På mange måder kan Tears For Fears »comebackkoncert« på Roskilde Festival – deres første i Danmark i 30 år – karakteriseres som veterankoncerternes antitese til Bob Dylans egenrådige, stålsat stædige og lidet inviterende seance ovre på Orange Scene. Han lefler ikke for nogen, og lader istedet de unge opkomlinge fra festivalen hoppe med på toget, hvis de altså har lyst og tålmodighed. Roland Orzabal og Curt Smith fra Tears For Fears valgte den anden tilgang: De åbnede med et sample af et Lorde-cover af “Everybody Wants To Rule The World” – som for at minde den yngre generation om, at det altså er dem, der har lavet den sang.
Og umiddelbart efter gled de ubesværet over i deres egen udgave. For man må give de to herrer, at de stadig har stemmerne og karismaen til at stå på de helt store scener. Og modtagelsen eller genkendelsesfaktoren havde de ikke behøvet være bekymret for, selvom aldersspændet iblandt publikum oppe foran vidst gik fra 14 år til 70+. Hænderne røg i vejret og nærmest fra første vers var der fællessang, så teltdugen på Arena var ved at lette.
Hvis man skal bedømme ud fra de store, indforståede smil, som Roland Orzabal og Curt Smith sendte hinanden i de instrumentale øjeblikke, hvor de lod guitarerne tale, så er stridsøksen vitterlig pakket dybt bort og begravet. Samtidig var sætlisten sindrigt konstrueret, således at de mindre kendte sange knap nåede at rinde ud inden de blev afløst af endnu et af gruppens store hits. Således blev “Secret World” fulgt op af “Sowing The Seeds Of Love” inden “Pale Shelter” blev afløst af “Break It Down Again”. En forrygende start på koncerten, som vel godt kan kaldes for en hitparade.
De mindre hits såsom “Pale Shelter” var dog langt fra ligegyldigt fyld, men slog igen og igen den fortsatte relevans af Tears For Fears bagkatalog fast. I det hele taget var det påfaldende hvor ubesværet moderne meget af dette bagkatalog lyder idag næsten 40 år efter. Måske fordi tiden har været gunstig for netop synthpop, som har haft lidt af et comeback de seneste år. Derfor var coveret af Radioheads “Creep” et lidt pudsigt indslag, men gruppen spiller det angiveligt som et fast indslag på deres turné.
Efter al rosen kommer regnen dog. Tempoet faldt en lille smule midtvejs, men store højdepunkter såsom den fantastiske “Mad World” holdt fortsat gejsten oppe hos publikum. Gejsten stivnede dog en anelse, da Orzabal og Smith skulle have sig en puster og overlod scenen til deres korsangerinde. Jo jo, hun var da dygtig – men det var jo ikke lige dét, vi var kommet der for. Helt skidt blev det dog først, da Tears For Fears kom tilbage på scenen og spillede en lidt anonym udgave af “Woman In Chains” efterfulgt af en gumpetung og bluesrocket “Badman’s Song”. Puha, hvor gik der far-rock i den. Pludselig fremstod Tears For Fears anderledes umoderne og lettere kiksede.
Selv introen til “Shout” var bandet efterfølgende lige ved at kikse, men det lykkedes dem at redde den på målstregen. Sangen med det massive omkvæd var lidt af en genistreg som lukke-nummer. Folk sang videre på omkvædet flere minutter efter bandet endelig forlod scenen efter at være blevet overdynget med applaus. Koncerten startede som et triumferende sejringstogt, og var lige ved at køre af sporet. Men den sluttede lige præcis der, hvor den skulle.
