Alice var hurtige til at følge op på den glædelige nyhed om livemusikkens genkomst med et spændende program til deres Summer Series, hvis første koncerter løb af stablen denne fredag. Danskerne er blevet varslet om, at intet er som før nedlukningen, og det holdt også stik for koncertoplevelsen. I den hyggelige gård foran spillestedet på Nørrebro blev de 100 publikummer anvist til spredte siddepladser, som kun måtte forlades ved bar- og toiletbesøg. De lidt uvante rammer kunne dog ikke forhindre en svag sitren af forventningens glæde, da klokken nærmede sig 17, og skyerne hang let truende over Nørrebro.
Sofie Birch lagde ud med ydmyg taknemmelighed over at være tilbage på scenen og fortalte, at hun ville spille hele EP’en Hidden Terraces, som udkom på dagen. Da musikken begyndte, skulle man spidse ører for at skelne den fra byens lyde af kirkeklokker og legende børn. Det var på én gang forstyrrende og berigende. Forstyrrende særligt fordi pauser er et grundelement i Birchs musik. Berigende fordi vi har at gøre med en sand lydkunstner, som lader fuglekvidder og motorstøj indgå i sine numre. Pauserne blev afløst af lyse synthflader, og man kunne næsten høre et lettelsens suk fra publikum da nummeret nåede en form for klimaks samtidig med at solen brød frem.
Sofie Birch sad bag et bord med synths og samplere, hvormed hun vævede de mange lydtråde sammen til et smukt tæppe. Ofte var der to sider, der spillede op mod hinanden, følte hinanden på tænderne og gav plads. Det kræver et ganske opmærksomt publikum for at lykkes, men det var heldigvis et perfekt match på de koncerthungrende fremmødte i gården. Mod slutningen af nummeret ”Vidsyn” blev kompleksiteten i lydbilledet øget. Frem for de to vekslende bølger af lyd var der nu et enkelt spor, som langsomt steg i intensitet, så man nåede helt op at svæve over byens tage.
Da Sofie Birch forlod scenen efter 40 minutter til sin første applaus, var det et udtryk for, at hele den nye plade var blevet fremført i sammenhæng. På mange måder føltes Birchs kontrollerede ambient passende til kulissen med forsigtig åbning af koncerter, hvor den enkelte kunne lukke øjnene og lade sig henføre. Men der manglede den afgørende nerve, som er noget af det, vi især har savnet i fraværet af livemusik de seneste måneder.
Josefine Opsahl
Efter en pause gik Josefine Opsahl på scenen kl. 19 med meddelelsen om, at hun ville spille numre fra sit kommende album. Opsahl slog et dramatisk underlæg an på sin cello, og helt fra begyndelsen var det betagende at betragte buen og fingrenes dans hen over strengene. Åbningsnummeret er højstemt melankoli, som ved sit højdepunkt fylder gården med musik på en måde, som ikke blev oplevet til dagens første koncert.
I de næste par numre udvidede Opsahl paletten af følelser fra temperamentsfuldt, hurtigt fingerspil til faretruende stemning via lange strøg med buen. Senere nåede vi også forbi decideret opløftende toner, og som tilhører sad man efterhånden og forestillede sig de scener, der ville passe til den filmiske musik. Resten af den timelange koncert føltes desværre som gentagelser, og det hjalp ikke på intensiteten, når Opsahl undervejs skulle justere på sine pedaler. En fin variation undervejs, hvor Opsahl rejste sig og spillede fingerspil, ændrede ikke på det samlede indtryk. Det var nemmere at lade sig imponere end begejstre af Josefine Opsahl denne aften.
Fotos af Mathias Kristensen
