Det var som om, tiden havde stået stille i 50 år og James Brown, Aretha Franklin og Wilson Pickett stadig lå på hitlisterne. For Lee Fields & The Expressions spiller deres soul, som mor lavede den. Eller rettere, som Lee Fields selv har lavet den i de seneste 50 år. Den 68-årige ny-veteran udgav sin første single, ”Bewildered”, for 50 år siden, og han holder stædigt fast i den gode, gamle hjerteudkrængende musik, uden så meget som at tænke på at forny den.
Nej, aftenens koncert med Lee Fields & The Expressions var helt efter den klassiske soulform. Hovedpersonen stod plantet midt på scenen, kneb øjnene sammen og sang sine sange, der lød som var de plukket ud af soul-skattekammeret. The Expressions groovede, som om de medvirkede i en Quentin Tarantino-film, og overlod ellers resten af showet til Lee Fields.
Mens han tidligt i koncert sang ”Work To Do”, havde han et skælmsk onkelblik i øjnene, hvor det lignede, at han skulle til at fortælle en fræk vits. Gennem koncerten, var han konstant på grænsen til det corny og sang om kærlighed, kvinder og at gøre verden til et bedre sted.
Lee Fields bar en smukt dekreteret blå blazer og en nedringet, glitrende guld-t-shirt, og mens han sang: »It rains love when I’m with you/ You’re my sun when clouds roll through,« småflirtede han med kvinderne på de forreste rækker. Som ekstranummer fik han sågar publikum til at synge med på »We can make the better/ If we come together«.
Men hans naive tekstunivers blev aldrig cheasy. For når Lee Fields genopfører soul-traditionen, så gør han det med så stor integritet, at det bare føles ægte. Virkelig ægte. Når han hiver sine hæse James Brown-skrig ud af halsen, sænker de kritiske skuldre sig, og han farver sine ord så følsomt, at det er som om, han siger tingene som de er – uanset hvor banale hans konstateringer ellers er.
Mest banal blev hans hyldest til alle verdens kvinder på ”Ladies”: »I just love to see you walk/ Girls I love your style/ I love to hear you talk/ Girls you make me smile/ And when you pass me by, you’re like candy to my eyes«. Såre simpelt, men det blev alligevel aftenens bedste nummer.
Desværre blev det også lidt for simpelt i løbet af den gode times tid, Lee Fields & The Expressions stod på scenen. Alle sangene ramte lige ned i den samme Muscle Shoals-klingende rille, og når man som Lee Fields læner sig så kraftigt op ad en veletableret musiktradition, skal der meget til, før man kan sammenligne sig med de største. Hans talent fejler absolut ikke noget, og han ramte James Brown-lyden i korte momenter. Men ofte mangler hans sange den endelige forløsning, der kan hive dem op blandt genrens mesterværker.
Lee Fields har trods sine 50 år på bagen ikke formået at placere sig blandt de allerstørste. Sandheden er også, at hans karriere først for alvor har taget fart de seneste ti år. Det amerikanske gennembrud kom aldrig i 1970’erne, og i 1980’erne holdt han en pause fra musikken for at forsørge sin familie.
Han fik først forløst sit potentiale på My World for ti år siden, som han lavede med sit nye backingband The Expressions, der består af medlemmer fra The Dap Kings, som også genfødte Charles Bradley og spillede på Amy Winehouses Back to Black (2006). Og sammen fik Lee Fields og The Expressions publikum til at juble, hæve armene i vejret og trampe i gulvet efter mere. For soul lige efter bogen er vitterligt smittende, men desværre manglede sangene til den helt store oplevelse.
Fotos af Mathias Kristensen.
