevæge sig længere væk fra rødderne og nærme sig varmt, smeltende og let poppet hiphop. De numre gør i sig selv pladen et lyt værd. På den resterende halvdel ender Ro På et sted mellem anonymitet og skræk for udvikling, hvilket kun akkurat holdes interessant af, at der er kælet for produktionens finesser. Derfor når Timur altså også kun lidt over halvvejs ud over de helt store scenekanter i denne omgang.
