I tilblivelsen af forrige album Skeleton Tree mistede Nick Cave pludseligt en af sine sønner i en tragisk ulykke. Den tragiske ulykke og pludselige sorg satte delvist sit aftryk på Skeleton Tree med en hovedsagelig mørk og lukket stemning, men en stor del af pladen var allerede skrevet inden ulykken skete, så det føltes for undertegnede aldrig som en egentlig fuldendt sorgbearbejdelse på lige fod med f.eks. Søren Huss’ debutplade Troen og Ingen. Der er gået fire år siden den tragiske ulykke, og Cave har brugt tiden på at bearbejde sorgen åbent, ærligt og offentligt. Gennem online forummet The Red Hand Files har han indbudt til dialog og spørgsmål fra fans og interesserede, som han har forsøgt at besvare hudløst ærligt. I tillæg drog han også på en solo turne, hvor han blandede musikken med spørgsmål fra publikum og dialog omkring tabet og sorgen.
Nu er hans nyeste dobbelte album Ghosteen udkommet, og det er den egentlige (og måske) fuldendte sorgbearbejdelse. Cave tager os med på en atmosfærisk og drømmende rejse, som coveret på albummet også antyder med sit billede af et drømmelandskab, et paradis måske? Cave beskriver begrebet Ghosteen som a wandering spirit, a migrating spirit som forbinder de to dele af albummet: Den første del kalder han The Children, den anden del kalder han Their Parents. Det er nærliggende at tolke Ghosteen som hans afdøde søns ånd, men det er måske i virkeligheden for banalt og det virker også som om Cave lægger mere end som så i begrebet Ghosteen gennem flere af pladens sange.
Albummets første del – The Children – er 8 fine sange som kredser om flere fantasibeskrivelser og behovet for at tro på noget mere, end det øjet umiddelbart kan se. Og deri ligger også Caves tilgang til at bearbejde sorgen, nemlig i troen på at der findes noget mere og noget smukkere, som kan stå i modsætning til den brutale virkelighed. Blandt andet den fantastiske “Bright Horses”, som er en hyldest til sine sønner og sin egen tro på og behov for at drømme om, at sønnen kommer tilbage: This world is plain to see/It don’t mean we can’t believe in something/and anyway/My baby’s coming back now on the next train/I can hear the whistle blowing/I can hear the mighty roar/I can hear the horses prancing in the pastures of the Lord/Oh the train is coming/And I am standing here to see/And it is bringing my baby right back to me.
Albummets anden del – Their Parents – består af to lange numre på henholdsvis 12 og 14 minutter, som er forbundet af et spoken word stykke. Andel del kredser om Cave og hans hustrus reaktion på sorgen, og hvordan de hver især tackler det. Meget smukt og billedligt beskrevet i titelsangen Ghosteen: The three bears watch the TV/They age a lifetime, oh lord/Mama bear holds the remote/Papa bear he just floats/And baby bear, he has gone to the moon in a boat, on a boat. Og senere i sangen There is nothing wrong with loving something you cant hold in your hand/You’re sitting on the edge of the bed, smoking and shaking your head/Well there’s nothing wrong with loving things that cannot even stand.
Godt nok holder Nick Cave fast i The Bad Seeds navnet, men bandet har med især de sidste tre albums udviklet sig til et regulært parløb mellem Cave og hans trofaste højre hånd Warren Ellis fra bandet, hvor musikken i højere og højere grad bliver båret frem af Ellis. Således er trommerne mere eller mindre ikke- eksisterende på hele albummet, og trommeslager Thomas Wydler må efterhånden affinde sig med at være tourmusiker og backing vokal. Men Ellis’ ‘ imponerende evne til at skabe ambiente lydbilleder og loops går hånd i hånd med Cave’s vokal, som lyder bedre end nogensinde, måske mest udtalt på åbningsnummeret “Spinning Song”, hvor Cave med falset synger Peace Will Come/A Peace Will Come/A Peace Will Come In Time. Et tema som på smuk vis gentages på albummets sidste – og med sine 14 minutter – længste sang “Hollywood”: “And I am just waiting now/ for my time to come/And I’m just waiting now/For Peace To come/For Peace to come” og på den måde bindes pladen smukt sammen. Der fornemmes en accept af sønnens tragiske død og en accept af, at han selv en dag skal herfra.
Nick Cave and The Bad Seeds har begået et mesterligt album, som på smukkeste vis tager lytteren med ind i Caves inderste tanker og følelser. Et tidløst album, et hudløst ærligt album og et album med smukke, smukke melodier og poesi.
