Én, to, tre: Knald på! Så kom der fart over feltet, da Jack White og Brendan Benson slog deres guitarer an til tonerne af “Consoler Of The Lonely”. Det blev startskuddet til en legesyg og på mange måder overlegen rockkoncert med The Raconteurs. Anderledes vulgært og in-your-face end gårsdagens seance med The Good, The Bad, The Queen, men samtidig med en virilitet og insisteren, der var umulig ikke at blive grebet af. Ikke mindst fordi der endelig var ordentligt skrald på PA’en.
Med så hæsblæsende en start kunne man nemt glemme, at The Raconteurs mere eller mindre har ligget i dvale det sidste årti, mens rygter om bandets status har floreret. Derfor var det meste materiale også af ældre karakter, men det blev fint suppleret af nyere materiale fra amerikanernes kommende plade. Tidligt på aftenens spillede gruppen den fine “Bored And Razed” fra den nye plade, men det var klart, at publikum var kommet for at få serveret de velkendte rockhits.
De blev heldigvis også liret af i en lind strøm – med masser af indlagt plads, hvor Jack White kunne boltre sig og te sig. For selvom Raconteurs er et kollektiv og Jack White trådte mere i baggrunden end vanligt til andre koncerter, jeg har set ham spille, så kommer man ikke udenom, at han er langt det mest interessante ved Raconteurs. Det blev bare serveret i afmålte doser i løbet af koncerten, hvor han trådte helt frem på scenen og svingede guitaren ud mod publikum.
Jeg har egentlig altid haft et lidt blandet forhold til Jack White. Ofte forekommer han mig forceret eccentrisk, men jeg må sige, at han passer fuldstændig perfekt i rollen som musikalsk kaospilot i The Raconteurs ellers meget konventionelle rammer. Han suppleres faktisk godt af Brendan Benson, der som sagt deler tjansen som forsanger og guitarist med White og agerer modvægt og straight man til den evigt gakkede White. I de momenter hvor Benson stod i front var det dog klart, at han ikke skinner lige så klart igennem.
Det gjorde naturligvis ikke det store, da træfsikre sange som “Level”, “Now That You’re Gone” og ikke mindst mega-hittet “Steady As She Goes” blev leveret med en potens, der kunne mærkes i kroppen efterfølgende. Også nye sange som “Help Me Stranger” fik en varm modtagelse fra publikum, der tydeligvis havde lyttet til amerikanernes nyeste singler. Men den underligt ubalancerede dynamik var konstant tydelig på scenen
Hvor mange andre koncerter på Heartland afvikles stramt indenfor en times tid, så var der afsat godt og vel halvanden time til The Raconteurs. Det udnyttede de til at strække flere sange ud i længere udgaver med ekstra guitarlir, buldrende bas og stramt trommespil. I disse momenter blev det virkelig tydeligt, at Raconteurs bygger på et bundsolidt bluesrock-fundament, som de behersker til fulde og forstår at udnytte til deres fordel.
Det var ikke revolutionerende på nogen måder, men til gengæld var det et kærkomment gensyn med et band, der trykker på alle de gode, gamle knapper og bruger de klassiske rockvirkemidler til UG med kryds og slange. Så kan det godt være, at man ikke blev overrasket, men som Stones sang: »I know it’s only rock and roll, but I like it!«
Fotos af Mathias Kristensen
