Da Lydmor indtog Rød Scene på NorthSide fredag eftermiddag var det med følelserne uden på tøjet. Ikke fordi hun virkede decideret nervøs, men fordi det er som om, at der ikke er plads til nogen følelser i hendes spinkle krop.
Hun kom ind efter en rosende introduktion fra værterne klædt i en lang gul t-shirt, der kunne gøre det ud for en kjole og havde kroppen malet i sine karakteristiske neonfarver. Denne gang gul på benene og blå på overkroppen og i ansigtet. Det blå i ansigtet fik sammen med hendes hår, der var sat op i noget der lignede rottehaler, hende til at have asiatiske træk – hvilket gav god mening eftersom indtryk fra Kina og særligt Shanghai hang over koncerten, da hendes seneste album er skrevet på baggrund af et ophold i det folkerige land.
Lydmor var glad. Hun sagde det højt og så man mærkede det Alene på scenen med skæve spejle og neonlys bag sig performede hun sine numre med en teatralsk dans og indlevelse i musikken, hvor bevægelserne matchede taktslag, hvis hun ikke stod bøjet over sin computer og elektroniske udstyr for at bygge sine sange lyduniverser op og ned. Noget hun gjorde med en selvfølgelighed og overskud, hvor hun midt i det hele kunne optage vokalstykker og sende dem i loop hvis det hjalp sangen.
At det ikke på nogen måde var en programmeret performance blev tydelig allerede efter første nummer, hvor Lydmor annoncerede, at hun ville gøre to usexede ting inden næste nummer. Det første var, at hun havde en rettelse til lydniveauet, som hun kaldte ned til sin lydmand Glen. Det andet var, at hun skulle binde sine snørrebånd (!!). Og denne kiksede kontrast til hendes stilsikre performance, gjorde hende enormt menneskelig og elskelig. For et øjeblik var hun bare Jenny fra Brabrand, inden hun kunne fortsatte sit show. Denne viklen ind og ud mellem stilsikker performer og følsom, små over-gearet menneske, bragede hende ud over scenekanten og banede vejen ind i hendes elektroniske univers for dem, der ikke har det som deres foretrukne genre.
Første højdepunkt blev “Claudia” fra I Told You I’d Tell Them Our Story, der blandede rap og storytelling med kraftfulde og melodiske vokaler, som flødeskummet på et inferno at elektronisk impulser, der ville give et band som Crystal Castles kamp til deres hår.
Pauserne mellem sangene fyldte Lydmor ud med personlige fortællinger om Kina, om at gå i stykker og om hendes stress sidste år, hvor hun faldt om kort tid inden hun skulle agere vikar på netop NorthSide. Måske derfor blev “Shanghai Roar” et følelsesmæssigt højdepunkt for koncerten, i det den trak sig lidt tilbage fra det intense og buldrende lydbillede, der fyldte i alle andre numre. Nummerets langtrukne vokaler, særligt på titellinjerne, efterlod en følelse af længsel efter den kinesiske storby, samtidig med at man fornemmede mange af de hårde oplevelser, der er også er forbundet med byen være til stede. Det var smukt, følsomt og storladent.
Herefter skød hun numre som “Soft Islands” og “Drugs In My Pocket” afsted mellem flere glade følelsesudbrud, og krydrede koncerten med det uudgivede nummer “LSD Heart” som blev fremført med intensitet pedalen trykket i bund. Det er et nummer vi alle kan glæde os til bliver udgivet.
Det sidste ‘Lydmor’-øjeblik kom under nummeret “Dim” hvor hun nonchalant annoncerede, at hun nok skulle blive ved med at synge, hun skulle bare lige noget – hvilket viste sig at være, at hun lige skulle vandre ud til scenens side og få fyldt sit glas med vin. Derudover sprang hun ned fra scenen og vandrede ud mellem publikum. For som hun sagde bagefter:
»De sagde, at der var for langt til, at jeg kunne komme ned til jer. Sådan noget skal de jo ikke sige!«
Og så sluttede hun koncerten af med “Money Towers” og “I Love You” der kunne få enhver fest til at toppe. Hvad der dog havde ydet den kære Lydmor mere retfærdighed, var at have et senere spilletidspunkt. Dagslys tager noget af intensiteten fra hende. Hvordan havde det mon ikke været, hvis det havde været en aftenkoncert?
