I 2019 udgav den amerikanske singer/songerwriter Angel Olsen sit kritikeroste, fjerde album All Mirrors; en plade født af et smerteligt kærlighedsbrud og tilsat dertilhørende bitre, nerveflossede og ofte ikke specielt pæne tekster om det, der var, og det, der er nu. Med et tolv mand stort strygerensemble i ryggen og følelserne uden på tøjet sang hun sig lige ind i hjertet på sine lyttere med sin kraftfulde stemme.
Og her sidder vi så med Whole New Mess. 11 sange, ni af dem genfortolkninger af sange fundet på All Mirrors. Læser man presseteksten, der følger med udgivelsen, på hendes hjemmeside, lærer man, at Olsen her tager os med til et følelsesmæssigt ståsted før All Mirrors. Så hvis der var skorpe på såret på All Mirrors, sidder vi nu med det blødende sår på Whole New Mess. Egentlig et interessant fænomen; ikke alene at dykke ned i de samme følelser væbnet med færre musikalske våben (her er ingen strygere, kun Olsen og en guitar), men også at tage sig selv endnu længere tilbage, til da det hele måske var så råt, at man først egentlig kan tale om det nu.
Et interessant fænomen. En fascinerende ide. Men det er lidt svært at regne ud, hvad jeg skal med den her plade. Teksterne er de samme. Som i nærmest identiske. Sangene hedder nogenlunde det samme, er arrangeret nogenlunde, som på den foregående plade, og de to nye sange, som dog befinder sig på pladen, gør mig ikke ret meget klogere på, hvori det interessante består. Arrangementet på den ene af dem, ”Waving, Smiling” er endda mere eller mindre identisk med ”Change (Forever Love)”. Den skulle man måske lidt have fanget i post, eller hvad?
Vi træder lige et skridt tilbage.
Lytter man til Whole New Mess uden at involvere All Mirrors er det en stærk plade med nogle virkelig hårrejsende øjeblikke af smertelig hudløshed. Når Olsen nærmest skrigende hvæser »Hiding out inside my head/ it’s me again/ it’s no surprise/ I’m on my own now« på ”Lark Song”, så vrider det lille hjerte sig i solidaritet. »Took a while but I made it through« hvisker hun på ”(Summer Song)” mens en skrabet guitar knap nok eksisterer i baggrunden. På ”Tonight (Without You)” ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde, når Olsen hvisker »I like the life that I live/ without you«. Det gør ondt, det ved vi.
Problemet er bare, at All Mirrors jo så eksisterer. Og der er ikke nok nyt guf at komme efter på de her ni genindspilninger og heller ikke på de to nye sange. ”Tonight” (All Mirrors) og ”Tonight (Without You)” lyder praktisk talt ens; ens i udtrykket, ens i følelsen. Hvis der nu havde været en hørbar forskel i vokalen eller et radikalt anderledes musikalsk udtryk, så havde det muligvis givet mere mening. ”Lark Song” føles ikke som at høre Olsen på et fuldstændig andet sted i livet, end hun var på ”Lark” (All Mirrors); det føles som at høre en akustisk version af en og samme sang. Det er der intet galt med – intet! – men hvorfor pakke det ind i en historie, som så ikke skinner igennem på pladen?
Og så lander man et sted i midten. Et sted, hvor man nok enten er til den ene eller den anden version af sangene. Men jeg tror ikke, at det var det, der var meningen med pladen. Jeg tror helt oprigtigt, at det er meningen, at All Mirrors og Whole New Mess skulle eksistere side om side og både komplimentere og kontrastere hinanden. Jeg køber den ikke.
5 U’er for Whole New Mess, hvis All Mirrors ikke havde eksisteret. 2 U’er fordi All Mirrors eksisterer.
