»Nothing compares to the sound of the…violence« crooner sanger, guitarist, pianist og primus motor i og for Other Lives, Jesse Tabish, på et åbningsnummer, der som et brusende, cinematisk hav skylder ind over dine øregange. Stemningsfulde, storslåede strygere bryder melodiens slæbende tempo og hiver lydbilledet i skiftende retninger – først ørken og sand og Western-dueller, dernæst romantisk dans under måneskinnet, så tilbage. Og så guitaren. Som hevet ud af Ennio Morricones enestående lydunivers, blandet med ”down and dirty” Americana og Quentin Tarrantino. Den træder kun frem et kort øjeblik, måske ti sekunder, men det er nok; strengene vibrerer i brystet lang tid efter.
På fjerde album i fuld længde, For Their Love, er bandet efter eget udsagn gået efter en mindre poleret og mere umiddelbar lyd. Tabish selv har produceret pladen; Jonathon Mooney, violinist, trompetist og alt muligt andet har siddet bag knapperne. Pladen er med andre ord ikke alene startet hos Other Lives (der også tæller Josh Onstott på blandt andet bas og tusinde andre ting), den er også gjort færdig der. Sådan noget nærmest incestuøs pladeproducering kan hurtigt gå helt galt. Man kan nemt kløjs i egen lyd og høre sig blind på repeterende elementer eller bare miste overblikket, fare vild og ende med en plade fuld af løse ender. Heldigvis ikke her, åh heldigvis ikke.
Det modsatte af poleret må nødvendigvis være upoleret, men det kan man på ingen måde kalde For Their Love. Men en umiddelbar lyd er der noget om. Vi har her fat i en plade, hvor det næsten er synd at hive for mange enkeltstående numre frem – ikke fordi de ikke kan tåle det (bare kom an), men fordi det er synd for de andre børn, jeg mener, de andre numre. Vi gør det alligevel, selvfølgelig, men lyt til pladen i sin helhed. Helhed, så enkeltdelene – der er nok elementer at tage af. Var man gået total rogue, havde man smedet alle ti numre sammen til et langt, prægtigt soundtrack af orkestral storhed og en indie-sjæl i mol.
Semi-titlenummeret ”All Eyes – For Their Love” er et godt sted både at starte og slutte; elegante strygere, nærmest elektrisk percussion, tunge klaverakkorder. Så nærmest over i Beatles (barokpop-perioden med ”In My Life”) og så en, to, tre, fed funky jazz groove med godt skruet op for en overlegen bas. Kim Tabish gør det strålende som stemningsskabende baggrundsvokal, både her og overalt på pladen; hendes æteriske stemme omsvøber enhver melodi og giver alting en klang af noget næsten overnaturligt. Midt på pladen forekommer det her nummer underlig stort og klodset med sine seks minutter, men i stedet for at dele pladen i to uhensigtsmæssige dele binder den alle elementer på hver side sammen.
Der er så meget at komme efter på den her plade. Så mange elementer, så mange instrumenter, så meget talent. Efter åbneren ”Sound of Violence” kommer ”Lost Day”, der lægger ud med at smage af New Yorker-cool og Interpol; efter de første par linier springer nummeret ud i fuld flor med et satans catchy groove og store, fede strøg på violinerne. ”Cops” kommer snigende med sin mørke guitarklang, der kryber langs rygraden og giver nummeret den her vidunderlige ”sense of urgency” – der er noget, vi skal nå, og vi skal skynde os. Bedst som man tror, at Americana-lyden er blevet fuldstændig droppet kommer ”Dead Language” med sin simple guitar og Tabish’ fængslende stemme. Her lugter det hele lidt mere af skov og træhytte, og nummeret er et fint afbræk fra den store lyd. Og alligevel ikke; nu en harmonika. Så Kim Tabish. Så et bølgende klaver. Intet nummer er kun en ting, og man bliver konstant overrasket og vend og drejet og udsat for nye instrumentale angreb. Nu er det pludselig ”Nites Out” og tilbage til beskidte gader og grå asfalt og lyden af sorte og hvide skyskrabere på et poloraid-billede. Nej, det er ikke upoleret; det et vanvittigt godt produceret, men ikke overproduceret trods seriøs brug af lag på lag på lag af instrumenter og lydeffekter. Tabish (både frontmand og hustu/baggrundsvokal), Mooney og Onstott er vanvittig dygtige musikere med en virkelig hørbar forståelse for samspil. Et fasttømret, alsidigt, talentfuldt band. En trompet her; en kastagnet der. Fællessang og upbeat tempo her (”Hey Hey I”); hypnotiske violiner og knuste hjerter der (”Who’s Gonna Love Us Now”). Og så tilbage til ”All Eyes – For Their Love” – et progressivt eksperiment af noget nær episke propotioner. Og så endda et vellykket et af slagsen.
