De fortjener i grunden al den succes, de indtil videre har opnået, Mythic Sunship. Efterhånden er er den københavnsk-baserede El Paraiso-kvintet ikke længere en velbevaret hemmelighed herhjemme, men i stedet har bandet udviklet sig til bannerførere for seneste inkarnation af den danske psykedeliske rockscene, som selvfølgelig også fortsat tæller labelfrænderne i Causa Sui og Papir. Dette kommer ikke mindst oven på en række anmelderroste udgivelser samt mindst lige så positivt omtalte optrædener, og den større bevågenhed har da også medført, at der i løbet af de seneste år er sendt bud fra nogle af kontinentets fedeste festivaler som eksempelvis Le Guess Who og Roadburn.
Og hvilken bedre måde at anerkende solskibets meritter end at lade dem kuratere en todagesafslutning på Vinterjazz 2020 på Alice CPH med udgangspunkt i deres egne musikalske inspirationskilder og præferencer? Det var derfor et broget program, der satte punktum for februar måned, hvor vi både blev præsenteret for jazz, rock, ambient electronica og drejelire – masser af drejelire!
France, 28.02.2020
Foto: Jonas K. Kirkegaard
Jeg var ikke selv til stede på Festival of Endless Gratitude i 2018 – hvor Mythic Sunship forresten ligeledes optrådte – til det, der efter sigende skulle have været en sand kultperformance med den franske (og langt fra opfindsomt navngivne) dronetrio France. Men så vidt jeg har kunnet forstå på dem, der havde mulighed for at opleve franskmændenes både første og anden danske visit, var vi ikke langt fra på Alice fredag aften.
Konceptet er i og for sig simpelt nok; bas, trommer, drejelire og en, lang komposition mod uendeligheden. Alle tanker og forestillinger om begreber som hypnotiserende, meditativ og tranceskabende blev blæst op i allerhøjeste potens over trioens fuldstændigt udmattende og hjernesmeltende monotoni, mens drejeliremaestro Yann Gourdon og bassist indtog gulvet med ryggen til publikum i det røgfyldte, småt belyste lokale.
Jeg vil vel anslå, at vi nåede op på i hvert fald den gode side af halvanden time – ikke overraskende når man medregner, at Gourdon selv har taget del i en 12-timersdronesession på Le Guess Who – hvor publikumsantallet bølgede op og ned, i takt med at nogle folk (mig selv inklusiv) simpelthen bare lige blev nødt til at få noget luft undervejs. Så meget vildere fremstod derfor ikke mindst trioens såvel som meste dedikerede tilhøreres udholdenhed i løbet af fredagens afsluttende seance.
Narcosatanicos, 29.02.2020
Så var der omvendt helt anderledes direkte schwung over aarhusianske Narcosatanicos, der efterhånden ikke har gæstet hovedstaden siden oktober 2018. Der er angiveligt ikke nyt materiale på trapperne fra det smadrede, syvhovedede monstrum, men alligevel var det dog med relativt stort fokus på indtil videre uudgivne kompositioner, at bandet uanfægtet blæste sig vej gennem et hæderligt sæt.
Og jo, vi fik da også serveret mere velkendte numre såsom “Nausea” fra den selvbetitlede debut samt “Vile”, “Void Kink” og “Vulvic Church” fra efterfølgeren Body Cults, men det var imidlertid alt det omkringliggende, som var mere værd at bemærke sig. For det står først og fremmest klart, præcis hvor meget Narcosatanicos nyder godt af Kristian Vissings supplement på trommerne. Det er en helt ny dynamik, der præger bandet, hvor Vissing og trommekollega Johannes Krøyers samspil pludselig emmer lige så meget af buldrende doom som af eksperimenterende prog og udfordrende jazz, der tilsammen flyder over i aarhusianernes seneste udskejelser.
Som enhed på tværs af instrumenter lader bandet også til at operere langt mere homogent; der er en meget klarere forståelse for hvor lange soloer og mellemstykker skal være, hvordan numrene bygges op, og hvordan der sættes punktum for dem end tidligere i gruppens karriere. Et enkelt nævneværdigt minus ved koncerten var dog de sporadiske udfald fra Zeki Jindyl på saxofon – som ellers er så centralt et element i Narcosatanicos’ lydunivers – hvor lyden simpelthen manglede flere gange undervejs.
Det bliver spændende at se, hvor Narcosatanicos har tænkt sig at navigere deres genrekrysende stil hen i fremtiden, men bedømt ud fra især lørdagens fire nye numre er det heldigvis stadig med fokus på det rå og kompromisløse – og det er nu engang sådan, Narcosatanicos fungerer bedst.
Mythic Sunship + Friends, 29.02.2020
Det var tydeligt at spore en oprigtig benovelse over publikums modtagelse – ikke bare af Mythic Sunship selv, men af hele todagesarrangementet – da guitarist Emil Thorenfeldt fik æren af at præsentere weekendens sidste indslag; et særligt sammensat sæt med udgangspunkt i bandets eget bagkatalog samt gæsteoptrædener fra nogle af de kunstnere, der havde betrådt scenen i løbet af det forgangne døgns tid.
De lagde ud på egen, selvsikre, kosmisk progrockende hånd og konsoliderede allerede fra første færd deres eminente evne til at dyrke både den tålmodige opbygning og buldrende klimaks – alt sammen omsluttet af repetitionens kunst. Men fundamentet lagt oven på tre skæringer fra egen diskografi, var vi derfor forberedte på at bevæge os ud på endnu mere eksperimenterende og jammende vidder, sideløbende med at kvintetten bød førnævnte Yann Gourdon fra France, klarinettist/saxofonist Muriel Grossmann samt trommeslager Toke Tietze Mortensen fra ligeledes gæstende KPTTM velkommen.
Ikke overraskende lod det indledningsvist til, at den nyligt konstruerede konstellation lige skulle finde fodfæste i samspillet, der følte sig lettere skramlende frem i løbet af de første par minutter. Men da først den i forvejen superkompetente besætning fandt sammen om de grooves, som især Mythic Sunship-bassist Rasmus Cleve Christensen var ophavsmand til, lykkedes det at fremtrylle tre yderligere kompositioner, der hver især toppede på et fuldstændigt mageløst niveau, og som sagtens kunne have fortjent at være blevet strukket endnu længere ud, end det blev tilfældet.
Det var alt i alt en succesfuldt og fortjent hyldest både af og fra Mythic Sunships eget virke, som ikke mindst fungerede som en cementering af, netop hvor vellidte og anerkendte bandet pt. er i det danske musiklandskab. Og succeser skal der i hvert fald nok komme endnu flere af.
Fotos af Jonas K. Kirkegaard og Daniel Nielsen.
