Det ville være synd at kalde den norske duo Highasakite for dovne. Det er nemlig ikke mere end et års tid siden, de udsendte deres fjerde studiealbum Uranium Heart, men ikke desto mindre er de nu klar med endnu mere ny musik. Faktisk udkom første del af det seneste album The Bare Romantic allerede i oktober sidste år, hvor de valgte at udsende første halvdel. Nu er hele albummet endeligt ude – og det har absolut været ventetiden værd!
Ingrid Helene Håvik har en inderlig vokal igennem hele pladen – og der er ingen tvivl om det norske ophav, når man lytter til Håviks dialekt, men det er på mange måder enormt charmerende og behageligt at lytte til. I mødet med Trond Bersu, formår de to nordmænd at danne rammerne om et meget fint, inderligt og enkelt lydunivers.
The Bare Romantic ligger ud med nummeret “Can I Be Forgiven”, som også er en af de singler, som bandet udsendte allerede i efteråret sammen med “Under the Sun”. Begge er numre med en velkendt inderlighed fra særligt Håviks vokal, men alligevel to vidt forskellige numre, som også viser den bredde, som Highasakite rummer. Hvor der er skruet godt op for tempoet i “Can I Be Forgiven”, er “Under the Sun” væsentligt mere nedtonet, langsomt og eftertænksomt – og den vekselvirkning formår duoen at balancere ganske glimrende igennem hele albummet.
“Can I Be Forgiven” har faktisk ikke nogen egentlig intro, men egentlig bare går direkte i gang med Håvviks vokal, som næsten lyder helt monoton til en start og kun bliver suppleret af en let guitar. Det er en lidt intens start, men i løbet af nummeret bløder stemningen heldigvis lidt op, og vi får lov at lytte til den fine vokal, som Håvik netop har. Midt i nummeret bliver der dog skruet op for instrumenterne og tempoet i nummeret, hvilket egentlig fungerer ganske fint og som et godt supplement til vokalen. I næste nummer “Through Tunnels and Towns” bliver der igen skruet ned for tempoet og op for inderligheden og det simple guitarspil, som næsten leder tankerne mod country – og der bliver skruet ned for den mere elektroniske lyd, som ellers også dominerer på flere af numrene på The Bare Romantic.
Det viser også ganske fint den variation, som The Bare Romantic rummer, men det kan også gøre det en smule svært som lytter at finde ud af, hvad man egentlig skal føle og tænke. Mange af numrene bygger langsomt op for så at have et meget intenst omkvæd med højt tempo og et let kaotisk lydunivers. Det er også tilfældet på “Just a Small Quake”, hvor syntesizeren virkelig får en prominent rolle, og det gør, at der pludselig er rigtig mange lyde at forholde sig til.
Ligesom på første nummer på The Bare Romantic, går “Too Much to Handle” også i gang uden en egentlig intro. Det gør det lidt forvirrende at adskille numrene fra hinanden, fordi man faktisk har brug for en pause i mellem de enkelte numre på hele albummet.
The Bare Romantic er delt op i en del et og to, og der er på mange måder en lidt mere poppet og op-tempo lyd på del to. Det er samme høje kvalitet hele vejen igennem, men hvor del rummet eftertænksomhed og bliver lidt indadvendt, åbner del to op for et lydunivers med lidt flere lyde, instrumenter og fokus på, hvad Håviks vokal faktisk også kan.
Det første nummer på del to er “The Bare Romantic” som får lov at starte melodisk og elektronisk ud, hvilket bygger godt op til Håviks noget mere insisterende vokal og ikke mindst trommer, som også får lov at dominere lidt mere på del to. Det klæder duoens lyd, når de inviterer lidt flere instrumenter og lyde ind i deres lydunivers, og desuden giver nummeret også Håvik mulighed for at lege lidt med vokalen, så den ikke bare er enten skrøbelig eller intens, men også giver den mulighed for at blive mere legende og let.
På “All For Love” og “Never Been Loved” kommer der en enormt fin kraft på Håviks eller meget fine vokal, og numrene bliver meget storladent og næsten helt fandenivoldsk ligesom på særligt omkvædet i “Can I Be Forgiven”. Det passer på mange måder fint til afslutningen på The Bare Romantic – og titlerne går jo meget fint i tråd med albummets titel.
Det giver en fin vekselvirkning, når vi både får lov at lytte til det indadvendte og det storladne lydunivers, som Highasakite faktisk rummer med det todelte album. Generelt er det et meget velproduceret album fra den norske duo – og de kan slippe afsted med, at de otte sange stritter i lidt forskellige retninger, fordi de har delt albummet op i to dele, men også fordi de bare er så jævnt hen charmerende at lytte til med deres norske dialekt og umiddelbarhed som gør, at det er svært ikke at danse lidt med til størstedelen af The Bare Romantic.
