Al udenomsværket; holdningerne, konnotationerne, inspirationerne og ikke mindst autenciteten er beundringsværdig, når det kommer til Death Valley Girls, der netop har sendt deres fjerde album Under the Spell of Joy i spin på vinyl og diverse digitale medier. En titel der meget bevidst og direkte peger på det psykedeliske amerikanske hardrockband JOY, og deres album med samme titel Under the Spell of JOY. Ikke så meget på grund af åndsbeslægtethed, som af den enkle årsag at sanger og multiinstrumentalist i Death Valley Girls, Bonnie Bloomgarten, 5 år i streg gik i en JOY band-T-shirt for netop den plade. T-shirten endte med at blive en slags talisman for Bloomgarten og skridtet derfra og til at give deres eget album samme titel, var ikke lang. Og det er i grunden et meget fint billede på bandets tilgang til musikken og måske også livet i det hele taget. Bum, bare gør det, hvis det lugter lidt af noget, der er meant to be! Under the Spell of Joy bygger på noget konceptuelt idémæssig, fremfor på noget strikt musikalsk. F.eks. vidste Bloomgarten og guitaristen Larry Schemel (hvis søster Patty, oprindeligt trommeslager i Courtney Love’s Hole, var med til at danne Death Valley Girls i 2013, men for længst er ude af bandet igen) hvad intentionen med albummet var, længe før de havde skrevet en eneste linje eller taget den første akkord. Intentionen var at besynge glæden. Oprindeligt inspireret af den etiopiske funk, de havde lyttet til i tourbussen, men albummet tog sin egen retning, da indspilningerne først begyndte. Bandet lænede sig op ad deres intuition og deres underbevidsthed og gik med dét.
Resultatet er en slags repetitiv, på grænsen til det monotone, lettere psykedelisk garagerock, med en masse finurlige detaljer. Tag bare introen til det allerførste nummer på albummet: “Hypnagogia” (betegnelsen for tilstanden mellem drøm og vågen tilstand og på den måde genialt tænkt som albumåbner, da hele albummet bevæger sig i og omkring det rum). Lyt til den dervishdansende og let udknaldede saxofon der hvirvler rundt på toppen af det hele, men også de helt lyse keyboardtoner og orglet, alt sammen på en bund af Bloomgartens og Schemells guitarer. »Rise, shine, and repeat« synger Bloomgarten, før bandet syrer ud i et mellemspil over svært dechifrerbare ord, som ifølge hjemmesiden Genius er: »Holy shit, no way, that’s so cool« og til sidst mantraet: »Endless relentless, endless love«. “Hold My Hand” følger med et corny orgelriff og omkvædet: »Life is the strangest ride, oh yeah/ We must find peace in our mind, oh yeah« og derefter titelnummeret; en lang sing-along hymnelignede besværgelse; et naivt, næsten infantilt ridt ud over et simpelt guitarriff, der gentages om og om og om, igen og igen, indtil sangen med ét skifter tempo og karakter, mens titellinjerne, ja faktisk hele albummets mantra, her iklædt børnekor, fortsætter: »Under the spell of joy/ under the spell of love.« Og sådan går det over stok og sten på albummets 11 numre.
Det handler om at tage vare på sig selv og leve I nuet. Leve sine drømme ud. »Stop, stop asking what and stop asking why/ Be, be here right now ’cause we’re all gonna die« synger Bloomgarten f.eks. på et af hovednumrene “Bliss out” med Endnu et corny orgelriff. Vær tilstede, sans og lev, eller som hun selv udtrykker det andetsteds: »I think music becomes a part of you. Like Black Sabbath’s first record is as much a part of me as my own music. I think you can listen to music or a song to get lost in it, or you can listen to music to find something in yourself or the world that either you never had or just went missing. I want people to sing to this record, make it their own, and focus on manifesting their dreams as much as they can! … There is a lot to be really angry about in the world but joy is just as powerful if used correctly!«
Som så meget andet samtidskunst kan Under the Spell of Joy være både vildt irriterende og vildt opløftende, på samme tid næsten. Afhængig af humør og hele sindstilstand kan musikken blive enten påtrængende, larmende og monoton, eller det selvsamme nummer kan, på et andet tidspunkt, bliver voldsomt inspirerende og afføde et begejstret adrenalinsus, der virker svært livsbekræftende. Selv kalder bandet albummet for en “space gospel” og der er også en masse chanten, hymneagtige kor og besværgelser på albummet. Mantraer næsten der gentages om og om igen. Inspirationskilderne er, som Bloomgarten selv nævner, Black Sabbath, dog i modsætning til tidligere albums knap så okkult og dystert, men også Iggy Pop og Velvet Underground spøger i rillerne. Med hensyn til det med autenciteten kan man, hvis man er mere nysgerrig, læse et indlæg af Bloomgarten her. Det beskæftiger sig med flere af tidens varme emner.
Måske kræver et band, der siger at tequila, Redbull og det at lytte til Iggy Pop, er med til at sætte dem op til en koncert, at blive hørt netop live?! Det kan man så kun håbe på, der engang bliver lejlighed til.
