30, D’Angelo & The Vanguard – Black Messiah (2014)
D’Angelo er en svær og enigmatisk størrelse at blive klog på, men et godt eksempel på, at de, hvis lys brænder klarest, ofte også brænder kortest. I sin karriere har han kombineret tilsyneladende uendeligt lange afbræk fra musikbranchen med korte perioder af genialitet, der har vist sig at være definerende for popkulturen i årevis derefter. Før årtusindeskiftet var han uforvarende frontfigur for en renæssance for soulmusikken med de to formidable plader Brown Sugar (1995) og Voodoo (2000), men efterfølgende førte et stofmisbrug og en række personlige dæmoner til en 14 år lang pladepause.
Selvom Black Messiah ikke rummer hits af samme kaliber som ”Brown Sugar” og ”Untitled (How Does It Feel)”, så kommer numre som ”Sugah Daddy” og ”Really Love” tæt på – samtidig med at Black Messiah generelt er et enormt sammenhængende og givende album. Derudover er det svært at overvurdere betydningen af Black Messiah, der i 2014 kan siges at have været forud for sin tid og indvarslet en ny periode i afroamerikansk musikhistorie: En slags tilbagevenden til rødderne hvor jazz, funk og rhythm and blues igen blev taget ind i populærkulturen og kædet direkte sammen med tidens sorte borgerrettighedskamp. For Black Messiah var ikke blot et overlegent studie i mesterligt kontrolleret rytmisk kaos og forløsning, men også et kampråb, som efterfølgende fik tilslutning af kunstnere som Kendrick Lamar, Blood Orange, Solange og et hav af andre de efterfølgende år.
(SF)
29, The Avalanches – Wildflower (2016)
Myten siger, at vejen til den endelige udgivelse af The Avalanches’ Wildflower var ekstremt snørklet, og at flere medlemmer forlod bandet undervejs. Men selvom pladen var 16 år undervejs, rummede den en så intens sommerstemning, eufori og livsglæde, at dette vidunderværk var hele ventetiden værd. Det endelige resultat blev et eklektisk mix af hiphop, disco, house, klassisk, lounge musik og psykedelisk pop, som elegant blev udfaldet af endeløse rækker af samples, gæstemusikere og timer i studiet. En plade, der kunne elskes af både hiphop-, pop- og rockfans, og som virkede som skabt til både pladespilleren derhjemme, cocktailbaren og en nattefest på Roskilde Festival.
Det var en plade, der virkede lige så frisk i sin lyd, som da selvsamme gruppe satte en ny standard for sampling som kunstform med et af 2000’ernes bedste album Since I Left You. Opfølgeren, Wildflower, blev ligeledes en af 2010’ernes bedste.
(PMJ)
28, Bon Iver – Bon Iver (2011)
Ved udgivelsen af Bon Ivers andet album var Justin Vernon kendt som manden, der havde optaget den succesfulde debut, For Emma, Forever Ago, i en hytte i skoven tilbage i 2007. På den selvbetitlede opfølger bevægede Vernon sig fra guitarbaseret indiefolk til et langt mere varieret og eksperimenterende udtryk. Komplekse arrangementer af strygere, blæsere og slagtøj bindes sammen af Vernons karakteristiske stemme. De 10 numre lykkes på én gang med at formidle hver sin særlige stemning og samtidig flyde sammen med hinanden. Med Bon Iver trådte Vernon for alvor i karakter som en markant figur på 2010’ernes indiescene, og når man lytter til albummet i dag, føles det stadig helt igennem originalt.
(UH)
27, Sufjan Stevens – The Age of Adz (2010)
På The Age of Adz spacer Sufjan Stevens rimelig meget ud. Titelnummeret i sig selv er som en bid fra en endnu ikke opsat indierummusical. »Sorry for the melodrama, I have a habit of confusing heartache with the apocalypse,« som Stevens sagde, da han gæstede København i kølvandet på albummets udgivelse. Men eksperimenterne i Stevens’ egen space oddity lykkes på uforklarlig vis. Messingblæsere, blipblop og kvindekor smelter sammen med Sufjans hjertesorg, Rufus Wainwright’sk dramatik og David Byrne’sk futurisme. Samtidig lader The Age of Adz også Sufjan Stevens’ følsomme ballader få frit spil, som den minimalistiske åbner på et ellers ”maksimalistisk” album; ”Futile Devices”. En øm og rørende sang om de vigtige ord, der kan føles helt umulige og måske ubrugelige: »And I would say I love you / But saying it out loud is hard / So I won’t say it at all / And I won’t stay very long.« Et enkelt, men smukt, smukt nummer, som syv år senere spillede en meget betydningsfuld rolle i filmmesterværket Call Me by Your Name. Netop den store kærlighed, der kan være så svær at udtrykke, kropsliggjort af Timothée Chalamet med Sufjan Stevens’ ord og toner.
(CG)
26, Beach House – Bloom (2012)
Efter succesen med Teen Dream og de medfølgende, massive forventninger til efterfølgeren, ville en naturlig slagplan for mange bands måske være at ændre sin formel en smule. Men hvorfor gøre det, hvis det, man allerede gør, virker? For Beach House har op gennem 2010’erne gang på gang leveret dreampop i en kaliber, der står mål med genrens sværvægtere, og her lander Bloom et sted mellem Cocteau Twins, Mazzy Star og This Mortal Coil, hvad angår udtryk.
Der vil også være de, der med rette vil sværge til Teen Dream, og til sammenligning er Bloom mørkere og mere intens end sin forgænger – men absolut lige så vedblivende. Om det så er de minimalistiske synthfigurer fra sange som “Myth” og “Lazuli” eller den insisterende guitar på “The Hours”, bliver albummet hængende i underbevidstheden i dagevis. Og på nogle aftener når Victoria Legrands gentagen af linjen »It’s a strange paradise« med sin fjernt længselsfulde vokal på “Irene” rammer ekstra hårdt, kan Bloom faktisk sagtens argumenteres for at være Beach Houses mesterstykke.
(KFN)
25, Mount Eerie – A Crow Looked at Me (2017)
For mig er det ingen overdrivelse, at A Crow Looked at Me udfordrer selve ideen om musik som intet andet album, jeg nogensinde er stødt på. Det er langt fra det første album i historien, der handler om sorg, tab og deprimeret meningsløshed, men i modsætning til tidligere forsøg på at tackle denne slags emner er der ikke skyggen af forfængelige hensyn til melodier, smukke instrumentale passager eller følelsesmæssig distance på A Crow Looked at Me. Med andre ord er albummet blottet for mange af de elementer, der normalt ville kaldes kunstneriske, og tager hermed musikken væk fra underholdningens sfære og ind i et andet, uudforsket rum – ekstremt selvbiografisk og hvor man ikke føler, at der holdes noget tilbage. Intet forsøges forklaret, for alle illusioner om livets mening er blevet blotlagte, og tilbage er kun en sorg så dyb og upyntet, at det ikke bare føles som en repræsentation af sorgen, men som sorgen selv.
Jeg er ikke sikker på, om jeg nogensinde kommer til at opleve et album igen, der kan sammenlignes med A Crow Looked at Me.
(SH)
24, Mitski – Be the Cowboy (2017)
Mitski Miyawaki har gennem hele det seneste årti markeret sig som en af den alternative rockmusiks mest interessante stemmer og sangskrivere. Langsomt har hendes længselsfulde sange udviklet sig fra sparsomt instrumenterede klaverdrevne ballader til noget mere og noget større. En udvikling, der for mange kulminerede på mesterværket Be the Cowboy.
Her er Mitski mere teatralsk og musikalsk flagrende end nogensinde, og selvom hun shopper rundt mellem så forskellige stilarter som disco, storladen rock, afdæmpede klaverballader og endda vuggende country, så er det alt sammen umiskendeligt Mitski. Personen, kunstneren, mysteriet.
Be the Cowboy er en kærlighedserklæring til musikken som medium. Det er medrivende musik fyldt med store følelser, som, Mitski insisterer på, ikke er hendes egne, men som vi alle kan relatere til. Det er Mitski, der omfavner sin rolle som fortæller, formidler, musiker og ikke mindst performer – og hun har os i sin hule hånd.
(CBW)
23, Deerhunter – Halcyon Digest (2010)
Mens både veteranerne My Bloody Valentine og Slowdive gav deres bidrag til, at shoegaze var garant for høj kvalitet i 2010’erne, sørgede nytilkommerne Deerhunter og gruppens karismatiske forsanger, Bradford Cox, for, at de let støjende guitarers æstetik også fik en fod i samtiden.
Med hovedværket Halcyon Digest lød Cox og co. lige så meget som shoegaze, som de mindede om 60’ernes psykedeliske popnavne som The Zombies og det tidlige Pink Floyd. Det gav Bradford Cox et perfekt bagtæppe til at lade sine dæmoniske minder komme ud på et album, som hurtigt blev en tidløs fæstnelse af frontmandens hårdt prøvede sind og musikalske eskapisme.
Det var shoegaze, der gerne måtte høres, og hvor kryptiske tekster ikke skulle overdøves af støjende guitarer, men gerne måtte have noget på hjerte. På scenen stod Bradford Cox med parykker og nogle gange klædt i kjole, mens han gav shoegazen en humor og queerness, der ikke kunne findes i de oprindelige bands anonymisering eller eksempelvis The Jesus and Mary Chains dyrkelse af klassisk, maskulin rock’n’roll.
(PMJ)
22, Sufjan Stevens – Carrie & Lowell (2015)
Jeg synes, Carrie & Lowell er et mesterværk. Sjældent har jeg hørt en musiker give så meget af sig selv, så meget inderlighed, skrøbelighed og så meget af sin sorg, som Sufjan gør på dette album. Albummet indeholder 11 melankolske og dirrende numre, der sejler forsigtigt ind og synker ned i ens tårekanal.
Hvor Sufjan Stevens tidligere udgivelser har været både store elektroniske produktioner og orkestrale kompositioner, så er Carrie & Lowell fremført udelukkende på nedtonede strengeinstrumenter og klaver. Det giver en meget forsigtig og skrøbelig bund til numrene, og kombineret med Stevens’ kendetegnende, nærmest hviskende vokal giver det blot endnu mere mening og liv til albummets 11 fortællinger. Instrumenteringen gør i endnu højere grad, at man føler, at Sufjans historier er ægte og kommer direkte fra hjertet.
Jeg glemmer aldrig, da jeg havde hørt Carrie & Lowell igennem for første gang. Jeg sad skælvende med tårer i øjnene i min lejlighed i Aarhus og følte, at et menneske modigt og åbent havde fortalt mig om sine inderste hemmeligheder og tragedier, og at der kunne gå lang tid, inden jeg ville blive rørt på samme måde igen.
(TS)
21, Solange – A Seat at the Table (2016)
Tænk sig: Der findes en tid før A Seat at the Table. En tid, hvor Solange primært var kendt for den Blood Orange-producerede single ”Losing You”, og nå ja, for at være Beyoncés ukuelige lillesøster. Samme år som storesøster vælter alles forventninger med eposet Lemonade, udgiver Solange Knowles et af årtiets absolut bedste og mest indflydelsesrige værker. A Seat at the Table taler direkte ind Solanges oplevelse som sort kvinde opvokset i sydstaterne med tydeligt politiske, men ikke anklagende budskaber i ”Don’t Touch My Hair” og ”F.U.B.U.”. Produktionerne er levende, konstant bevægelige, men hele tiden umådeligt groovy, mens Solange viser prøver på sine alsidige, himmelske vokal. Som kontekst for hendes egen oplevelse sætter tilbagevendende interviewbidder med hendes omstridte far, mor og sydstatslegenden Master P scenen for hensigten bag den foregående generations handlinger og motivationer. I stedet for at pege fingre ad forældrene, som der er for vane i beskrivelsen af sorte amerikaneres opvækst og liv, så viser Solange fint, hvordan hendes forældre har kæmpet mod endnu sværere kår for at hjælpe hende dét stykke nærmere ”et sæde ved bordet” – Solange gør sit for at motivere samtiden til at tage de sidste skridt.
(NK)
Læs hele vores opgørelse over 2010’ernes bedste udenlandske plader:
100-91
90-81
80-71
70-61
60-51
50-41
40-31
20-11
10-1