Sådan føltes det i hvert fald, da Durand Jones & The Indications, i selskab med opvarmningsbandet The Dip, slog vejen forbi Loppen på Christiania og charmerede publikum med både kærlighedshungrende skønsang, ihærdige soloer og sikre dansetrin. Til trods for dette syntes hovednavnets energi dog at være en kende lunefuld og ikke altid lige overbevisende (til at starte med).
Stemningen på det smådunkle og tætpakkede spillested Loppen var munter og energisk, da Durand Jones & The Indications indtog scenen. Kort forinden havde opvarmningsbandet The Dip nemlig gjort sig aldeles umage med at løfte publikum ud af tirsdagens daglige trummerum, og selvom pladsen var træng og de helt store armbevægelser var svære at realisere, var danselysten bestemt at spore blandt de fremmødte.
Ligesom Durand Jones & The Indications er The Dip stærkt inspireret af 60’ernes klassiske r’n’b og soul, men samtidig også velfunderet i den mere moderne form for pop.
På Loppen imponerede det entusiastiske syvmandsensemble med både herlig hornmusik, instrumental fangeleg, synkrondans og en tightness, der var umulig ikke at lægge mærke til. The Dip satte dermed barren højt, og måske var det også grunden til, at Durand Jones & The Indications virkede en smule for tilbagelænede, da de indtog scenen og satte i gang med nummeret ”Smile” fra debutalbummet med titlen Durand Jones & The Indications.
Med små poser under øjnene og et lidt fjernt blik virkede hovedpersonen Durand Jones selv noget søvndrukken, og da de resterende bandmedlemmer syntes at dyrke det mere anonyme og koncentrerede udtryk, lod bandet ikke helt til at kunne fortsætte i det samme festlige og muntre gear, som The Dip havde lagt for dagen. Døsigheden var dog ikke noget, der forhindrede trommeslager og andenforsangeren, Aaron Frazer, i at tæve sine trommeskind, der gav genlyd og sendte vibrationer op gennem benene og ind i maven, så han fremstod som bandets energiske kerne, hvorfra alt pulserede ud og henover scenekanten.
Under det tredje nummer ”Circles” fra bandets seneste udgivelse American Love Call begyndte det noget rolige publikum at give mere lyd fra sig, og med det nyere nummer fulgte også en anden form for begejstring. Iført hvid skjorte, seler, højtaljede bukser og hvide og brune gentleman shoes dansede Durand Jones roligt hen imod mig og mine medmennesker på forreste række, og med intense øjne lod han ordene komme til sin ret: »What am I, but just a fly on the wall to you?«. Alligevel var jeg endnu ikke helt overbevist. Bandets opstart var ganske enkelt for blød og tilbagelænet, og på det efterfølgende nummer ”Don’t U Know” savnede jeg de klassiske r’n’b-vokalharmonier, der uden tvivl er et af de mest særlige kendetegn for bandet og dets udtryk, men som desværre havde en tendens til at drukne i liveopsætningen.
Under de efterfølgende numre ”Walk Away” og ”Can’t Keep My Cool” tog koncerten dog pludselig en drejning. Måske var det Jones’ sexede dansevrid, hvor han halvt faldt sammen men hurtigt rejste sig igen i én glidende bevægelse, der gjorde noget ved publikum. Eller de lange breaks under ”Can’t Keep My Cool”, der gav forsangeren mulighed for lige at duppe den svedende pande med et rødt, gammeldags lommetørklæde og samtidig skabte en helt speciel form for spænding. Mens både røg og farver på scenen pludselig syntes kraftigere, blev publikums tilråb højere, og med Jones’ vilde fraseringer og opmuntrende udskejelser: »Let me hear you say yaer!«, blev stemningen i rummet hurtigt en helt anden.
Med ét befandt vi os midt i en kaotisk ”Apache”-jam, hvor både saxofonisten, trommeslageren og bassisten fra The Dip sluttede sig til og bidrog med klirk- og raslelyde fra diverse former for slagtøj, der blev medbragt på scenen. Herefter blev det tid til et shout out til Curtis Mayfield og et cover af ”(Don’t worry) If There Is a Hell Below, We’re All Going to Go”. NU skete der noget. NU var vi helt med.
Og på ”Long Way” fik Jones og Co. sendt budskabet ud om, hvor vigtigt det er, at vi holder sammen i denne tid med en amerikansk præsident, der forsøger at skabe splid, og det var noget der faldt i god jord hos christianitterne og de, der var på besøg. »Hey Hooo!«, skrålede mængden, mens Jones sendte os i kirke american style, så klapsalverne rungede og blev højere endnu.
Afslutningsvis blev ”Groovy Baby” leveret i vaskeægte James Brown-stil med både instrumentale improvisationsrunder og chases ført an af Jones’ lede vokal. Da festen endelig sluttede var den døsige intro og atmosfære længe lykkeligt glemt og fuldstændig forduftet fra de tiltrådte planker og den tætte luft inde på Loppen. Selvom vejen dertil var lidt ujævn, så var ingen i tvivl om, at Durand Jones og hans kompagnoner nåede sikkert i mål.
Fotos af Mathias Kristensen.
