Hvis du er i tvivl om, hvad soundtracket til dit efterår skal være, kan du godt indstille søgningen for en stund. Kristian Finne har netop udsendt sit andet album under kunstnernavnet Chorus Grant efter fem år med fokus på andre musikalske projekter. Finne har tidligere spillet god gardin guitarrock i The River Phoenix, men han har også spillet sammen med Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine i duoen Cancer, som vi tidligere har rost her på redaktionen.
Fem år efter udgivelsen af andet albummet Space, er Finne nu klar med sit tredje udspil – og hvilket udspil. Det er storladent, eftertænksomt og generelt en yderst behagelig lytteoplevelse, hvor Finnes vokal virkelig står frem. Vernacular Music er et melankolsk og indadvendt album, som kun bliver bedre for hver gennemlytning og som udgør et perfekt lydtapet til efteråret og de mørke timer. Finne har leveret et sublimt album, som formår at levere hele vejen igennem og fastholde en røde tråd, og selvom albummet spænder vidt og alligevel bryder med sig selv til tider, vender det altid tilbage til sin kerne. Finne kommer både forbi folk-rock og dunkel middelaldermusik på Vernacular Music, men det hele kulminerer på fineste vis i hans eftertænksomme indie-rock univers. Selv om det er indadvendt og næsten tangerer til nordisk melankoli, sidder man alligevel tilbage med en behagelig følelse i kroppen efter at have givet sig hen til Chrous Grants lyd.
Med 12 personlige numre tager Chrous Grant os med igennem fortællinger om livets forandringer og personlige forestillinger om at være menneske – men der er alligevel noget almengyldigt og genkendeligt i Finnes tanker om at være menneske. Det er de store følelser og rodløsheden, som får frit spil på Vernacular Music. »They say life is like a song // When the words are wrong to just hum along« lyder det på “Words Like Soon”.
Heldigvis har Finne formået at holde fast i den spanske guitar som et bærende element igennem hele pladen, for den fungerer på mange måde som et anker igennem albummet. Der er noget sikkert, behageligt og rart at vende tilbage til.
Generelt emmer Vernacular Music af ro og nærvær i forhold til vokal og guitar. Guitaren giver en fornemmelse af noget stabilt i et lydunivers, som ellers består af alverdens instrumenter, der forsøger at ruske lidt op i den ellers så rolige og afbalancerede lyd. På Vernacular Music har Finne givet plads til de mere tradtionelle instrumenter, men også blokfløjte, cello og saxofon får plads på albummet, hvilket skaber en spændende kontrast, når man som lytter bliver præsenteret for særegne lyde. Man bliver både nysgerrig, forundret og overrasket.
Albummets indledende nummer, ”Hibernation Drill”, er sårbar, fin og enkel med sit fokus på Finnes behagelige vokal og den spanske guitar — meget kontrastfyldt sammenlignet med næste nummer ”Lives”, der starter ud med insisterende trommer og blæsere, som går igennem hele nummeret og intensiveres løbende imens en nærmest hviskende lyd underbygger mystik og uro. »Now I don’t know what it is you do // The closed off part of me needs the closed part of you«.
Efter en intens tur med blæsere synes det som et nærmest modigt valg at følge op med et nummer, der udelukkende er instrumentalt. “Chamber One” bliver helt jazzet med saxafonen, men fungerer faktisk som en kærkommen pause og mulighed for blot at lade tankerne vandre i det let kaotiske lydunivers. Her får Finne illustreret sin fornemmelse og forståelse for leg med lyde og instrumenter, når de elektroniske lyde møder den spanske guitar. Men tankestrømmen bliver dog hurtigt afbrudt af den insisterende spanske guitar i ”Give It a Name”. Igen, et glimrende eksempel på hvordan Finne formår at bruge det samme instrument på forskellige måder og til forskellige stemninger: I “Give It a Name” bliver guitaren brugt i en mere traditionel sammenhæng.
På ”Ballad of the Wandering” og til dels på “Grass Snake” bliver hi-hat og trommer brugt så flittigt, at det næsten overtager numrene, og kombineret med Finnes insisterende vokal, bliver det en meget intens lyd, som overskygger lidt for de omkringliggende numre. Generelt er de sidste nummer på Vernacular Music væsentligt mere eksperimenterende end de første, men dem til trods tangerer albummet alligevel til at blive en smule trægt og monotont. Den største overraskelse er dog, at Finne har valgt at slutte af med “Chamber Two”, som også er ret instrumentalt. Her bliver man efterladt med en lidt tom og flad fornemmelse, fordi man egentlig gerne ville have lukket af med Finnes smukke vokal – omvendt er det grund nok til at høre albummet igen.
