Det sker som regel noget, når du tager et kostume på. Du bliver en anden, når træder ind i en rolle og ikke behøver at bekymre dig om, hvem du er til daglig. Nu er du din rolle, og det vigtigste du kan gøre, når du har kostumet, det er at hellige dig din rolle.
Når Arish Ahmad Khan transformerer sig til King Khan, bliver han en mytisk freak-konge og holder op med at være en 42-årig canadier med en veldefineret topmave. Nu er han King Khan. En freak-konge, der render rundt i sine underhylere og en fjerboa-krone, mens han hylder udskejelsen og bruger sine minutters berømmelse på scenen til at give publikum mulighed for at dykke ned i deres midlertidige udskejelser.
Sådan siger myten ihvertfald, det plejer at være, når King Khan and the Shrines spiller sin velsvingende garage-psych, der vækker mindelser om 1960’ernes pionerbands som The 13th Floor Elevators, 1970’ernes veltimede soul og den kosmiske jazz anført af Sun Ra Arkestra. Men udskejelsen lod vente på sig, da King Khan og The Shrines indtog Alice, og vi skulle langt ind i koncerten, før kostumet overtog Arish Ahmad Khan.
For mens kæmpebandet The Shrines gjorde sit ypperste for at fylde lokalet ud med deres store lyd, havde frontmanden problemer med at skære igennem lydbilledet af de to guitarer, tre blæsere, trommer, bas, orgel og perkussion, som var mast ind på scenen. Han skulle skrige for sine lungers fulde kraft blot for at få ørenlyd. Det gjorde han hist og her, men ellers overlod han hovedrollen til musikken, mens han smilede sympatisk i sit hvide jakkesæt med guldpailletter, der fik ham til at ligne en latinamerikansk bryllupssanger.
Men er King Khan ikke ham, der råber højest og skejer ud på scenen? Er han ikke det ufravigelige midtpunkt? Ihvertfald ikke, da Arish Ahmad Khan i starten af koncerten trådte ind på scenen uden at have gennemgået den fulde transformation sig til sit alterego.
Heldigvis havde vi musikken at dykke ned i. Med en enkelt hilsen til Roky Erickson, frontmanden fra The 13th Floor Elevators, lagde bandet sig i medvinden fra de herlige blues-harmonier, der blev leveret med en soul-klingende velspillethed fra de otte mand, der stod omkring Khan. Lyden var hele tiden massiv, og tempoet var ofte skruet et godt stykke derop, hvor man bliver forpustet. Det lød herligt!
Mens bandet spillede en mærkelig jam, der lød som cirkusmusik, forlod bryllupssangeren scenen. Og så kom transformationen langsomt. Tilbage kom King Khan i sine underhylere iført en pels over skuldrene, solbriller og majestætisk krone. Bandet spillede den opløftende ”Land of the Freak”, og King Khan erklærede: »We got a freak party going on«.
Han mumlede hurtigere og hurtigere mellem sangene, og lod sig suge dybere og dybere ind i karakteren. Han sang om drømmepigen, der stikker et udgnasket tyggegummi op i røven på dig på ”Fool Like Me”. Og på trans-hymnen ”I Wanna Be a Girl” opfordrede han publikum til at tage bukserne ned over anklerne og stikke tissemanden mellem benene, mens de dansede.
Og mens Khan lod sig dykke dybere og dybere ind i karakteren, så steg intensiteten, den seksuelle energi og musikkens kraft. Riddimans baslinjer føles som fingre i en trusse, og det hele kører lige efter den mytiske rock’n’roll-bog. Til sidst får King Khan os alle ned på knæ, mens vi i kor laver stønnelyde. Og da hele publikum er oppe på benene igen og danser euforisk, stikker han mikrofonen ned i sine underhyler, mens en af blæserne spiller med saxofonens udmunding lige oppe i hans skridt. Lige dele absurd og herligt.
Heldigvis fik vi en dosis af King Khans fordomsfrie udskejelser til allersidst, men det lod godt nok vente på sig.
Fotos af Mathias Kristensen.
