2010'ernes bedste udenlandske plader: 50-41

50, Kids See Ghosts – Kids See Ghosts (2018)
Kids See Ghosts er et rørende livspolitisk manifest fra to mænd med gnistrende problemer og store visioner, der hånd i hånd løfter hinanden og forsøger at finde lys i mørket. På papiret var Kanye West og Kid Cudi sammen på et helt album en naiv utopi, der i realistens øjne ville være dømt til at efterlade lyttere med psykiske traumer forårsaget af hensynsløs svigt og svig (…Watch the Throne #neverforget). Men ak! Kids See Ghosts blev i stedet et mirakuløst projekt, hvor de turbulente hovedpersoner når frem til et fælles univers, der end ikke er set mage på deres enkeltstående samarbejder gennem årene.

Albummet er udgjort af tung, stemningsmættet, intens og indadvendt energi, der snor sig ind og ud af det psykedeliske, spirituelle og det virkelighedsnære. Og det føles på alle planer markant større end 24 minutter – og sidenote: Eftersom jeg den skæbnesvangre juni måned i 2018 skamlyttede disse 24 minutter, mens jeg lå fysisk svækket og mentalt håbløs med en mystisk blodinfektion på et yderst tvivlsomt lokalhospital i en nordindisk vildmark, hvis sympatiske slogan (og de eneste engelske ord i hundrede mils omkreds) lød »we also want to heal your heart«… ja, så tilskriver jeg i dag også Kids See Ghosts direkte kurerende egenskaber.
(MH)

49, James Blake – James Blake (2011)
Man vidste jo egentlig godt på forhånd, at han var lidt genial, den unge James Blake – i hvert fald hvis man havde givet nogle af hans første par EP’er en gennemlytning eller to. Alligevel var det et noget skarpt sving, han som 22-årig foretog sig på sin selvbetitlede fuldlængdedebut, hvor skæve clubbeats og alskens synkoperet, glitchy støj og lyde i stedet var blevet nedkæmpet af oceaner af melankolske klaverakkorder og sørgmodige vokalharmonier.

Anført af de efterhånden karakteristiske “The Wilhelm Scream” og “Limit to Your Love” blev James Blake ikke blot lyden af fremtidens dubstep – den ægte dubstep – med anerkendende nik tilbage mod navne som Digital Mystikz og Plastician i en moderne og glasklar indpakning, men også en cementering af, at hovedarkitekten bag gør det allerbedst, når han ret beset ikke gør så meget igen. På efterfølgeren, “Overgrown”, kaster Blake sig nemlig over langt flere forskelligrettede idéer, men på debuten indkapsles alle hans genialiteter heldigvis i én blændende smuk minimalisme.
(DN)

48, Julia Holter – Have You in My Wilderness (2015)
Julia Holter har aldrig lydt mere poppet, end hun gør på Have You in My Wilderness. Det siger naturligvis ikke så meget, når vi snakker om en så eksperimenterende og legesyg kunstner som Julia Holter, men den amerikanske sangskriver og komponists fjerde album er uden tvivl hendes mest tilgængelige album til dato.

Have You in My Wilderness føles på en eller anden måde lettere og varmere end resten af Holters bagkatalog. Her er stadig masser af musikalske lag at dykke ned i som lytter, men Holters fine vokal får mere plads til at ånde og stå i centrum for en samling af sange, der følger mere konventionel tilgang til sangskrivning med vers og omkvæd, end man ellers var vant til fra hendes tidligere musikalske virke. Albummet giver simpelthen lytteren det bedste fra begge verdener. Her er både plads til mere krævende barokke popsange som eksempelvis “Lucette Stranded on the Island”, “Night Song” og den jazzede, eksperimenterende “Vazquez”. Men også til lette, gyngende popperler som “Feel You”, “Silhouette” og den fremragende “Sea Calls Me Home”.

På den måde fungerer Have You in My Wilderness både som et fuldendt og smukt værk i sig selv og som en indgang til Julia Holters resterende bagkatalog, der er mere udfordrende og krævende, men bestemt ikke mindre givende.
(CBW)

47, A Tribe Called Quest – We Got It from Here… Thank You 4 Your Service (2016)
Længe eksisterede We Got It From Here… ikke som andet end et hiphopmytologisk rygte. At et sjette og sidste album fra A Tribe Called Quest ville se dagens lys i 2016 var derfor intet mindre end en sensation for hiphopelskere. Endnu mere utroligt var det dog, at gruppen 30 år inde i en i forvejen legendarisk karriere leverede på så højt et niveau, som de gjorde. Udgivet blot omtrent et halvt år efter gruppens ene grundpille Phife Dawg gik bort, udgav Q-Tip og co. nemlig en plade, der nærmest var på højde med de epokegørende Midnight Marauders og The Low End Theory – med bidrag fra folk som Elton John, André 3000, Kanye West, Talib Kweli, Jack White, Anderson .Paak og Kendrick Lamar.

Fra den indledende og sprængfarlige “The Space Program”, og til “The Donald” ringer ud, er We Got It From Here… spækket med urørligt producerede beats og rim. Pladen kan derfor ikke blot ses som en intet mindre end triumferende afslutning på karrieren, men også et fint sted at starte for nytilkomne lyttere til historiens måske bedste hiphopgruppe.
(KFN)

46, Father John Misty – I Love You, Honeybear (2015)
I kølvandet på den efterfølgende overeksponering, der fulgte med Josh Tillmans gennembrud som alter egoet Father John Misty, er det nemt at glemme, hvor godt et album I Love You, Honeybear egentlig er. Den smukke, skæggede og sensuelle hipstertrubadur dukkede – mere eller mindre ud af ingenting – frem på scenen efter en lang og overvejende forglemmelig solokarriere og ramte pladask ned i tidsånden med sine sammensatte tekster, der konstant balancerede på randen mellem det kyniske og det naivt forelskede og var skrevet med en imponerende mængde vid og bid.

Albummet iscenesatte Tillman som en af 2010’ernes bedste sangskrivere, der med den ene hånd lånte Father John Misty fra folkscenens alvor og oprigtighed, mens han med den anden hånd påførte sig en dybt hipsterironisk maske. Resultatet er forførende (eksempelvis på kærlighedssange som ”Chateau Lobby #4” og ”True Affection”), men der er en konstant underliggende kynisme, som indimellem bryder ud i fuld lue. Allerbedst kommer det til udtryk på ”Bored in the USA” med dens deprimerende og zeitgeist-spiddende tekst: »Oh, they gave me a useless education / And a subprime loan on a craftsman home / Keep my prescriptions filled / And now I can’t get off / But I can kind of deal / Oh, with being«.
(SF)

45, Slowdive – Slowdive (2017)
Endelig var tiden moden til Slowdive. I 1990’erne lavede briterne nogle af shoegazegenrens bedste album, men det skete, netop som musikelskerne i hjemlandet var blevet trætte af introverte og følsomme sind med tendens til at stirre ned på deres guitarpedaler. Det var tid til britpop, og da Slowdive udgav hovedværket Souvlaki i 1993, blev de mødt med dårlige anmeldelser og tomme spillesteder.

Men 20 år senere fik Slowdive endelig sit publikum, og de udgav et nyt album til bandets store overraskelse. »Hvis nogen i 1999 havde sagt: »I kommer tilbage om 15 år og spiller for 20.000 personer på Primavera, alle jeres koncerter vil være udsolgte, og I laver et nyt album,« så ville vi have troet, at det var en joke,« sagde bandets trommeslager, Simon Scott, da Undertoner interviewede ham i 2016.

Det nye album, Slowdive, var alt andet end en joke. Bandets hovedmand Neil Halstead skrev nogle af karrierens bedste sange, der besad en eftertænksom ro, som lød mere reflekteret, end hvad han havde skrevet 20 år tidligere. Det var mindre overvældende, men mere fokuseret. Slowdive svigtede ikke genrens kendetegn og holdt fast i de svævende guitarer, der pakker de romantiske popsange ind i en varm dyne af let støj. Men de fem medlemmer havde lært hinanden og deres virkemidler bedre at kende, end da de unge voksne småtilfældigt fandt frem til et af genrens vigtigste værker i 1993. I den nye udgave var der blevet bedre plads til bas og tromme. Det lød traditionelt, og som den arketypiske shoegaze-plade. Det gav fans mulighed for at diskutere, hvilken plade der er bedst: klassikeren Souvlaki eller den nye Slowdive.
(PMJ)

44, The Walkmen – Lisbon (2010)
Længe inden amerikanske The Walkmen lukkede butikken (snøft), og frontmand Hamilton Leithauser gik solo og lavede det i øvrigt glimrende samarbejde med Vampire Weekends Rostam Batmanglij I Had a Dream That You Were Mine, udkom Lisbon. Albummet indeholder rockede energiudladninger, som The Walkmen virkelig var gode til – som ”Angela Surf City” – selvom de ikke faldt helt så hyppigt, som man kunne ønske sig. Energiudladningerne kommer også frem på andre måder; på ”Victory” og på den anspændte, opbyggende (lidt Interpol’ske) ”Blue As Your Blood”.

Men selvom det er disse numre, der får én til at falde for Lisbon – og The Walkmen i det hele taget – er det især de stille numre, der ætser sig ind i huden og hjertet på længere sigt. ”While I Shovel the Snow” og den afsluttende ”Lisbon” gør det, The Walkmen er så fænomenale til: at formidle en nostalgisk følelse med Hamilton Leithausers længelsfulde vokal og en enkel guitarmelodi med rumklang. Produceret, som om begge dele er tæt på, men alligevel langt fra – lyden af et minde, en gammel drøm eller håb, man havde glemt.
(CG)

43, Bon Iver – 22, A Million (2016)
22, A Million præsenterer os for en ny retning i Bon Ivers musikalske verden. På albummet svæver Justin Vernon væk fra den akustiske guitar og skovhytten i Minnesota og ud i universet i en bobbel fyldt med vocoder og manipulerede vokaler. 22, A Million viser, at Vernon er meget mere end en singer-songwriter med fuldskæg og skovmandsskjorte – han er en visionær og udforskende lydpoet. Albummet rummer et fantastisk lydunivers med en masse overraskelsesmomenter og lækre detaljer, og der er så meget man kan fremhæve. Tag pladens første nummer, “22 (OVER S∞∞N)”, med dens pitchede vokalsamples og “715 – CRΣΣKS”, som er et rent acapellanummer med 10 storladende vocodere. Vernon går lige til grænsen, og det kan måske også tage en smule overhånd nogle gange, hvor man kan få fornemmelsen af, at Vernon blot eksperimenterer for eksperimentets skyld.
(TS)

42, Kanye West – Yeezus (2013)
Hvad gør man, når man hele sin karriere har været drevet af andres kritik og tvivl, og man så pludselig udgiver en plade, alle elsker? Det var dér, Kanye West stod efter succesen med My Beautiful Dark Twisted Fantasy, der gjorde ham respekteret i hiphop-kredse, blandt indie musiknørder (både Pitchfork og Rolling Stone gav topkarakter) og ikke mindst hos mainstream-lytterne, hvor han solgte over 1,5 millioner eksemplarer. Når man er Kanye, udgiver man Yeezus: 40 minutters storstilet egomani leveret henover støjede, forvrængte elektroniske beats, der blandt andre blev gæsteproduceret af Daft Punk (før deres disco-revival).

Yeezus er en af den slags album, der står endnu stærkere, når man ser den i kontekst af Kanyes udgivelser op til dette punkt. Det osede af kreativt overskud og lod til at være et fuldstændig vanvittigt sats. Med “New Slaves“ og “Blood on the Leaves” kastede Kanye sig ud i emner, der ikke ellers blev berørt i popverdenen, og med sine projektioner rundt omkring i de amerikanske storbyer tvang han alle til at tage stilling. Yeezus står samtidig tilbage i dag, som Kanyes sidste album, hvor han virkelig var med til at forme tidsånden.
(NK)

41, Weyes Blood – Titanic Rising (2019)
For mig faldt Titanic Rising ned fra himlen. Udsendt af – den på det tidspunkt ikke så navnkundige – Weyes Blood kom den tilsyneladende ud af det blå og viste en utrolig modenhed i kompositionerne, der hver og én er et kunstværk og en tour de force i popmusik. Formet af mindet om 1970’ernes talrige stærke kvindestemmer er stilen på en gang florlet i sin letsindige melodiøsitet og osmiumstung i sine slæbende balladetempi, der bygger katedraler i musik. Lyden er så fortættet, at den næsten kan blive klaustrofobisk, idet den flere steder drager lytteren ned på havets bund for så at hive én op til overfladen for at mærke livets storhed – storslået på den måde, kun det perfekte popomkvæd er. Man fattes ord til at beskrive Titanic Rising, og jeg kan kun sige, at man må sætte sig ned og høre det for sig selv og mærke lydens afsindige skønhed.
(SH)