Connan Mockasin, 31.05.19, Heartland, Kværndrup

Pause Play Play Prev | Next

Hvis det nu var mig, der skulle starte et band, ville jeg nok som det første lige overveje, hvilke aktiver jeg havde at gøre godt med. Har jeg f.eks. noget musik? Nogle sange, jeg kan stille mig op og spille for et publikum?

Jeg har desværre aldrig fundet tilstrækkeligt grundlag for at søsætte den musikkarriere, men måske skulle jeg ikke have stillet så store krav til mig selv. Fredagens Connan Mockasin-koncert var i hvert fald en decideret masterclass i, hvordan man kan indtage og bjergtage et publikum med forholdsvis begrænsede midler.

Fire gutter, en skrivebordsstol i gamerklassen, tilstrækkeligt med whisky og rigeligt med sleazy, smørfede, småpsykedeliske lydflader – mere skal der faktisk ikke til. Connan Mockasins seneste album, Jassbusters, er en form for soundtrack til en film af samme navn, som bandet selv står bag, og soundtrackfornemmelsen er da også konstant på pladen. Enkelte dialogstykker og forholdsvis få passager med vokal stikker ud, men ellers er Jassbusters et stemningsmættet baggrundstapet af lumre guitarpluk og æggende orgeltoner.

Og hvad stiller man så op med det på en scene? Man spiller sig naturligvis så let som ingenting lige lukt ind i både hjerter og trusser hos sit publikum. De fire gutter har en udstråling, der ligger et sted midt imellem puddelrockband og jeg-køber-alt-mit-tøj-i-Bilka, og under første nummer “Charlotte’s Thong”, var hovedattraktionen måske nok at strække hals, se de særprægede giraffer lidt an og ellers eventuelt fortsætte samtalen med sidemanden. Der gik dog ikke ret mange minutter, før “It’s Choade My Dear” satte ind, og en lokkende skulder skælmsk begyndte at titte frem fra Mockasins blå sportsjakke under det pirrende »please take it off«-omkvæd. Sådan en tilnærmelse er naturligvis så opildnende, at ethvert publikum med bare en middelmådig seksualdrift må gribe bolden. Opfordringen til at smide tøjet voksede til et insisterende mantra fra os på græsset, og ja, Connan Mockasin fik da også med møje skrællet overtøjet af frem mod nummerets afslutning. Ekstatisk applaus. Nu var vi kørende.

Connan Mockasin pegede insisterende mod himlen, vi satte så høj en tone, vi nu kunne præstere, og bandet introducerede nummer på nummer i spændingsfeltet mellem elevator- og sengekantsmusik. En gang var karikeret hulken fra keyboardspiller Rory McCarthy nok til at sætte stemningen. Til tider satte bandet ind med reelle sange som “Forever Dolphin Love”. Endnu andre gange bød de fire på scenen ind med en kort suppe, steg og is-passage med “Killing Me Softly”, “I Will Always Love You” eller, øh, den dér duet med Nelly og Kelly Rowland, hvis eksistens alle egentlig for længst havde glemt.

Var det god musik? Hvad var visionen med hele det her soundtrack-projekt? Jeg aner det ikke. Virkede det? Ja, for fanden! Connan Mockasin og band var det mest elskværdige og engagerende selskab, man kan forestille sig – uanset om de brugte et minuts tid på at forklare, hvordan man staver til “Signe” (virkelig mange pluspoint), de samlede publikum til en ekstatisk fællessang, eller de bare dasede et øjeblik i kontorstolen til de lige dele stenede og æggende toner af deres seneste album.

Jeg får lyst til at starte det band nu – antageligt er det en smal sag at tryllebinde et publikum uden det helt store musikalske forlæg. Bortset fra at det måske nok kræver en tusindårshændelse at samle nok karisma i et band til at sælge tre kvarters lummer elevatormusik så solidt til et livepublikum. Men vi på pladsen var vidne til resultatet af sådan en hændelse, og som min sidemand råbte: »Connan, we want to know you!« Ja tak. Faktisk tror jeg alle havde lyst til at få sig et sæt nye bedste venner efter dén opvisning.

Fotos af Mathias Kristensen.