Blitzkrig
Trioen med rødder i Thy lægger stærkt og effektfuldt fra land: “Vi har savnet at spille live som selve modermælken,” lyder det fra scenen inden guitarist Peter Hyllested lægger an med et fængende guitarhook, der sammen med Simon Eliassons dybe og intense vokal inkarnerer bandets lyd. Vi får det i den reneste form på åbningsnummeret, for i de resterende numre griber forsangeren også en guitar, ligesom trommerne tildeles en stadigt større rolle.
På festivalen, hvor man ikke må stå op, og slet ikke danse, opfordrer Blitzkrig sit publikum til at danse inde i hovederne. De små finurligheder mellem numrene er fine smagsprøver på sangenes ligefremme lyrik, der fremføres med stor patos og indlevelse fra Eliasson. Hans vokal er først og fremmest en force i kraft af sin tilstedeværelse, men det føles næsten som en lettelse, når den får en pause. Det illustreres fint på koncertens højdepunkt, som kommer i kraft af en instrumental outro til “Varm Kind”.
Blitzkrigs stærkeste kort er imidlertid de Smiths-klingende guitarfigurer fra Hyllesteds hånd, som udgør et fremragende fundament for sangskrivning. Hvis vokalen dertil kan doseres en smule finere, vil jeg glæde mig til at se Blitzkrig på en større scene i fremtiden.
Himmelrum
På en halvtom skatescene belønner Himmelrum de fremmødte med smuk instrumental postrock i form af ”Fårehyrde”. Nummeret er helt og holdent trommeslager Eigil Steens show: Fra en forventningsfuld indledning på bækken over glimrende variationer sættes bandets tempo, mens trompeten får lov at fylde øverst i lydbilledet. Da den triste trompetsolo runder åbningsnummeret af, er jeg ganske imponeret, og det fortsætter på de næste to numre, hvor trompetist Carlo Becker både når omkring sang og guitar. Kombineret med en tung synth trækker guitarerne os i retning af stonerrock på et af bandets nye numre, og det er bestemt en lyd, som klæder dem.
Jeg har på forhånd set frem til at høre den seneste single ”Kære Blå, sender sonar!”, som peger i en mere tilgængelig retning end Himmelrums øvrige materiale. Der sker således også ting på scenen, da tre sangerinder gør deres entré, men desværre kommer nummeret kun til at fungere i korte glimt. Kontrasten mellem de lyse vokaler og guitarstøj ligner på papiret en god idé, men i praksis lyder det fragmenteret.
Det viser sig dog at være aftenens eneste fejlskud, da Himmelrum runder af med ”Usynlige ven”. Trompeten leder vejen i en storslået postrock-hymne, som slutter i et herligt instrumentalt kaos. Jeg går derfra med følelsen af at have gjort et fund.
Greta
Det er blevet tid til aftenens hovednavn, som indtager Gårdscenen med sit backingband på tre personer. Åbningsnummeret formår at sætte stemningen for koncerten med en bund af tunge synths og en svævende vokal. Men atmosfære gør det ikke alene, og Greta famler lidt efter melodisk fodfæste på sit første nummer. Det finder hun med eftertryk på radiosinglen ”Hydrogen”, hvor hun virkelig tager scenen med sin imponerende vokal.
På festivalens scener må der stadig danses, og det udnyttes til fulde – kun afbrudt af veltimede tryk på pulten. Greta har med rette fået opmærksomhed siden hun debuterede som soloartist på Spot sidste år. Hun spiller vellydende synthpop med klare referencer til Cocteau Twins, som også denne lørdag aften er svær at sætte en finger på. Musikken lever især i mødet mellem de mørke underlæg og den lyse, sarte vokal, der bryder de tunge skyer som en solstråle.
Det får vi en håndfuld demonstrationer af undervejs, men det er også en formel, der når at virke lidt slidt på bare en halv time. Derfor er det kærkomment, da Greta ryster posen i sidste nummer, idet hun sætter sig ned på scenekanten og med sin tindrende smukke stemme synger Uhørt 2020 i seng.
Fotos af Mathias Kristensen
