Ipek Yolu er et band, der i følge nogen, ikke burde kunne fungere. Deres musikalske afsæt kommer fra tre vidt forskellige kulturer, så hvis man tror på, at kulturer ikke kan sameksistere, ville man have svært ved at forstå, hvorfor alle stod og dansede i eftermiddagssolen foran Rising.
Trioen består af Orhan Özgür Turan, Olaf Johannes Brinch og Lasse Aagaard, der spiller på det anatolske strengeinstrument saz, columbianske cumbia-elektronik og amerikansk twangguitar. Eminent smelter universet sammen til en yderst dansabel form for ørkenblues.
De tunge cumbia-beats med den dybe bas ligger fundamentet for, at Lasse Aagaard på sin skærende guitar og Orhan Özgür Turan på sin elektrisk forstærkede bağlama saz kan indgå i en musikalsk samtale på scenen.
Ipek Yolu betyder Silkevejen, og ganske passende føles det som om, man sad på en kamelryg og red gennem Mellemøsten. Det var en rejse, der var sjov, monoton, varm, meget varm og foregik i en transcenderende tørke. Med andre ord en yderst passende musik at smide på den støvede festivalplads klokken 14 om eftermiddagen.
Der var ikke mange publikummer foran scenen, da Ipek Yolu gik i gang, men folk blev suget til, begyndte at danse og glemme tømmermændene, campingstolene og ølbowlingen for en stund. Det umulige band klarede den umulige opgave.
Bandet havde medbragt Serkan Yildrim på fløjteinstrumentet duduk. Det er et 1500 år gammelt mellemøstligt instrument, der laver en nasal lyd a la en mild kazoo. Helt naturligt blandede dens lyde sig ind i det i forvejen eklektiske genremix.
Ipek Yolu spillede både tyrkisk folkemusik og melodier med rødder i Afrika, og de fleste numre introducerede Orhan Özgür Turan sympatisk med ordene: »Det skal I glæde jer til«. Store dele af koncerten vendte de fire musikere hovedet nedad og nikkede i takt til musikken.
Men musikken var rigelig til at få folk til at danse, som var klokken 22 om aftenen til en fest, der var døsig på den fede måde. Derfor var Ipek Yolu det helt rigtige band på Rising-scenen til den ellers besværlige 14.00-koncert.
