2010'ernes bedste udenlandske plader: 60-51

60, The Drums – Abysmal Thoughts (2017)
På The Drums’ fjerde album var decimeringen af bandet komplet. Fire bandmedlemmer var blevet til ét. Det markerede Jonny Pierce ved selv at indspille alle instrumenter på et personligt album, der forener luftig indiepop med afgrundsdybe tanker. Teksterne byder på eksistentiel tvivl affødt af en opvækst som homoseksuel i et kristent miljø og ikke mindst Pierces netop overståede skilsmisse.

Musikalsk bliver der trukket kraftigt på 80’er-referencerne, hvor særligt The Smiths kan høres i både guitarfigurer og vokal. På Abysmal Thoughts formår The Drums gennem stramme kompositioner og spændstig produktion at skabe en plade fyldt med flotte popsange. Lyt engang til ”Blood Under My Belt” og bliv overbevist.
(UH)

59, Darkside – Psychic (2013)
Hvilken eksplosion af lyde og følelser, der strømmer ud af Nicolas Jaar og Dave Harringtons første og hidtil eneste fuldlængdeudgivelse. Forventningerne fra den brillante, selvbetitlede debut-EP blev til fulde indfriet i en overvældende fusion af Jaars syntetisk boblende lydunivers og Harringtons free form-guitarinput, der på flotteste vis harmonerer i sam- såvel som modspil.
Og selvom det tager nærmest halvdelen af den 11 minutter lange åbner, “Golden Heart”, før Harrington overhovedet kommer til orde, er man på det tidspunkt ikke i tvivl om, at man har kastet sig ud i en af de ræddi’ medrivende lytteoplevelser. Herefter følger både den stomp/klappende guitarbanger “Heart”, magnum opus’et “Paper Trails”, pulserende deep house-rytmer på “The Only Shrine I’ve Seen” … og jeg kunne blive ved.

Psychic er 2010’ernes buldrende, digitale tidsalder kogt ned til et tre kvarters mastodontisk mesterværk, som hverken kræver eller behøver en efterfølger.
(DN)

58, Tyler, the Creator – Flower Boy (2017)
2018 blev året, hvor dét vi alle har troet på, mistet troen på, troet på igen og mistet troen på igen … endeligt skete: Tyler, the Creator udgav et album, der ikke blot levede op til hans potentiale, men også (måske på trods af en stødt dalende kurs, men pyt) overgik vores forventninger. Flower Boy er ikke bare et kunstnerisk gennembrud for manden selv, men et vigtigt, følsomt, ærligt og modigt album i bredeste forstand. Det er ekstremt gennemarbejdet og velovervejet, men aldrig overproduceret eller forceret konceptuelt – det forstår at bibeholde en del af det fortumlede ungdomssind, der gjorde Odd Future charmerende til at starte med, og samtidig være afklaret med en langt mere elegant, ambitiøs musikalsk og tematisk vision, der med Tylers historie og multitalenter – og vores tålmodighed – fuldstændig vækkes til live på Flower Boy.
(MH)

57, Fiona Apple – The Idler Wheel… (2017)
Fiona Apple var med succespladerne Tidal, When the Pawn…, og Extraordinary Machine ikke just en ny aktør, da hun i 2012 udgav sit længe ventede fjerde album med den mundrette titel The Idler Wheel Is Wiser Than the Driver of the Screw and Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do.

I mellemtiden står The Idler Wheel… dog som et af 2010’ernes skarpeste albums, der har Apples unikke tæft for sangskrivning intakt. The Idler Wheel… bærer præg af en mere nedbarberet æstetik, der dog alligevel på kløgtig vis fremhæver Apples talenter på stort set alle parametre. Selvom Apples sangskrivning ofte er lukket omkring hendes egen følelsesliv, evner hun som sædvanlig at kanalisere energien fra de mere navlebeskuende øjeblikke over i et universelt klingende statement. Apple har for vane at tage sig god tid mellem albumudgivelser, men forhåbentlig skal vi ikke vente længe på nyt – og med rygterne om en ny udgivelse i 2020 er der blot tilbage at håbe, at Apple forsætter sin stribe af musikalske genistreger.
(KFN)

56, Big Thief – Masterpiece (2016)
Amerikanske Big Thiefs debutalbum med den symptomatiske titel Masterpiece er sgu et mesterværk. Der er hele paletten fra smuk, åndeløs pop til syreskramlende guitarfuzz. Der er Adrienne Lenkers bedårende stemme, og så bevæger den sig i et bredt felt fra det smukke til det mere pågående, primært dog i en lys vellyd. Lenker voksede op i en religiøs sekt og boede som lille med forældrene i en van. Hun skrev sin første sang som otteårig, optrådte på barer som 12-årig og indspillede et album allerede som 13-årig – drevet af faren, som også producerede. Albummet tæller hun dog ikke selv med i bagkataloget.

Man skal naturligvis være varsom med biografiske tolkninger af albuns, men det er måske netop denne særlige baggrund, der medvirkede til at gøre Masterpiece til et af de mest fascinerende debutalbums fra 2010’erne. En debut der både fremstår stålsat selvsikker og dragende i sin sårbarhed.
(JT)

55, Run The Jewels – Run The Jewels 2 (2012)
»I’m gonna bang this bitch the fuck out!« er det allerførste man hører på Run The Jewels 2. Erklæringen kommer fra Killer Mike, og sætningen sætter meget fint scenen for den stil, som duoen leverer gennem albummets 41 minutter. Albummet var opfølgeren til deres succesfulde første forsøg på at kombinere Killer Mikes sydstatsattitude og gadeobservationer med El-P’s humoristisk/paranoide rim og elektroniske produktioner.

Der var ingen svær 2’er for de to rapveteraner, der i stedet leverede det bedste album i begge deres karrierer. Den lidt løse og afprøvende stil fra debuten erstattes med et benhårdt fokus, som efterlader lytteren med kæben på gulvet, nakkepine og en forpustet fornemmelse i brystkassen fra start til slut. Man kunne fremhæve næsten samtlige linjer, men kontrasten mellem Killer Mikes kuldegysningsfremkaldende åbningsvers om politivold på ”Early” og El-P’s fantastisk billedlige »You can all run naked backwards through a field of dicks« fra ”Oh My Darling, Don’t Cry” viser, hvor bredt Run The Jewels favner. Run The Jewels 2 var kvalitetshiphop til benet i et årti, hvor den gamle skole ellers i stor stil blev overgået af trap, Soundcloud-rap og alverdens andre nye afarter af genren, og viste, hvorfor man aldrig helt kan erklære hiphop død.
(NK)

54, Arctic Monkeys – Suck It and See (2011)
Hvor efterfølgerne AM og Tranquility Base Hotel & Casino er henholdsvis stadionrock krydret med hiphopbeats; og et 70’er-inspireret, overskægs- og mojito-læskende loungeunivers, står forgængeren Suck It And See mere udefinerbar. Hvad vil albummet, og hvad er dens røde tråd?

Efter mange gennemlytninger står det klart, at den traditionelle sangskrivning er i fokus, og frontmand Alex Turner sagde da også dengang, at de fleste sange fra albummet var skrevet på en akustisk guitar. Og selvom albummet af flere fans og medier fik en ufairmmodtagelse og blev nævnt som bandets svageste udgivelse, så siger det måske også mere om briternes høje bundniveau end om selve albummet.

Suck It and See er et meget guitarbåret album med et væld af sange, det er værd at fremhæve. Den episke “Black Treacle”, den vuggende “Reckless Serenade” samt den bittersøde “Love Is A Laserquest” – Også “Library Pictures” med dens vilde temposkift og hittet “Don’t Sit Down ‘Cause I’ve Moved Your Chair” bør fremhæves. Otte år efter udgivelsen står Suck It And See altså som et stærkt undervurderet og et egentlig ret helstøbt album fra et af årtusindets mest markante rockbands.
(TS)

53, Blood Orange – Cupid Deluxe (2013)
Dev Hynes havde allerede flere musikalske projekter bag sig, da han begyndte at udgive musik under navnet Blood Orange. Han havde lavet dancepunk med Test Icicles, indiefolk under navnet Lightspeed Champion og skrevet sange til en række andre kunstnere.

Med Blood Orange skiftede Hynes dog retning og kastede sig over R’n’B, og på hans andet album, Cupid Deluxe, gik det hele op i en højere enhed med lækre baslinjer, funky guitar og supplement af luftige saxofoner, der svæver ind og ud af lydbilledet. Gennem hele albummet gæstes Dev Hynes af alt fra kvindelige korsangere, der harmonerer, en række andre vokalister og endda to gæsteværs fra rapperne Despot og Skepta.
Især første halvdel af albummet er helt formidabel. Derefter trækker Dev Hynes sig en smule tilbage og giver de mange gæster endnu mere plads, hvilket giver albummet et mere fragmenteret udtryk. Alligevel er lyden på Cupid Deluxe helt og holdent Dev Hynes’ univers.
For i centrum af det hele ligger groovet og holder det hele sammen. Hele albummet er fyldt med lækre grooves fra start til slut, og sommetider føles albummets sange faktisk næsten ikke som mere end skitser, der løst tegner sig omkring et enkelt medrivende groove. Men det er netop også den løse form, der gør Cupid Deluxe så ærlig og ubesværet. Så forbandet catchy.
(CBW)

52, Beyoncé – Lemonade (2016)
På kraftanstrengelsen Lemonade gør Beyoncé det personlige almenmenneskeligt. Queen B dyrker sig selv som en gudinde, men hun er også bevidst om det almindelige i sine problemer. Hun er en af verdens rigeste, mest talentfulde og lækreste kvinder. Alligevel ender hun i samme situation som så mange andre: Manden er utro. Hun fremlægger det ærligt og holder et spejl op for sine medsøstre. Mens hun uddeler svinere til sin berømte, utro mand, Jay-Z; »Big Homie«, som han før har kaldt sig selv. Nu slår Bey fast: »Big homie better grow up,« og understreger: »You ain’t married to no average bitch, boy / You can watch my fat ass twist, boy / As I bounce to the next dick, boy / And keep your money, I got my own!«

Det hele med stor musikalsk iderigdom og en stærk drivkraft fremad. Hun raser ud til Jack Whites guitarer, låner linjer fra Yeah Yeah Yeahs, går country på ”Daddy Lessons” og genfinder sit sexede jeg på ”6 Inch” med The Weeknd. Vreden bliver katarsisk, og i løbet af Lemonade når Beyoncé frem til et overskud, begræder det mistede, men erkender, at størst af alt er kærligheden. Og viljen. Især Beyoncés vilje. Og hun er fast besluttet: »We’re gonna live a good life.« Lemonade er et såkaldt visuelt album, og den ledsagende billedside er smuk, cool, politisk, sydstatsgotisk og højst seværdig. Til sidst løfter Bey blikket og samler kvinderne til kamp – lad os stå sammen og lad os samle viden, så vi kan rykke: »Come on now ladies, lets get in formation« – og »get information!«
(CG)

51, The National – High Violet (2010)
På deres femte album raffinerede The National dét udtryk, som havde bragt dem stor succes i 2000’erne. Dyderne på High Violet er fortsat velkomponerede, dystre indierocksange med relaterbare tekster. Den grandiose ”Terrible Love” er et flot anslag, hvor Matt Berninger synger om det stille selskab af alkoholen. ”Bloodbuzz Ohio” fungerer som albummets hjerte med de ekstremt velfungerende trommer, der tilfører nummeret en – næsten – opløftet stemning. Afslutningsnummeret ”Vanderlyle Crybaby Geeks” lander High Violet i det blå register, men dog med en vis afklaring, da Berninger gentager: »All the very best of us / String ourselves up for love.«
(UH)