På sin vis er det næsten ikke til at begribe, at det er fire år siden vi sidst hørte fra Killer Mike og El-P, der tilsammen udgør Run The Jewels. Dengang lurede Trumps skygge ildevarslende over Run the Jewels 3, men han var endnu ikke tiltrådt som amerikansk præsident – og pladen var på sin vis mere håbefuld og mindre indebrændt end de to forudgående.
Nu er duoen tilbage med deres længeventede opfølger, der lander midt i national krisetilstand i USA. Mange af de fremskridt der blev gjort under Obamas præsidentperiode er blevet rullet tilbage, og nærmest dagligt tikker den ene deprimerende nyhed ind efter den anden om politibrutalitet, voldelige optøjer, racisme og systemisk diskrimination. I den kontekst kan RTJ4 i sandhed siges ikke blot at være et album af sin tid, men et album til sin tid.
I vid udstrækning er albummet renset for klassiske hiphop-bangers, der i stedet er skiftet ud med regulære revolutionære slagsange. Det bedste eksempel er den catchy og bombastiske anti-kolonialistiske ”Ju$t”, hvor Pharrell Williams er inviteret ind for at give en historisk lektion i diskrimination og undertrykkelse og hvor Zach de la Rocha fra Rage Against the Machine leverer et molotov-brag af indignation.
»Look at all these slave masters posing on ya dollar!« lyder sangens omkvæd, der fremhæver, at selvom slaveriet blev afskaffet I 1865, så er USA aldrig holdt op med at hylde de magtfulde hvide mænd, der selv ejede slaver – de optræder nemlig stadig på de dollarsedler, der engang blev brugt til at handle mennesker med. Systemet er råddent helt ind i sin kerne, fordi det er bygget på et dybt racistisk fundament, som der aldrig er blevet taget et komplet opgør med.
Hvis man skruer tiden tilbage til den første Run The Jewels-plade fra 2014, så virker teksterne fra dengang sært profetiske i forhold til de dramatiske sammenstød mellem Black Lives Matter-demonstranter og politibetjente, der eksploderede i intensitet lige op til udgivelsen af RTJ4.
»Cops in the ghetto, they move like the Gestapo / Drunk off their power and greed, they often hostile / My little homie talked shit back and they beat him bad,« rappede duoen eksempelvis på nummeret “DDNH” (»Do Dope, No Hope«) fra debuten, der også malede skræmmende billeder af den techdystopiske politistat i staten:
»It’s drones over Brooklyn, you blink, you could get took-en.«
På RTJ4 er dronerne vendt tilbage, men denne gang holder El-P og Killer Mike sig ikke til blot at beskrive politiets brutalitet. Her kommer de i stedet med opfordringen til at kæmpe imod og stå fast – i øvrigt med en herlig indforstået reference til luftskibet Hindenburg, Nazitysklands stolthed, der på dramatisk vis brændte i 1937 og på få minutter ophørte med at eksistere:
»Ayo, one for mayhem, two for mischief / Now aim for the drones in your zoning district /Hindenburg ’em, get ’em, burn ’em / Can’t give the ghost up, no resistance,« rapper duoen på den energiske “Holy Calamafuck”, der er blandt højdepunkterne på pladen.
Der er særligt ét nummer på pladen, som man ikke kan komme undgå at forholde sig til, nemlig ”Walking in the Snow”. Angiveligt er teksten til nummeret skrevet i efteråret sidste år, hvilket næsten virker utroligt, når Killer Mike i et ukarakteristisk dæmpet og indtrægende stemmeleje rapper, så de små hår på nakken rejser sig:
»You so numb you watch the cops choke out a man like me/Until my voice goes from a shriek to whisper—‘I can’t breathe’/And you sit there in the house on couch and watch it on TV.«
Teksten er ifølge Killer Mike og El-P skrevet til minde om Eric Garner, der ligesom George Floyd blev filmet, mens betjente holdt ham nede under en anholdelse og fortsatte med at lægge pres på hans luftveje, mens han beklagede sig over ikke at kunne få vejret. Det skete i 2014 – samme år som Run The Jewels første gang trådte ind på rapscenen og tog den med storm.
Duoens relevans er ikke blevet mindre med årene – snarere tværtimod. De er stadig ordsmede par excellence, og RTJ4 er virkelig et album, der fortjener, at man går teksten igennem med en lup for at fange de mange intelligente rim og indforståede jokes, der flyver gennem luften mellem det umage makkerpar. Produktionen er også i topklasse og viser en større bredde end på de tidligere plader. Et godt eksempel er lukkenummeret ”A Few Words for the Firing Squad (Radiation)”, hvor rappernes vers over adskillige minutter stiger i intensitet, mens de ledsages af en udknaldet jazzsaxofon, der får mere og mere frit spil.
Iblandt de mange sange, der behandler dybt alvorlige og hyperaktuelle politiske emner, så er der stadig plads til enkelte numre med mere klassisk hiphop-bravado og lir. Her er ”Oh la la” er det bedste – og dummeste – eksempel derpå. Sangen er fængende nok, men virker underligt frakoblet fra virkeligheden med sine referencer til Ol’ Dirty Bastard, Batman & Jokeren og platte sexjokes bygget op omkring rå madvarer. Det er stadig leveret med et legesygt flow og en ørehængende melodi af DJ Premier, der dog bliver lidt enerverende i længden med sit »oooh la la, oui oui«.
RTJ4 indskriver sig som endnu et stærkt kapitel i Run The Jewels dossier – det er ganske enkelt samtidskunst af høj kaliber, hvor håndværk, følelser og budskab går op i en højere enhed. Normalt kan jeg imidlertid godt blive nervøs for langtidsholdbarheden af et album, der virker så forankret i tidsaktuelle begivenheder, som RTJ4 lige nu fremstår, men lige med dette album er det bedrøvelige i virkeligheden, at historien har vist os, at der er høj sandsynlighed for, at albummet stadig vil være relevant mange år fremover.
